Kan ny type katalysatorer hjælpe den grønne omstilling på vej? | Carlsbergfondet
Til oversigt

Kan ny type katalysatorer hjælpe den grønne omstilling på vej?

Katalysatorer af et enkelt eller to atomer kan i fremtiden blive væsentlige for den grønne omstilling. Lektor Jakob Kibsgaard fra DTU Fysik undersøger med et Carlsberg Foundation Distinguished Fellowship i ryggen, om de måske kan bruges til miljøvenlig rensning af vand eller omdannelse af CO2 til brændstof.

Katalysatorer kommer til at spille en væsentlig rolle i omstillingen til en fossilfri produktion af kemikalier og syntetiske brændstoffer i fremtiden. Udviklingen har hidtil fokuseret på anvendelsen af nanopartikler til katalysatorer, men nu vil et nyt forskningsprojekt støttet af Carlsbergfondet se nærmere på en helt ny type katalysatorer, der er baseret på bare et enkelt eller to atomer.

Miljøvenlig rensemetode

Da forskerne ved meget lidt om disse katalysatorer, skal projektet over de næste par år give en større basal forståelse af dem. Forskerne håber også at finde katalysatorer, der kan gennemføre reaktioner, som ikke er mulige i dag. Katalysatorer af et enkelt eller to atomer er særligt interessante, fordi de vil gøre det muligt at isolere effekten af katalysatoren til kun at danne et enkelt produkt. Jakob Kibsgaard siger:

”Det kan eksempelvis være i en elektrokemisk reaktion, som vil gøre det muligt at skabe brintoverilte til brug for rensning af vand. En miljøvenlig rensemetode, der ikke efterlader nogen kemiske restprodukter, og som kan danne grundlaget for at udarbejde små anlæg, der kan anvendes overalt i verden, også meget øde steder.”

Metode til reduktion af CO2

Jakob Kibsgaards helt store vision er at blive i stand til at anvende de nye katalysatorer til at reducere CO2 ved at omdanne den til eksempelvis brændstoffet metanol. 

”Det vil være fantastisk, hvis vi kommer så langt – eller i hvert fald tager de første skridt i den retning,” siger Jakob Kibsgaard.

Projektet, der er støttet med ”The Carlsberg Foundation Distinguished Fellowships”, startede den 1. september og løber over de næste 3 år.

Læs mere om Jakob Kibsgaards forskningsprojekt støttet af Carlsbergfondet



Til oversigt