HCØ2020: Foredrag om H.C. Ørsted genoptages i september | Carlsbergfondet
Til oversigt

HCØ2020: Foredrag om H.C. Ørsted genoptages i september

Efter flere måneders pause som følge af corona-nedlukning starter den offentlige foredragsrække om H.C. Ørsted op igen på tirsdag den 1. september. Udover at blive klogere på Ørsteds mange bedrifter vil man i forbindelse med foredragene også kunne smage den nye H.C. Ørsted-øl ”Experimenta”, som i anledning af 200-året for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen er udviklet af forskere på Carlsberg Laboratorium på initiativ af Videnskabernes Selskab og Carlsbergfondet.

Musik, billedkunst, sprog - og så selvfølgelig videnskab og i særdeleshed elektromagnetisme. Den berømte danske videnskabsmand H.C. Ørsted satte sit præg på sin samtid inden for en lang række områder. I år fejrer vi under overskriften HCØ2020 200-året for hans opdagelse af elektromagnetismen, som stadig har sin store relevans i nutiden.

Blandt aktiviteter, som skal introducere danskerne til H.C. Ørsted og hans banebrydende opdagelse, er en offentlig foredragsrække arrangeret af Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Videnskabernes Selskab med støtte fra Carlsbergfondet. Foredragsrækken tog sin begyndelse i februar, men blev som følge af corona-krisen midlertidig udsat i marts.

Fire foredrag i september

Fra tirsdag den 1. september kl. 19.30 blændes der op igen, når mag.art. og ph.d. i kunsthistorie Peter Nørgaard Larsen fra Statens Museum for Kunst og ph.d. og forsker i musikkens historie i Danmark Bjarke Moe fra Københavns Universitet introducerer til H.C. Ørsted og hans betydning for datidens musik og billedkunst. Allerede ugen efter – mandag den 7. september – indfører professor på Københavns Universitet Frans Gregersen til de 2.000 ord, som H.C. Ørsted opfandt og tilførte det danske sprog. De to vigtigste var ordene ’ilt’ og ’brint’, men der var mange flere, som kun blev brugt af ham og først sidenhen kom til at indgå i det danske sprog.

Den 21. september er det så lektor på Niels Bohr Institutet Jens Paaske, der inviterer inden for til et foredrag med titlen ”Elektromagnetisme og kvanteelektronik”. Kan vi gentage Ørsteds forsøg og få en elementar-kompasnål til at slå ud under påvirkning af tunnelerende elektroner, spørger han blandt andet.

Og den 28. september løfter professor emeritus Helge Kragh blikket, når han i foredraget”Arven efter Ørsted - et kritisk perspektiv” ser på Ørsteds virke inden for dansk naturvidenskab. Et virke der ifølge Kragh ikke kun var positivt, idet Ørsteds synspunkter på visse områder var ude af trit med udviklingen.

Deltagelse i foredragene kræver tilmelding, som sker via Videnskabernes Selskab.

Læs mere om og tilmeld dig foredragene her

Smag jubilæums-øllen ”Experimenta”

Men det skal ikke være videnskabsformidling alt sammen. Ved alle fire foredrag vil det være muligt at smage den særlige H.C. Ørsted jubilæums-øl ”Experimenta”, som er blevet udviklet af forskere på Carlsberg Laboratorium i samarbejde med Carlsbergfondet, Videnskabernes Selskab og Husbryggeriet Jacobsen. Øllen er brygget som i 1820. Og så indeholder den peber, da Ørsted også stod bag det stof, der får peber til at smage særegent.

At H.C. Ørsted selvfølgelig skal have sin egen jubilæums-øl hænger sammen med den store rolle, som Ørsted spillede i tilblivelsen af bryggeriet Carlsberg. Det var Ørsted, der inspirerede Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen til at brygge øl på et videnskabeligt grundlag. Og det var efter inspiration fra Ørsted, at J.C. Jacobsen valgte at etablere Carlsbergfondet, som siden dengang har været bestyret af videnskabsfolk, valgt blandt medlemmerne af Videnskabernes Selskab.

Læs mere om den nye jubilæums-øl ”Experimenta”



Til oversigt