Hurup-elever var bedst til at fange lyden af Danmark | Carlsbergfondet
Til oversigt

Hurup-elever var bedst til at fange lyden af Danmark

Det blev to 5. klasser fra Hurup Skole, der løb med sejren i Forskningens Døgns store skolekonkurrence i lydkortlægning, der afholdes som led i forskningsprojektet ”Lyden af Danmark”. Det blev afsløret under det store finaleshow i DOKK1 i Aarhus i går, hvor de fem vindere fra fem forskellige danske regioner var indbudt.

De to vindende klasser fra Hurup Skole har været i konkurrence med 106 andre 4.-6. klasser fra hele landet. Alle har dystet om at optage flest lydklip af 30 sekunders varighed i deres lokalområde. De indsamlede lyddata bruges herefter af forskere fra Københavns Universitet til at skabe et avanceret lydkort over hele Danmark.  

Ved finaleshowet kunne eleverne bl.a. feste til musik med youtuberen Eiqu Miller og hjælpe Jon fra Den Store Bagedyst med at bage en kæmpe lydkage. Og de vindende klasser fra Hurup Skole kan nu se frem til en koncert og workshop på Kibæk Skole med trommeslageren Kalle Mathiesen, kendt fra DR Ramasjang.

Data bruges i forskningen

Det er Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet, der står bag projektet ”Lyden af Danmark”, som blev skudt i gang under Forskningens Døgn i april. Indtil videre er der i alt indsamlet knap 5.000 lyde via lyden-af.dk, som skal gøre Danmark til det første land i verden med et fuldt dækkende lydkort. 

Forskerne vil kortlægge både de natur- og menneskeskabte lyde i hele landet for at undersøge, hvordan lydene påvirker mennesker og natur. Data vil også kunne bruges til at udforske, hvordan lydlandskabet forandrer sig.

Målet er, at op mod 100.000 danskere vil optage lyden af deres lokalmiljø eller lyden fra steder, de besøger. Eleverne har med deres bidrag i skolekonkurrencen allerede leveret værdifuldt materiale til forskningsprojektet, som er støttet af Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen.

Vil du være med?

Alle borgere kan deltage i ”Lyden af Danmark” ved at optage 30 sekunders lyd med mobiltelefonen. Lydoptagelserne samles i en database, hvor en kunstig intelligens herefter analyserer lydene. Jo flere lyde, danskerne lægger ind i databasen, jo mere avanceret bliver lydkortet – og jo bedre bliver den kunstige intelligens løbende til at analysere og skelne mellem de lyde, der lægges ind.

Sådan gør du:

  • Tag din smartphone
  • Gå udenfor
  • Klik ind på lyden-af.dk
  • Optag 30 sek. lyd - vær selv musestille

Læs mere om ”Lyden af Danmark”




Til oversigt