Fem fonde vil gå sammen om at finansiere Danmarks første store forskningscenter i kunstig intelligens | Carlsbergfondet
Til oversigt

Fem fonde vil gå sammen om at finansiere Danmarks første store forskningscenter i kunstig intelligens

Fem af Danmark store forskningsfinansierende fonde - Carlsbergfondet, Danmarks Grundforskningsfond, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og VILLUM FONDEN - indgår nu kontraktforhandlinger med en amerikansk professor og topforsker om etableringen af det første store forskningscenter om kunstig intelligens i Danmark.

Forskningscenteret bliver en del af det nationale initiativ om Pionercentre inden for vigtige forskningsområder og vil, hvis forhandlingerne falder på plads, blive etableret i et samarbejde med Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Aalborg Universitet. Bevillingsrammen for de fem fonde er på op mod DKK 352 mio.

Efter en grundig søgningsproces er de fem fonde nu klar til at indgå kontraktforhandlinger til etableringen af det første Pionercenter ”The Pioneer Center for Artificial Intelligence” med den amerikanske professor og topforsker Serge Belongie i spidsen. Professor Belongie, der er uddannet datalog, er professor og prodekan på Universitetet Cornell Tech i USA. Han er en af verdens førende forskere inden for kunstig intelligens.

Centeret vil forske i kunstig intelligens, eller AI for ’artificial intelligence’ med fokus på forskellige samfundsudfordringer, herunder forudsigelse og forebyggelse af sygdomme, overvågning af klimaforandringer og biodiversitet samt energi og infrastruktur. Udover at forske inden for de klassiske datatunge AI-discipliner så som machine learning og virtual reality vil det nye center også dykke ned i etiske aspekter ved kunstig intelligens.

Læs mere om Carlsbergfondets engagement i Pionercentrene

Etableringen af Pionercentrene er en ambitiøs national satsning inden for energi/klima og kunstig intelligens, som udfoldes i tæt samarbejde og samfinansiering mellem Uddannelses- og Forskningsministeren, de fem fonde og landets universiteter. Ambitionen er at tiltrække forskere, pionerer, på allerhøjeste internationale niveau og at etablere 2-3 samfinansierede forskningscentre i den absolutte verdenselite, der udfører grundforskning med sigte på transformative løsninger af store samfundsmæssige udfordringer.

Pionercentrene får absolut forskningsmæssig frihed, økonomisk kontinuitet og en lang tidshorisont. Det forventes, at pionercentrene kontinuerligt gennem bevillingsperioden har veldefinerede risikobetonede delprojekter, som i særlig grad har potentiale til at levere banebrydende forskning på højeste internationale niveau.

Læs mere om Pionercentrene hos Danmarks Grundforskningsfond

For yderligere information kontakt venligst:

Professor Jens Kehlet Nørskov
Bestyrelsesformand i Danmarks Grundforskningsfond
Email: jkno@dtu.dk

Professor Søren-Peter Olesen
Direktør i Danmarks Grundforskningsfond
Email: spo@dg.dk



Til oversigt