Til oversigt

FIND-IT: Carlsberg Laboratorium opfinder ny, lynhurtig forædlingsteknologi til optimering af afgrøder

Forskere på Carlsberg Laboratorium præsenterer en ny banebrydende teknologi til lynhurtig traditionel forædling af afgrøder af stor vigtighed for den globale fødevaresikkerhed. Teknologien, der er døbt FIND-IT, kan på rekordtid identificere bestemte genetiske varianter i mange forskellige afgrøder, der f.eks. kan øge deres kvalitet og ydeevne under forskellige klimatiske forhold.

Igennem tusinder af år er der sket en fortløbende udvikling, forædling og optimering af nogle af menneskets vigtigste fødekilder som hvede, ris og byg. Lige fra de tidlige jæger-samler-kulturer og frem til vore dages landbrug har der været fokus på at øge planternes produktivitet og kvalitet, så høstudbyttet har kunnet mætte flere munde med brug af færrest mulige ressourcer.  

På globalt plan ses imidlertid nu en stagnerende afgrødeproduktivitet, som forstærkes af klimaændringer og udtømning af jordens næringsstoffer. Det forventes, at den nuværende stigning i udbyttet af eksisterende afgrøder ikke vil kunne imødekomme fødevarebehovet for de 9-10 milliarder mennesker, der ifølge estimater vil bebo kloden i 2050.

Det er derfor opsigtsvækkende, at forskere fra Carlsberg Laboratorium under ledelse af professor og vice president Birgitte Skadhauge nu kan præsentere en ny teknologi til traditionel forædling af afgrøder af stor vigtighed for verdens fødevareproduktion. Med teknologien, der er døbt FIND-IT, kan man i løbet af to-tre uger identificere bestemte genetiske varianter i forskellige afgrøder, der f.eks. kan øge kvalitet, næringsstofsammensætning og udbytte under forskellige miljømæssige forhold.

Hurtig screening af afgørende genvarianter

Teknologien er netop præsenteret på forsiden af det højt ansete tidsskrift Science Advances. I artiklen ’FIND-IT: Accelerated trait development for a green evolution’ redegør forskerholdet bag FIND-IT for, hvordan man med teknologien i hånden kan påvise genvarianter og isolere dem fra forskellige kilder, herunder store populationer af eksisterende afgrøder, deres vilde slægtninge samt forædlingslinjer.

”Det er en kendt sag, at vi har brug for forbedrede afgrøder i fremtiden, som for eksempel har en mere optimal kvalitet og næringsstofsammensætning samt højere tolerance over for varme og tørkestress. Med vores teknologi er vi i stand til hurtigt at screene meget store plantepopulationer for at finde den ene specifikke variant, der har den ønskede egenskab. Bagefter forædles den isolerede variant med den ønskede egenskab til nye forbedrede plantesorter, som er i stand til at vokse over hele verden”, fortæller Birgitte Skadhauge.

FIND-IT er således et hidtil uset effektivt værktøj til præcisionsforædling af højtydende, næringsstof-effektive og stresstolerante afgrøder. Egenskaber, der har betydning for blandt andet kvalitet, vandforbrugseffektivitet, næringsstofoptagelse og salt-, varme- og tørketolerance, vil være særlig værdifulde at identificere og isolere i nær fremtid, hvor fødevareforsyning og -sikkerhed vil være under pres som følge af skiftende klima og et stigende befolkningstal.

Uden brug af GMO

Forskningen og udviklingen af teknologien FIND-IT har fra start været støttet af Carlsbergfondet. Næstformand i Carlsbergfondet og formand for Carlsberg Laboratoriums Advisory Board, professor Søren-Peter Olesen, udtaler om den nye teknologi:

”Siden etableringen i 1875 har Carlsberg Laboratorium ikke bare revolutioneret den moderne ølbrygnings metoder gennem nytænkende videnskabelige undersøgelser og eksperimenter. Laboratoriet har også skabt en lang række banebrydende grundforskningsresultater og gennembrud, som har fundet sin anvendelse uden for ølbrygningens snævre cirkler. Vi er meget stolte over, at laboratoriet endnu engang lever op til sit høje internationale renommé med opfindelsen af ​​FIND-IT-teknologien, som forhåbentlig kan sætte forskere verden over i stand til at løse globale udfordringer."

FIND-IT-teknologien er særligt banebrydende, fordi den ikke gør brug af GMO (genetisk modificeret organisme). Samtidig er den bredt anvendelig til alle plantearter, ligesom den også kan benyttes til at isolere genetiske varianter fra gær samt andre svampe og bakterier, der er vigtige i fødevare- og drikkevareproduktion.

Gå til artiklen ’FIND-IT: Accelerated trait development for a green evolution’ i Science Advances

Læs mere om forskningen på Carlsberg Laboratorium


Til oversigt