Ny bog: Arktisk Råd gennem knap 25 år | Carlsbergfondet
Til oversigt

Ny bog: Arktisk Råd gennem knap 25 år

Arktisk Råd blev oprettet i 1996. I knap 25 år har de otte arktiske stater Rusland, USA, Canada, Norge, Danmark, Island, Sverige og Finland således samarbejdet på tværs af landegrænser. Men hvordan er det lykkedes på trods af den politiske uro, der løbende har været mellem disse nationer?

Sådan spørger Danita Catherine Burke fra Syddansk Universitet i en ny bog Diplomacy and the Arctic Council, der er støttet af bl.a. Carlsbergfondet.

I bogen argumenterer hun for, at Arktisk Råd kan ses som en klub: en gruppe stater, der bruger forummet som et værktøj til at hjælpe med at definere pejlemærker og grænser for problemstillinger og udfordringer, der kan samarbejdes om. Hvordan klubmedlemmerne identificerer og adresserer udfordringer, afspejler magtforhold mellem dem. Og dette varierer afhængigt af det emne, der er på dagsordenen og diskuteres.

Konflikter ingen hindring

Forsiden på Danita Burkes nye bog om Arktisk Råd gennem 25 år

Bogen giver indsigt i den daglige praksis i rådet og forsøger at svare på, hvorfor store internationale begivenheder, såsom den russisk-ukrainske konflikt i 2014 om Krim-regionen, ikke afskrækker de arktiske lande fra at søge samarbejde med hinanden.

Oprindeligt var Danita Catherine Burke optaget af decideret at undersøge virkningen af ​​Krim-konflikten på det arktiske samarbejde inden for Arktisk Råd. Undervejs blev det dog tydeligt, at der mangler viden om samarbejdsdynamikken generelt i rådet. Det viser sig også, at rådet står som et førende eksempel på international indsats for at skabe et rum til dialog om spørgsmål vedrørende bl.a. bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse.

Måneders feltarbejde i regionen

Burke har tilbragt måneder med at rejse til de forskellige arktiske stater og tale med embedsmænd, diplomater og repræsentanter for de oprindelige folk i regionen for at få indsigt i, hvordan man arbejder sammen og nærmer sig hinanden – og udfordringerne heri.

Læs mere om bogen Diplomacy and the Arctic Council hos forlaget

Læs mere om Danita Catherine Burkes postdocprojekt “Diplomatic nimbleness of arctic council prevails over the crimea conflict”

Læs Danita Catherine Burkes egen artikel om sit forskningsprojekt (på engelsk)



Til oversigt