Månen gav de første dyr på Jorden en kortere dag | Carlsbergfondet
Til oversigt

Månen gav de første dyr på Jorden en kortere dag

Den bornholmske skifer er kulsort. Foto: Niels Schovsbo, GEUS

Et kig ned i undergrunden på Bornholm har afsløret, at døgnet var mere end to timer kortere for 500 millioner år siden. Samtidig har forskerne fået ny viden om klimaet i fortiden.

Døgnet i dag er væsentlig længere end for 500 millioner år siden. Dengang måtte de første dyr på Jorden nøjes med et døgn på 21 timer og 47 minutter.

Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt studie gennemført af et dansk forskerhold og publiceret i det internationale tidsskrift Earth and Planetary Science Letters. Studiet er bl.a. gennemført på baggrund af en bevilling fra Carlsbergfondet til lektor Tais W. Dahl fra GLOBE instituttet på Københavns Universitet.

Læs den videnskabelige artikel 

De nye opdagelser kan bruges til at fastslå døgnets længde igennem Jordens historie og giver mulighed for at forstå Månens bevægelse væk fra Jorden.

Den korte døgnlængde vidner i følge forskerne om, at Månen gennem tiden har bremset Jordens rotation. Månen har dog betalt en høj pris for sin indblanding. Den er nemlig blevet fordrevet 15.000 kilometer væk fra Jorden siden da.

Analyser af gammel havbund banede vejen

Det var et ganske uventet fund, da forskerne fandt Milankovitch-cyklusser i den bornholmske skifer. Foto: Per Ahlberg

Det var videnskabelig assistent Aske Lohse Sørensen, som gjorde opdagelsen i forbindelse med sit specialeprojekt på GLOBE-instituttet. I studiet undersøgte forskerne borekerner gennem Alun-skiferen på Bornholm og i Sydsverige. Skiferen er dannet i havet for 500 millioner år siden af ler og mudder. Skiferen er med andre ord gammel havbund.

Det er solen, der har gjort det muligt at regne døgnets længde ud. Solen sender konstant stråling mod Jorden, som opvarmer vores planet. Jordens afstand og hældning ændrer sig derimod langsomt og forårsager periodiske svingninger i klimaet. Perioderne kører i ring over mange tusinde år og står blandt andet bag istiderne.

Svingningerne i solindstråling på Jorden kaldes for Milankovitch-cyklusser. Men forskerne havde ikke regnet med at finde spor af dem i den kulsorte på Bornholm.

”Vi har udviklet en metode til at måle kemiske variationer i borekerner med ekstremt høj opløsning på 5 målinger per millimeter. Og i det signal fandt vi Milankovitch-cyklusserne, der bl.a. gør det muligt at bestemme døgnets længde, datere havbunden og klimaforandringer i fortiden med uovertruffen nøjagtighed”, fortæller Tais W. Dahl.

Han forklarer videre om udregningen af døgnets længde for 500 millioner år siden:

”Ud fra forholdet mellem de soldrevne klimasvingninger har vi kunnet beregne døgnets længde og Månens afstand til Jorden, som er direkte koble til hinanden”.

I dag fjerner Månen sig fra Jorden med cirka fire centimeter om året. Det er hurtigere end for 500 millioner år siden.

Måske bestemme ”tipping points”

Milankovitch-cyklusser er periodiske ændringer af sollys på Jorden. 

Fordi mængden solstråling på Jorden svinger, gør klimaet det også. I øjeblikket giver det istider for hver 100.000 år. 

Der er tre faktorer i spil: 

- Jordens bane om Solen danner en cyklus på 100.000 år og en cyklus på 405.000 år.
- Jordens akse har en hældning i forhold til sin bane omkring Solen, der svinger mellem 22 og 24 grader. Denne cyklus varer 41.000 år.
- Jordens akse peger i øjeblikket mod Nordstjernen, men dens retning svinger også. I løbet af cirka 26.000 år når aksen at tegne en fuld cirkel på stjernehimlen.

Foruden at kunne beregne længden på et døgn i en fjern fortid kan metoden, der er brugt i det nye studie, give ny viden om klimaet.

”Ultimativt vil denne nye metode lede til en bedre forståelse af konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer, vi ser i dag. Og måske vil vi ligefrem kunne sige noget om, hvor hurtigt klimaet forandrede sig i fortiden og bestemme de ”tipping points” og ”reguleringsmekanismer”, som styrer klimaet på global skala også i dag”, siger Tais W. Dahl.

Foruden Carlsbergfondet har Danmarks Frie Forskningsråd og Geocenter Denmark støttet studiet.

Læs mere om Tais W. Dahls forskning støttet af Carlsbergfondet

Til oversigt