Carlsbergfondet udbyder postdocstipendier til forskning i dansk-estisk historie | Carlsbergfondet
Til oversigt

Carlsbergfondet udbyder postdocstipendier til forskning i dansk-estisk historie

Carlsbergfondet udbyder to ‘HM Queen Margrethe II Distinguished Research Project on the Danish-Estonian common history’ med frist for ansøgning den 15. april 2019. Hendes Majestæt Dronningen har givet tilsagn om at forestå overrækkelsen af stipendierne i forbindelse med markeringen af 800-året for Dannebrog i Tallinn den 15. juni 2019.
Opslag

Læs opslaget i sin fulde længde

I år er det 800 år siden, Dannebrog dalede ned fra himlen over Lyndanisse og dannede baggrund for oprettelsen af ​​dansk Estland. I den anledning udbyder Carlsbergfondet to toårige postdocstipendier inden for emnet dansk-estisk historie og fortolkningen af ​​denne fra Middelalderen og frem til nutiden. Hendes Majestæt Dronningen har givet tilsagn om at forestå overrækkelsen af stipendierne, der er planlagt til at foregå i forbindelse med markeringen af 800-året for Dannebrog i Tallinn den 15. juni 2019.

Forskningsprojekterne vil være tilknyttet Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Tallinns bymuseum, i samarbejde med Tartu Universitet, Tallinn Universitet og Det Estiske Kunstmuseum.

”Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg er taknemmelig for Carlsbergfondets postdocstipendier, der vil udforske aspekter af den dansk-estiske historie. Stipendierne vil være et vigtigt element i markeringen af ​​800-årsdagen for Lyndanisse-slaget, som er et omdrejningspunkt i begge nationers historie. Estland og Danmark har gennem tiderne haft tætte forbindelser, og med de nye stipendier håber vi at skabe ny viden, der styrker båndene mellem vores museum og estiske museer og forskningsinstitutioner samt til offentligheden generelt” siger Mette Skougaard, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Behov for ny viden om dansk-estisk historie

Forskningsprojekterne skal undersøge betydningen af det danske herredømme i Estland og vigtigheden af det estiske grevskab for Danmark. Projekterne skal også skaffe svar på, hvordan dette sidenhen er blevet fortolket i dansk og estisk historie, mytologi, litteratur og kunst.

Formålet med projekterne er at skaffe ny viden om den fælles dansk-estiske historie og undersøge, hvordan denne har præget de nutidens samfund inden for områder som religion, arkitektur, lov, handel, beskatning, ejerskab af jord, militær, regeringsførelse m.m. Derudover skal projekterne munde ud i en fælles udstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Tallinns bymuseum.

”Carlsbergfondet har en lang tradition for at støtte forskning, der undersøger Danmarks fortid, som vi blandt andet deler med Estland. Der er stadig tydelige spor i Estland efter den danske periode, og projekterne skal netop kaste nyt lys over betydningen af de stærke bånd mellem vores lande. Ikke blot til gavn for historieskrivningen, men også for den brede befolkning, der vil kunne nyde resultatet af de to projekter formidlet i en fælles udstilling mellem Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Tallinns bymuseum” siger Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher.

Formalia og krav

Ansøgere til ‘HM Queen Margrethe II Distinguished Research Project on the Danish-Estonian common history’ skal have en ph.d.-grad. Ansøgere med mere end fem års forskningserfaring siden opnåelse af ph.d.-graden er ikke berettigede til at søge. Eventuelle perioder med orlov (barselsorlov, forældreorlov, syge eller familieorlov, militærtjeneste, humanitær, hjælpearbejde osv.) vil blive accepteret som forlængelse af denne frist.

Stipendiaterne forventes at arbejde tæt sammen og opbygge tværfaglige netværk inden for discipliner relateret til historie, kulturhistorie, billedkunst og litteraturhistorie.

Frist for indsendelse af ansøgninger er den 15. april 2019.

Læs det fulde opslag, herunder formalia og krav til ‘HM Queen Margrethe II Distinguished Research Project on the Danish-Estonian common history’

For spørgsmål til opslaget kan forskningschef og museumsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Thomas Lyngby kontaktes på tlf. 4820 1434 eller tl@dnm.dk



Til oversigt