Livestream efterårets Offentlige foredrag i Naturvidenskab | Carlsbergfondet
Til oversigt

Livestream efterårets Offentlige foredrag i Naturvidenskab

I efteråret inviteres der endnu engang til ’Offentlige foredrag i Naturvidenskab’. På programmet er fem spændende foredrag, der gør dig klogere på blandt andet mørkt stof, matematiske modeller til forudsigelse af fremtidens pandemier og jordens tredje og inderste kerne.

Fra den 5. oktober kan du blive ført ind i naturvidenskabens afkroge, når en række af landets mest dedikerede forskere deler ud af deres viden indhentet ved forskningens frontlinje. Emnerne dækker bredt - fra universets opståen til den lillebitte nanomaskine kaldet natrium-kaliumpumpen i vores cellers membraner. 

Foredragene livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken på Aarhus Universitet til biografer, biblioteker, folkeuniversiteter, kulturhuse, foreninger, skoler mv. i en lang række byer i Danmark og udlandet. 

Foredragsrækken arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet, i samarbejde med Carlsbergfondet.

Big Bang og det usynlige univers

Sæsonens første foredrag tirsdag den 5. oktober omhandler Big Bang og det ’usynlige univers’. Vær med når professor i astronomi ved Aarhus Universitet, Steen Hannestad, løfter sløret for den nyeste forskning i universet, der for 95 procents vedkommende består af mørkt stof og mørk energi. Uden det ville vi - og dermed livet - ikke eksistere. Men vi ved faktisk ikke, hvad det er.

Foredraget Big Bang og det usynlige univers finder sted tirsdag den 5. oktober kl. 19-21.

Yngre med årene

Tirsdag den 12. oktober kan du blive klogere på, hvordan du både med livsstil og livsindstilling kan være med til at påvirke, hvor godt og hvor længe, du lever. Forskning viser nemlig, at man selv har mulighed for at forsinke aldringen af sine celler og dermed af sin krop. 

Foredraget Yngre med årene leveres af overlæge på Rigshospitalet og klinisk professor ved Københavns Universitet Bente Klarlund Pedersen. Det sker tirsdag den 12. oktober kl. 19-21. 

Pandemier i de sidste 200 år

Tirsdag den 26. oktober gælder det epidemier. Historisk set har menneskeheden gennemlevet voldsomme epidemier, som har holdt populationen nede. I dag kan nye matematiske modeller bidrage til bedre at forudsige udviklingen af fremtidige epidemier – og dermed reducere omkostningerne.

Foredraget Pandemier i de sidste 200 år holdes af professor og Semper Ardens-forsker Lone Simonsen fra Roskilde Universitet. Det sker tirsdag den 26. oktober kl. 19-21.  

Den inderste kerne

Tirsdag den. 9. november stilles der skarpt på Jordens inderste kerne. I lang tid troede man, at Jordens kerne var flydende. Men takket være den danske seismolog, matematiker og jordskælvsekspert Inge Lehmann ved vi i dag, at der inderst i den flydende kerne findes en indre kerne med andre fysiske egenskaber end materialet i Jordens andre dele. 

Foredraget Den inderste kerne leveres af forfatter Lotte Kaa Andersen, der vil give et indblik i Inge Lehmanns liv, samt professor i geofysik ved Aarhus Universitet David Lundbek Egholm, som vil redegøre for relevante geovidenskabelige aspekter. Det finder sted tirsdag den 9. november kl. 19-21. 

Vores cellers saltbalance 

Tirsdag den 23. november byder sæsonens sidste foredrag på nyt om den lillebitte nanomaskine i vores cellers membraner, der kaldes natrium-kaliumpumpen. Ny forskning viser, at fejl i pumpen kan medføre sjældne sygdomme. 

Foredraget Vores cellers saltbalance afholdes af lektor i molekylærbiologi ved Aarhus Universitet Hanne Poulsen. Det finder sted den 23. november kl. 19-21.

Se det fulde program

Om Offentlige foredrag i Naturvidenskab

’Offentlige foredrag i Naturvidenskab’ arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet i samarbejde med Carlsbergfondet. Foredragene livestreames fra Søauditorierne på Aarhus Universitet til skoler, biblioteker, biografer m.m. fordelt over hele landet. 

Foredragene bliver ikke tilgængelige på nettet efterfølgende.




Til oversigt