Investering i forskning er ikke et elitært projekt | Carlsbergfondet
Til oversigt

Kronik: Investering i forskning er ikke et elitært projekt

De offentlige investeringer i forskningen skal øges og siloerne mellem politik, videnskab, erhvervsliv, kunst, kultur og civilsamfund nedbrydes.

Af: Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand, Carlsbergfondet og Carlsberg A/S.

DANMARK HAR gennem årtier investeret langsigtet i uddannelse, forskning og innovation. Det er en af hovedårsagerne til, at vi i dag er en ’small great nation’. Vi investerer fortsat i forskning, uddannelse og innovation, men vi er ikke længere ambitiøse og visionære nok, som vi var det tilbage i 60’erne, hvor fundamentet for velfærdssamfundet blev grundlagt. 

Vi skal have modet til at investere langsigtet, hvis vi skal bevare vores internationale position inden for forskning, sikre dansk erhvervslivs konkurrenceevne samt Danmarks velstand og velfærd i fremtiden. Med andre ord mangler vi en langsigtet og holistisk vision for Danmark, der går på tværs af politiske tilhørsforhold, erhvervssektorer, kunst- og kulturliv, forskningsverden og civilsamfund, hvis vi skal tilbage i overhalingsbanen.

Vi mangler en langsigtet og holistisk vision for Danmark

Vores manglende ambitioner og investeringer er et problem, fordi vi lever i en foranderlig tid, hvor Danmarks absolut største potentiale er intelligente, kreative og innovative talenter, der kan levere visionære ideer og viden i særklasse. 

Det gav i den forbindelse grund til forsigtig optimisme, da Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets åbning lagde op til en opprioritering af området: »I en årrække er der blevet sparet på uddannelse og forskning. Det har været økonomisk uansvarligt. Vi er nødt til at sadle om i den økonomiske politik. Regeringen vil til næste år bruge en milliard kroner mere på grøn forskning«.

Men det ændrer ikke ved, at verden omkring os opruster og investerer langt mere, end vi gør. Eksempelvis opruster Kina konstant og investerer nu 4 procent af sit bnp i forskning, innovation og entreprenørskab, hvorfor de er blevet førende på en lang række områder, såsom kunstig intelligens.

I Sydkorea investerer man hele 4,5 procent af bnp, mens Tyskland og Frankrig satser målrettet på at styrke deres innovationssystem med store strategiske investeringer understøttet af offentlige innovationsprogrammer.

EU er også på vej med målrettede innovationsprogrammer for at tage konkurrencen op med bl.a. Kina og USA. Men EU bruger dog fortsat kun en sjettedel af det, som disse lande hver især bruger årligt.

Det tegner et generelt billede af det, jeg oplever, når jeg rejser rundt i verden. Nemlig at man i mange lande opruster langsigtet inden for uddannelse, forskning og innovation på et helt andet niveau, end vi gør i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen regeringens globaliseringspulje i 2006 gav en saltvandsindsprøjtning på 43 milliarder kroner med det formål at gøre Danmark til et førende vækst- og videnssamfund i 2015.

Puljen gav et stort løft til forskningen, men det fortsatte desværre ikke, hvilket er meget uheldigt i en tid, hvor vi i den grad har brug for et vedvarende fokus på forskning.

For tiltrækning af internationale talenter og topforskere er helt afgørende for at udvikle de teknologier og løsninger, som verden og virksomhederne har brug for.

Men sagen er, at de internationale talenter og topforskere, der skal skabe nybruddene inden for fag som it og kunstig intelligens, life science, ernæring og fødevarer, energi eller nanoscience, søger derhen, hvor vilkårene for at flytte forskningsfronterne er de bedste.

Videnskaben trives ligesom kunsten bedst med frihed og tillid

Vi har i Danmark været det sted. Det er vi ikke længere, men vi må og skal stræbe efter at komme derhen igen. Herhjemme er den offentlige investering i forskningen i de senere år desværre fladet ud til omkring 1 procent af bnp.

Når det alligevel er lykkedes Danmark at holde en nogenlunde stabil investering i fri forskning og vores position på de internationale ranglister, skyldes det ikke mindst, at bidragene fra de private erhvervsdrivende fonde er vokset betydeligt. Men vi har måske nået et punkt, hvor bidraget fra de private fonde i forhold de offentlige basismidler er ved at komme ud af balance.

Jeg mener derfor, at tiden er kommet til at hæve det offentlige bidrag til dansk forskning, så vi får endnu mere viden og værdi ud af de stigende bidrag fra fondene.

Det er uhyre vigtigt, at vi forstår og anerkender, at der er en direkte sammenhæng mellem investeringsniveauet i uddannelse, forskning og innovation og et samfunds evne til at beskytte eller øge dets velstand og dermed skabe fundamentet for et sundt velfærdssamfund.

Først og fremmest som borgere og dernæst i vores respektive roller – hvad enten vi er politikere, erhvervsfolk eller repræsenterer interesseorganisationer, ngo’er eller fonde – må vi gøre op med forestillingen om, at investering i mere og bedre forskning og i stærkere forskningsmiljøer er et elitært projekt.

Det er det ikke. Det er derimod et folkeligt projekt. En investering i excellent forskning er en investering i, at Danmark fortsat vil være et af de rigeste, mest lige og frie samfund i en stadig mere globaliseret verden i de kommende årtier.

På tværs af civilsamfund, erhvervsliv og interesseorganisationer bør vi have en fælles ambition om, at det offentlige bidrag til forskning hæves fra 1,0 procent til 1,5 procent af bnp over de kommende 10 år. Ellers bliver vi ganske enkelt overhalet indenom med den konsekvens, at vi vil blive fundamentalt udfordret på vores evne til at have et internationalt konkurrencedygtigt erhvervsliv og som samfund at kunne tage os af vores medborgere og medmennesker, som vi historisk har gjort. Dermed risikerer vi at give køb på en af grundstenene for vores meget roste velfærdssamfund.

I Danmark kommer vi aldrig til at konkurrere med den volumen, de førnævnte lande kan mønstre. Vi skal i stedet være smarte, intelligente, kreative, visionære, passionerede, hårdtarbejdende og have modet til at investere langsigtet. Vi skal turde tænke vildere og videre end til næste finanslov.

Vi skal samarbejde om at nedbryde siloer og arbejde på tværs. For når vi har nået det niveau af velstand, som vi har i dag, skyldes det i høj grad vores evne til at tænke og handle på tværs af politik, videnskab, erhvervsliv, kunst, kultur og civilsamfund – alt sammen bygget på et fundament af tillid.

Tillid til hinanden, til regeringen, til vores myndigheder, til de stærke institutioner, til virksomhederne, til forskere og eksperter. Denne tillid har gjort Danmark til et oplyst, effektivt og forholdsvis ubureaukratisk samfund med reflekterede mennesker, stærke fællesskaber og et entreprenant erhvervsliv.
Med blandt andet andelsbevægelsens fremkomst og industrialiseringen i 1960’erne har vi bevist, at vi kan være omstillingsparate og samarbejde på tværs.

Netop disse evner i samspil med tilstrækkelige offentlige investeringer i forskning skal bevirke, at Danmark kan skabe de videnskabelige gennembrud og den radikale innovation, vi også i fremtiden skal leve af. Nybrud og opdagelser som også kan medvirke til, at vi kan indfri regeringens meget ambitiøse klimamål med en 70-procents reduktion i CO2-udledningerne i 2030.

I Carlsberg-familien støtter vi både den fremragende forskning og kunst gennem Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet. Lad mig derfor prøve at vende blikket mod kunstens verden, hvor der er en række interessante paralleller at drage og mulige svar at finde.

Kunst er ligesom forskning i sin natur fordret af frihed og tillid. Kunstnerisk frihed er den frihed, som kunsterne har til at afvige fra den almindelige forståelse.

Tiden er kommet til at hæve det offentlige bidrag til dansk forskning

Friheden til at anskue, fremstille, dokumentere eller udtrykke virkeligheden i et kunstnerisk perspektiv. Den kunstneriske frihed giver nye synsvinkler og opstiller uvante rammer, som naturligt åbner for nye perspektiver og ideer.

Videnskaben trives ligesom kunsten bedst med frihed og tillid. Og hvad forskningen nødvendigvis må tage med fra kunstens verden, er armslængdeprincippet. Forskningens logik er, at jo mere frihed, desto bedre forskning. Man kan ikke politisk forudsige, hvor de videnskabelige gennembrud opstår, så hvad politikere og universiteter kan gøre, er at skabe de rammer, som virker befordrende for forskningen. Forskere skal have tid og ro til at fordybe sig, infrastrukturen og arbejdsmiljøet skal være i orden, og vi skal bekæmpe det tiltagende måle- og kontrolregime.

Endelig må man ikke glemme, at det også gælder om at strenge sig an og lade færdighederne udvikle sig gennem øvelse. Louis Pasteur, der var en stor inspirator for grundlæggeren af Carlsberg, J.C. Jacobsen, sagde, at »tilfældet tilsmiler kun velforberedte ånder«.

Der skal være plads til kreativitet, men det er afgørende at lade kreativiteten og nysgerrigheden udfolde sig inden for rammerne af en flidsetik, der betoner værdien af hårdt arbejde og vedholdenhed. Selv Picasso måtte erkende om den kreative proces, at »inspirationen eksisterer, men den er nødt til at finde dig, mens du arbejder«.



Til oversigt