Ny podcastserie om Cæsars Forum-udgravningen i Rom | Carlsbergfondet
Til oversigt

Ny podcastserie om Cæsars Forum-udgravningen i Rom

Foto: Sine Grove Saxkjær

Tag med på en rejse til Rom i både fortid og nutid i den nye podcastserie ’Cæsars Forum’, der i øjeblikket gennemgår en omfattende arkæologisk udgravning. Heri fortæller de to udgravningsledere dr. Jan Kindberg Jacobsen og professor og Semper Ardens-forsker Rubina Raja om både Roms fortid og selve udgravningen, som blev sat i gang i 2017 med støtte fra Carlsbergfondet.

I podcastserien, der er produceret af Videnslyd for Aarhus Universitets Forskningsfond, fortæller de ledende arkæologer Jan Kindberg Jacobsen og Rubina Raja om det dansk-italienske samarbejde om udgravningen af Roms ældste kejserforum i det centrale Rom. Serien dykker også ned i fortællingerne om Julius Cæsar og opfattelsen af ham gennem tiden, ligesom den vil give indblik i, hvordan hverdagen så ud for almindelige mennesker i antikkens Rom.

Den stort anlagte arkæologiske udgravning af et af Italiens vigtigste arkæologiske monumenter har som formål at undersøge udviklingen i det centrale Rom i nutiden og helt tilbage til Roms spæde grundlæggelse. Udgravningen, der blev åbnet af H.M. Dronningen i oktober 2017, er støttet af Carlsbergfondet med 11 millioner kroner samt af Aarhus Universitets Forskningsfond med 10 millioner kroner.

Første afsnit allerede tilgængeligt

Podcastserien ’Cæsars Forum’ består af tre afsnit, som udkommer løbende i juni måned. Det første afsnit ’Rejsen til Rom’ er allerede tilgængeligt nu. Heri kan man blive klogere på selve udgravningen, som Jan Kindberg Jacobsen og Rubina Raja sammen med et internationalt forskerteam har været i gang med, siden det første spadestik i 2018. Lyt til den her:

Eller via din foretrukne podcastplatform – søg efter ’Carlsbergfondet’. Hvis du abonnerer på Carlsbergfondets podcast, får du automatisk de nye adsnit på din mobil, når de udkommer senere i denne måned.

De to næste afsnit udkommer henholdsvis d. 11. juni og d. 18. juni. Andet afsnit hedder ’Mød Julius Cæsar’ og handler om receptionen af Gaius Julius Cæsar op gennem tiden. Heri forsøger postdoc ved Det Danske Institut i Rom Trine Arlund Hass at forklare, hvem manden bag Cæsars Forum var.

Læs mere om Trine Arlund Hass’ forskning, der er støttet af Carlsbergfondet med et ”HM Queen Margrethe II’s Distinguished Postdoctoral Fellowship at the Danish Academy in Rome”

Potteskår sladrer om de gamle romeres hverdag

Tredje og sidste afsnit ’Fra potteskår til historie’ handler om nogle af de arkæologiske fund, der er blevet gjort under tidligere udgravninger på Cæsars Forum. Heri vil postdoc Sine Grove Saxkjær og Rubina Raja tale om de almindelige romerske borgeres dagligdag og hvorledes denne er afspejlet i bl.a. keramikfund.

Læs mere om Sine Grove Saxkjærs forskning, der er støttet med et ”Carlsberg Foundation Reintegration Fellowship”

Om Cæsars Forum-udgravningen

Cæsars Forum-udgravningen blev påbegyndt i 2017 med en stor bevilling på 11 millioner kroner fra Carlsbergfondet. Som en del af initiativet ’AUFF Flagskibe’ modtog projektet i 2019 yderligere 10 millioner kroner fra Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Projektet Cæsars Forum er forskningsmæssigt forankret ved Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet) ved Aarhus Universitet.

Læs mere om og se videoer fra Cæsars Forum-udgravningen




Til oversigt