Hanners fertilitet kan blokere for nye arter | Carlsbergfondet
Til oversigt

Hanners fertilitet kan blokere for nye arter

En han af vandkalven Grapoderus zonatus. Arten er fanget i en udviklingsmæssig limbo på grund af seksuelle konflikter imellem kønnene. © Niels Sloth/Biopix

Vandbillers parringskamp kan ændre vores forståelse af de mekanismer, der leder til nye arters opståen. Det viser ny forskning støttet af Carlsbergfondet.

Når generne skal videreføres, er interaktionen mellem kønnene et væsentligt moment, der kan drive dannelsen af nye arter. Hos både dyr og planter er det almindeligt kendt, at begge køns evne til at vælge, hvem de parrer sig med, har stor indflydelse på de gener, der videreføres - og med tiden hvilke arter, der dannes. Men nu viser ny forskning, at hannens evige jagt på at parre sig med en ny hun kan være så intens, at det skader hunnens fertilitet og derved blokerer for udviklingen af nye arter.

Foden af en han vandkalv med veludviklede sugekopper. Tætte grupperinger af fine hår danner sugekopper som hannen bruger til at fæstne sig på ryggen af hunnen under parringsforsøg. © Aslak Kappel Hansen

Det konkluderer postdoc ved Arizona State University Lars Lønsmann Iversen i artiklen ”Sexual conflict and intrasexual polymorphism promote assortative mating and halt population differentiation’, der netop er publiceret i Proceedings of the Royal Society B

Forskergruppen bag studiet, der består af danske og svenske forskere, beskriver, hvordan reproduktive konflikter har fanget en vandkalveart (vandkalve er en familie af biller, der lever i vand) i et udviklingsmæssig limbo.

“Vores opdagelse udfordrer opfattelsen af, hvordan arter dannes via seksuelle interaktioner. Normalt vil hunner udvikle måder, hvorpå de kan undslippe chikanerende hanner, hvilket så igangsætter en artsdannelse. Men her dokumenterer vi, at hannernes evne til at foretage uønsket parringsforsøg er så stærk, at det har været umuligt for hunnerne at finde optimale modtræk mod denne chikanering,” siger Lars Lønsmann Iversen.

Hunnerne risikerer at drukne

Hos de fleste vandkalve er hannerne udstyret med veludviklede sugekopper på forfødderne, som de bruger til at fastholde sig på ryggen af hunnerne under parringen. Hannen bliver gerne siddende i op til flere timer på hunnens ryg, hvor hun tvinges ned under vandet, udmattes og risikerer at drukne. Derved skabes der en konflikt mellem kønnene, hvor hannen tilgodeses, hvis han er god til at holde fast på hunnen, hvorimod hunnen tilgodeses, hvis hun kan undgå for mange udmattende parringsforsøg.

Forskernes arbejde, der er foretaget i svenske skovsøer, viser, at hunnerne som modsvar har udviklet stukturer på ryggen (glatte eller noprede overflader) for at undslippe hannernes parringsforsøg. Under normale udviklingsscenarier ville der være en favorisering af den hun-form, der bedst kan undslippe hannerne. 

Men resultaterne her viser, at hannerne har været i stand til at ændre deres sugekopper således, at de konstant er tilpasset de hunner, der er tilstede i hver enkelt sø. Således vil hannerne altid være bedst tilpasset og chikanere den mest almindelig hun-form, og derfor kan hunnerne ikke udvikle sig i en bestemt retning. Resultatet er, at den artsudvikling som kønskonflikten ellers har igangsat, stoppes.

Forskningen åbner op for en række nye spørgsmål om artsdannelse, og særligt hvor og hvornår konflikter mellem kønnene fører til udviklingen af nye arter.

Læs den videnskabelig artikel i Proceedings of the Royal Society B

Læs mere om Lars Lønsmann Iversens forskning




Til oversigt