Til oversigt

Hollandsk astrofysiker hædret med Niels Bohrs Internationale Guldmedalje

Professor Ewine van Dishoeck fik overrakt Niels Bohrs Internationale Guldmedalje 2022 af H.M. Dronningen. Foto: Lars Svankjær

Et af de største navne inden for molekylær astrofysik og astrokemi, professor Ewine van Dishoeck fra Leiden Universitet i Holland, modtager Niels Bohrs Internationale Guldmedalje 2022. Medaljen blev overrakt tidligere i dag af H.M. Dronningen ved et arrangement på Carlsberg Akademi i København. Med medaljen følger 100.000 euro, som er doneret af Carlsbergfondet.

Ewine van Dishoeck er den trettende i rækken af betydningsfulde fysikere og ingeniører, der modtager medaljen, som blev indstiftet af Ingeniørforeningen i 1955 som en hyldest til den danske nobelpristager Niels Bohr.

Med prisen slutter Ewine van Dishoeck sig til en fremtrædende gruppe af modtagere, da medaljen gennem årene er blevet givet til hele ti nobelpristagere. Ewine van Dishoeck er selv modtager af Kavli-prisen, som uddeles for exceptionelle videnskabelige gennembrud inden for astrofysik, nanovidenskab og neurovidenskab.

Om Ewine van Dishoeck

Gennem sit arbejde har Ewine van Dishoeck bidraget til at flytte de teknologiske grænser for astronomiske observationer, rumfartsmissioner og laboratorieeksperimenter. Foto: Lars Svankjær.

Ewine van Dishoeck er en pioner inden for molekylær astrofysik og astrokemi og er blandt de mest citerede forskere inden for området. Resultaterne af den forskning, hun har gennemført sammen med sin forskningsgruppe, viser, hvordan atomare og molekylære processer på nanoskala niveau har indflydelse på galakser, stjerner og planetsystemers makroskopiske struktur.

I sit arbejde beskæftiger Ewine van Dishoeck sig med nogle af de største spørgsmål, som menneskeheden har stillet sig selv: Er vi alene i universet? Hvordan er vores planet og livet på den opstået?

I sin forskning behandler hun disse spørgsmål på et solidt videnskabeligt grundlag af atomare og molekylære processer. Således trækker hun en direkte linje fra Niels Bohrs banebrydende arbejde med atommodellen til nutidens astronomiske udforskning af fremmede verdener omkring fjerne stjerner.

Gennem sit arbejde har Ewine van Dishoeck bidraget til at flytte de teknologiske grænser for astronomiske observationer, rumfartsmissioner og laboratorieeksperimenter. Hun har spillet en ledende rolle i udviklingen af store jord- og rumbaserede teleskoper, herunder Atacama Large Millimeter/submillimeter Array og James Webb-rumteleskopet, der blev opsendt juledag 2021 og siden har leveret forbløffende billeder af universet.  Derudover har hun været formand for den internationale astronomiske union, der repræsenterer mere end 10.000 astronomer fra næsten 100 lande.

Om Niels Bohrs Internationale Guldmedalje

Årets uddeling er sket i et samarbejde mellem Ingeniørforeningen IDA, Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Udover den faglige anerkendelse, som medaljen er udtryk for, ledsages prisen af et beløb på 100.000 euro, som er doneret af Carlsbergfondet.

Læs mere om medaljen og årets prismodtager samt download fotos 


Til oversigt