Livestreaming: Forårsprogrammet for Offentlige Foredrag i Naturvidenskab er klar | Carlsbergfondet
Til oversigt

Livestreaming: Forårsprogrammet for Offentlige Foredrag i Naturvidenskab er klar

Den 5. februar blændes der op for en række nye Offentlige Foredrag i Naturvidenskab. Syv nye arrangementer er på plakaten, og du kan blandt andet blive klogere på både Alzheimers, fysikken bag strålebehandlinger og ny teknologi, der afslører hvalers skjulte liv.

Fra på tirsdag kan du igen tage med ind i naturvidenskabens afkroge, når engagerede forskere beretter fra forskningens frontlinje. Foredragene livestreames fra Søauditorierne på Aarhus Universitet til kulturhuse, biografer, biblioteker, skoler m.m. Du kan altså se med og blive klogere nærmest uanset hvor I landet, du befinder dig.

Hvaler, urolig jordklode og den nydelsesfulde hjerne

Forårsprogrammet byder bl.a. på foredrag af professor ved University of Oxford Morten Kringelbach om hjernens betydning for nydelse og begær. Ved hjælp af hjerneskanninger og computermodellering kan forskerne nu kommer nærmere en forståelse af, hvordan vores hjerner er indrettet, og dermed give nye bud på hvordan vores livskvalitet kan forbedres.

Tag også med Carlsbergfondets forsker, professor i sansefysiologi Peter Teglberg Madsen fra Institut for Bioscience – Zoofysiologi på Aarhus Universitet, med ind i hvalernes verden. Hør bl.a. om, hvordan hvalerne, hvis forfædre var landdyr tæt beslægtet med nutidens grise, har tilpasset sig livet i vand.

Du kan også høre om jordskælv og tsunamier, der udgør voldsomme og uforudsigelige trusler mod vores liv, ejendom og infrastruktur. Men jordskælv holder også Jordens overflade ung, frugtbar og oven vande. Og så afslører den detaljer om Jordens dybe indre. Under foredraget får du lejlighed til at lytte til jordskælv og forske lidt med ørerne: kan man høre om Jorden er smeltet indeni? Foredraget gives af lektor i geofysik Bo Holm Jacobsen fra Institut for Geoscience, Aarhus Universitet.

Se hele forårsprogrammet 

Om foredragsrækken

Offentlige Foredrag i Naturvidenskab arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet i samarbejde med Carlsbergfondet. Foredragene bliver ikke tilgængelige på nettet efterfølgende.

For spørgsmål til programmet og foredragsserien, kontakt sekretariatet for Offentlige Foredrag i Naturvidenskab

#ForedragLive



Til oversigt