Skabelon | Carlsbergfondet
Til oversigt

Pølsemix og plutonisk: Den Danske Ordbog får igen nye ord og betydninger

I dag fredag den 5. november opdateres Den Danske Ordbog igen med en lang række nye ord og betydninger. Fremover kan du blandt andet slå cancel culture, flagesalt og hyper op i ordbogen. I anledning af opdateringen kan du også møde ordbogens redaktører på Bogforum, der foregår denne weekend i Bella Center.

Plutonisk. Pølsemix. Polyamori. Eller hvad med gamechanger, prepper eller spølkum?

Den Danske Ordbog, som gennem en årrække har været støttet af Carlsbergfondet, får igen nye ord, hvoraf en række – herunder flere af ovenstående – er blevet optaget efter forslag fra ordbogens brugere.

For selvom formålet med Den Danske Ordbog og Ordnet.dk er at hjælpe brugere, der er interesserede i det danske sprog, hjælper brugerne også ordbogen - for eksempel med at identificere nye ord.

Redaktionen bag Den Danske Ordbog bruger statistiske metoder til at identificere nye ord på dansk, men der findes ikke skudsikre metoder til at opspore alle nye ord i sproget.

Det er derfor uhyre værdifuldt med opmærksomme brugere. Det gælder både med hensyn til at opstøve nye ord i sproget, der af den ene eller anden grund falder igennem vores statistiske net, og til at opdage gamle ord, der har fået nye betydninger,” siger seniorredaktør Henrik Lorentzen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der står bag ordbogen.

Mød folkene bag Den Danske Ordbog på Bogforum

Ordbogen vil ikke mindst af den grund gerne tættere på brugerne og inviterer derfor i denne weekend inden for på Bogforum i Bella Center, hvor man kan få en uformel snak med flere af ordbogens redaktører. Her vil der også være mulighed for at diskutere ordbogen, det danske sprog, personlige yndlingsord fra den aktuelle opdatering eller noget helt fjerde.

Det foregår klokken 15-16 alle tre dage på Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs stand, C2-007.

Gå til Bogforum

Fakta om den seneste opdatering

I forbindelse med den aktuelle opdatering af Den Danske Ordbog og ordnet.dk tilføjes i alt 214 nye ord til ordbogen. Desuden tilføjes 14 nye faste udtryk og 25 nye betydninger til eksisterende ord.

Endvidere har mere end 300 ord været igennem en væsentlig opdatering, for eksempel ved at have fået en ny betydningsbeskrivelse eller et mere tidssvarende citat til at dokumentere opslagsordets betydningsnuancer.

Se hele listen over ord og udtryk i opdateringen af Den Danske Ordbog



Til oversigt