Maria Fabricius Hansen får i dag fredag overrakt prisen af Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher i forbindelse med Det Danske Instituts årsmøde. Prisen, der blev indstiftet af Carlsbergfondet i 2015, uddeles til en forsker tilknyttet Det Danske Institut i Rom.
Dronning Margrethes Romerske Pris har til formål at bevare og videreudvikle de kulturelle bånd mellem Danmark og Italien. Det er netop, hvad kunsthistoriker, dr.phil. Maria Fabricius Hansen til fulde har formået. Maria Fabricius Hansen, der er kunsthistoriker med speciale i italiensk, middelalderlig kirkearkitektur og italiensk renæssance, er en vidende og bredt orienteret forsker, på én gang arbejder med traditionelle kunsthistoriske emner og er nytænkende i sin forskningsmæssige tilgang.
Dette kommer bl.a. til udtryk i hendes tolkning af genbrugen af antikke bygningselementer i romerske middelalderkirker og i hendes netop udkomne store bog om grottesker – ornamentalt freskomaleri i 1500-tallets Italien. Heri kontekstualiserer hun periodens brug af de antikke motiver på en ny måde og gør dermed op med mange hidtil gældende forestillinger om genren.
Om Dronning Margrethes Romerske Pris
Dronning Margrethes Romerske Pris blev indstiftet I 2015. Prisen gives for en fremragende videnskabelig indsats af en aktiv, fortrinsvis dansk forsker, inden for et fagområde, der har relevans for Det Danske Institut i Roms virke. Prisoverrækkelsen finder sted hvert år i forbindelse med instituttets årsfest, hvor prismodtageren holder festtalen.
Det Danske Institut i Rom fungerer som et attraktivt og inspirerende forsknings- og arbejdssted og en unik ramme om koncerter, udstillinger og konferencer med både dansk, italiensk og international appel. Siden 1967 har instituttet haft til huse i en enestående bygning i Valle Giulia skænket af Carlsbergfondet, som gennem mange år har støttet instituttet med bevillinger til forskningsprojekter, stipendier og legater.
Læs mere om Det Danske Institut i Rom
Til oversigt