Danskudviklet corona-vaccine støttes nu af den danske stat med 108 millioner Euro | Carlsbergfondet
Til oversigt

Danskudviklet corona-vaccine støttes nu af den danske stat med 108 millioner Euro

Professor Ali Salanti fra Københavns Universitet.

EU har godkendt, at den danske stat tildeler tilbagebetalingspligtig millionstøtte til en potentiel vaccine mod Covid-19, som er udviklet med Semper Ardens-støtte fra Carlsbergfondet. Støtten fra staten skal sikre, at Bavarian Nordic kan undersøge vaccinen i et fase 3-studie.

Regeringen har besluttet at låne virksomheden Bavarian Nordic 800 mio. kr. til fortsat udvikling af den potentielle Covid-19 vaccine ABNCoV2. Støtten gives som et forskud, der skal betales tilbage i form af vacciner og royalties, hvis det lykkes at udvikle den til brug i mennesker. Endvidere kan staten også modtage en fortjeneste, hvis vaccinen bliver en kommerciel succes. Det forventes desuden, at dele af produktionen af vaccinen vil finde sted i Danmark.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse

Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher, udtaler:

”Det er fantastisk, at den danske stat nu yder økonomisk hjælp til test og udvikling af den lovende Covid-19-vaccine, som forskerne på Københavns Universitet har arbejdet på lige siden, coronakrisen tog fart i foråret 2020. Resultaterne af det netop gennemførte fase-1 forsøg i Holland viser netop, at vaccinen har et stort potentiale, som fortjener at blive udfoldet og forhåbentlig realiseret.”

Lovende resultater fra fase-1-forsøg

Den lovende vaccine udspringer af forskning på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet og er baseret på støtte fra bl.a. EU og Carlsbergfondet. Sammen med kollegerne lektor Adam Sander og lektor Morten Agertoug Nielsen har professor Ali Salanti stået i spidsen for udviklingen af vaccinen, der i første halvdel af 2021 blev afprøvet på 45 raske voksne på Radhoud University Medical Centre i Holland. I disse forsøg har vaccinen vist sig at generere neutraliserende antistofniveauer, der er højere end de niveauer, som er rapporteret for de allerede godkendte Covid-19-vacciner.

ABNCoV2-vaccinen bygger på VLP-teknologien ”Virus Like Particles”, som er en velkendt vaccineteknologi, der anses for at være sikker og effektiv. Vaccinen kan opbevares ved almindelig køleskabstemperatur, hvilket giver gode muligheder for også at anvende den i tredjeverdenslande med varmt klima.

Om ABNCoV2-vaccinen

ABNCoV2 er oprindeligt udviklet af AdaptVac, som er et dansk joint-venture mellem virksomhederne ExpreS2ion Biotechnologies og NextGen Vaccines udsprunget af forskermiljøet på Københavns Universitet. AdaptVac har indgået en licensaftale, der giver Bavarian Nordic de globale kommercielle rettigheder til den nye Covid-19 vaccine. Bavarian Nordic står for den videre udvikling samt etablering af produktion, hvorfor lånet tildeles Bavarian Nordic.

Det er vurderingen, at hvis alt går efter planen, kan ansøgning om godkendelse af vaccinen være indgivet ultimo 2022. Vaccinen vil som andre vacciner skulle gennemgå en faglig evaluering af Det Europæiske Lægemiddelagentur, som vil vurdere vaccinens effekt og sikkerhed, før der kan udstedes en markedsføringstilladelse af EU-Kommissionen.

Læs mere om Ali Salanti og hans vaccineforskning i vores tema "Månedens Forsker"



Til oversigt