Ny storslået publikation om Julius Cæsars eftermæle | Carlsbergfondet
Til oversigt

Ny storslået publikation om Julius Cæsars eftermæle

En ny antologi om Julius Cæsar undersøger, hvordan Cæsar benyttede fortiden til at skabe den persona, som kom til at lede den romerske stat. Endvidere belyser bogen, hvordan Cæsar er blevet husket og fremstillet efter sin død. Bogen, der er første bind i ny bogserie om Rom, er udarbejdet og udgivet med støtte fra Carlsbergfondet.

Gajus Julius Cæsars eftermæle har præget historien, siden han blev myrdet den 15. marts i 44 f.Kr. I en ny antologi betitlet Caesar’s Past and Posterity’s Caesar har postdoc Trine Arlund Hass og professor Rubina Raja fra Aarhus Universitet samlet 15 bidrag, der belyser Cæsar, hans fortid og eftertidens reception af ham gennem tiden. Bidragyderne består af forskere med speciale i yderst forskellige kilder og perioder for at give et så bredt billede af Cæsar som muligt.

Bogen er blevet til i samarbejde mellem to forskningsprojekter støttet af Carlsbergfondet: ”De dansk-italienske udgravninger på Cæsars Forum i Rom”, der netop er gået ind i sin anden fase, og Trine Arlund Hass’ ”Vores Cæsar. Gaius Julius Cæsars danske receptioner”.

Cæsar og hans forum i Rom

Bogen belyser Cæsar, hans fortid og eftertidens reception af ham gennem tiden.

Caesar’s Past and Posterity’s Caesar undersøger ud fra en lang række forskellige perspektiver, hvordan Cæsar benyttede fortiden til at skabe den ”persona”, som kom til at lede den romerske stat. Cæsars egen selvpromovering gennem hans brug af byrum, ritualer, krige, historie og litteratur belyses ud fra både arkæologiske og historiske kilder i forsøget på at afdække, hvordan han og hans handlinger er blevet forstået, retfærdiggjort, kritiseret og brugt i århundreder siden hans død – i alt fra senantik litteratur til drama fra det nittende århundrede.

Julius Cæsar var eksempelvis den første til at designe og planlægge et forum i sin families navn. Cæsars Forum havde to centrale omdrejningspunkter: templet til Venus Genetrix og en rytterstatue af Cæsar selv. Disse to var omhyggeligt placeret på Cæsars Forum således, at de iscenesatte Cæsar som en stærk og foretagsom leder med guddommelige aner tilbage til Roms grundlæggere.

Selvom udfaldet af den dristige selvpromovering i sidste ende kostede Cæsar livet, står ruinerne af hans forum fortsat tilbage som et vidnesbyrd om den politiske vision, som allerede i Cæsars samtid førte til splittelse og sidenhen fortsat har drevet den videnskabelige debat.

Om Rome Studies

Caesar’s Past and Posterity’s Caesar er første bind i serien Rome Studies, som beskæftiger sig specifikt med Rom og den romerske verden.

Rome Studies blev grundlagt i 2019 af Trine Arlund Hass og Rubina Raja, som også er redaktører af serien. Med fokus på Rom og romersk kultur gennem 4000 år dækker bogserien en bred række discipliner såsom arkæologi, historie og litteraturvidenskab. Serien omhandler imidlertid ikke kun fokuserede studier vedrørende Roms betydning i Middelhavsverdenen og globalt, men fungerer ligeledes som et nyt forum for tværfaglige studier, der muliggør samspil mellem disciplinerne.

Med Rome Studies lægges der således op til at styrke grundforskningen inden for klassiske studier – både i Danmark og internationalt – gennem bl.a. tværfaglighed.

Fremadrettet vil bogserien Rome Studies også danne en humanistisk funderet ramme for blandt andet diskussioner af de fremtidige udgravningsresultater fra de dansk-italienske udgravninger af Cæsars Forum.

Læs mere om Caesar’s Past and Posterity’s Caesar og se indholdsfortegnelse

Læs seneste nyt om udgravningerne af Cæsars Forum

Læs mere om projektet ”Vores Cæsar. Gaius Julius Cæsars danske receptioner"

Læs også om bogen Cæsar - Manden og myten, der udkom sidste år


Til oversigt