De europæiske renæssancehumanister ’levede erindringen’ | Carlsbergfondet
Til oversigt

De europæiske renæssancehumanister ’levede erindringen’

Udsnit af Vouets allegoriske fremstilling af Intellekt, Hukommelse og Vilje fra 1625.

En ny online udgivelse undersøger gennem otte artikler, hvordan antikke tekster blev brugt til at forme renæssancehumanisternes erindring i 1400-1500-tallets Europa. Udgivelsen er såkaldt open source og kan dermed læses frit af alle.

I 1400-tallets Italien opstod en kulturel bevægelse, som vi i dag kalder renæssancehumanismen. Bevægelsen, der i løbet af de efterfølgende århundreder bredte sig til resten af Europa, anså antikken for at danne forbillede for kultur, dannelse og moral. Dermed blev den et vendepunkt i den europæiske kulturelle erindring og skabte fundamentet for al senere interaktion med den antikke kulturarv, der er blevet så definerende for vores selvforståelse.

En ny udgivelse Meaningful Memories: A cultural memory perspective on humanist interaction with the past undersøger nu, hvordan renæssancehumanisterne brugte antikke tekster til at forme deres erindring. Udgivelsen, der er redigeret af videnskabelig assistent Lærke Maria Andersen Funder og postdoc Trine Arlund Hass, udgør bind 17 af det digitale open source-tidsskrift Nordic Journal of Renaissance Studies.

Læs hele udgivelsen Meaningful Memories: A cultural memory perspective on humanist interaction with the past her

At leve erindringen

Gennem otte artikler gennemgås et bredt udsnit af renæssancehumanisternes tekster, som strækker sig fra udviklingen af det latinske kunstsprog, nylatin, der blev skabt fra antik latin i 1400-tallets Italien, og til historiografiske konflikter om Nordens historie i 1500-tallets Skandinavien. Renæssancehumanisternes møde med fortiden skete nemlig ikke overraskende igennem de klassiske tekster.

”Når man læste og skrev på samme sprog og i samme form og stil som de antikke tekster, levede man så at sige erindringen af fortiden og skabte en direkte forbindelse mellem ”dengang og nu”. At skrive ligesom de gamle romere og grækere var altså en måde for humanisterne at vække dem til live igen og skabe et erindringsfællesskab på tværs af tid og rum. Der er flere eksempler på, at man adresserede de historiske personer direkte og på den måde gjorde dem samtidige med sig selv,” siger den ene af bindets to redaktører, ph.d. Trine Arlund Hass, der i 2017 modtog et ’HM Queen Margrethe II’s Distinguished Postdoctoral Fellowship at the Danish Academy in Rome’ fra Carlsbergfondet.

Gamle tekster fik nyt liv

Under den renæssancehumanistiske periode dukkede der endvidere glemte tekster op fra bibliotekernes gemmer, som nu fik nyt liv og blev en del af humanisternes fortælling om både dem selv og deres fortid. Hvis et nyt fund udfordrede den gældende forståelse af fortiden, måtte denne nuanceres eller det nye fund fortolkes, så det kom til at give mening i humanisternes virkelighed. En tredje mulighed var aktivt at fortrænge et aspekt ved fortiden, der harmonerede dårligt med den kontekst, man selv befandt sig i. Denne praksis viser tydeligt, at fortiden gerne blev elegant manipuleret for at kunne være mest mulig virksom i humanisternes egen kontekst.

Semper Ardens-projektet Cultural encounter as a precondition for European identity ledet af professor Marianne Pade og med deltagelse af bl.a. Lærke Maria Andersen Funder har tidligere vist, at renæssancehumanismens kultur i høj grad var præget af en metadiskurs. Den nye udgivelse Meaningful Memories: A cultural memory perspective on humanist interaction with the past er udarbejdet som led i et samarbejde imellem Cutural encounter as a precondition for European identity og postdoc-projektet Vores Cæsar: Gaius Julius Cæsars danske receptioner, der har ph.d. Trine Arlund Hass ved roret. Begge projekter er støttet af Carlsbergfondet.

Læs mere om Cultural encounter as a precondition for European identity

Læs mere om Vores Cæsar: Gaius Julius Cæsars danske receptioner




Til oversigt