Lyt til daglige særudgaver af ’24 spørgsmål til professoren’ | Carlsbergfondet
Til oversigt

Lyt til daglige særudgaver af ’24 spørgsmål til professoren’

I lyset af den ekstraordinære Corona-situation vil ’24 spørgsmål til professoren’ udkomme hver eftermiddag mandag til torsdag med aktuelt indhold relateret til Corona-krisen. Lyt allerede nu til det første program med Else Smith, der er udkommet i dag.

’24 spørgsmål til professoren’ tager konsekvensen af den alvorlige krisesituation i Danmark og lægger i den kommende tid programmet om. I stedet for en ugentlig samtale vil programmets vært Lone Frank hver dag sammen med forskellige eksperter dykke ned i den mangfoldighed af emner, som Corona-pandemien har gjort aktuelle. Særudgaverne vil således belyse pandemien og dens konsekvenser fra alle vinkler – medicinske, økonomiske, psykologiske, sociologiske og kulturelle.

Første program udkom i dag under overskriften ”Det er ikke menneskehedens udryddelse”. Her havde Lone Frank besøg af Else Smith, der er infektionsmediciner og tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen.

Lyt med her

Ikke menneskehedens udryddelse

Ingen kan naturligvis forudse, hvordan COVID-19 vil forløbe de næste 24 måneder. Men når offentlige institutioner lukker ned, og man lukker grænsen, så kommunikerer vi ifølge Else Smith, at det her er en helt speciel situation, og at det er rigtigt farligt for os alle sammen. Og det er det ikke. Det er ikke menneskehedens udryddelse, vi står foran, mener hun.

”Men man tager nogle meget drastiske tiltag i forhold til en infektion, som – så vidt vi kender til den – for langt de fleste er fredelig. For de få bliver den til alvorlig sygdom, og der vil også være nogen, der vil dø af den. Det er vi også bekendt med i andre sammenhænge,” siger Else Smith.

’24 spørgsmål til professoren’ udkommer som hidtil på weekendavisen.dk, iTunes, Podimo og hvor folk ellers hører podcast.

Det er naturligvis fortsat gratis at lytte til programmet.

’24 spørgsmål til professoren’ er støttet af Carlsbergfondet.




Til oversigt