Sand kan gøre Grønland rigere | Carlsbergfondet
Til oversigt

Sand kan gøre Grønland rigere

Foto: Anders Anker Bjørk

Fremkomsten af enorme sandaflejringer langs Grønlands kyster giver nye økonomiske muligheder for grønlænderne og andre arktiske folk. Det konkluderer to af Carlsbergfondets forskere i dag i det ansete tidsskrift Nature Sustainability.

Med afsmeltningen af den grønlandske Indlandsis følger ikke blot problemer, men også nye muligheder. Afsmeltningen af isen er nemlig ensbetydende med fremkomsten af store mængder sand langs Grønlands kyster. Sand som ressource er yderst efterspurgt globalt set på grund af det stigende behov, som den galopperende urbanisering og kravet om infrastrukturforbedringer over hele verden afstedkommer. Grønland står hermed med en ny og hidtil overset ressource, som potentielt kan komme landet til gavn i takt med, at både efterspørgsel og dermed markedspriser vil stige yderligere i de kommende år.

Det konkluderer postdoc ved University of Colorado, Boulder Mette Bendixen, og postdoc ed Arizona State University Lars Lønsmann Iversen i artiklen ’Promises and perils of sand exploitation in Greenland’ publiceret i Nature Sustainability i denne uge. Sammen med flere andre prominente danske forskere, herunder professor Minik Rosing og professor Kurt H. Kjær, fremlægger de nye målinger af sandaflejringerne langs Grønlands kyst. Målinger der viser, at mængden af sand er så stor, at den kan bidrage til at afhjælpe den kommende sandkrise, som verden ifølge eksperter står over for.

"Den forskning, vi har udført langs Grønlands kyst, viser, at den smeltende grønlandske indlandsis giver enorme mængder af sedimenter til kysten. Cirka 8 procent af det årlige sedimentbidrag leveret til verdenshavene kommer fra Indlandsisen, og med fortsat udsigt til stigende globale temperaturer forventes dette tal at stige yderligere", siger postdoc ved University of Colorado, Boulder Mette Bendixen.

Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher udtaler om studiet:

”Der er grund til at ønske Carlsbergfondets to Internationaliseringsstipendiater Mette Bendixen og Lars Lønsmann Iversen tillykke med det interessante studie i Nature Sustainability. Forskernes arbejde er et glimrende eksempel på, hvordan videnskaben genererer ny viden, som ikke bare er utrolig interessant i videnskabelige kredse, men som også kan blive til gavn for samfundet og dermed bidrage til at løse globale udfordringer. Det bliver interessant at se, hvordan artiklen bliver modtaget blandt både forskere, naturforvaltere, politikere og i den grønlandske befolkning.”

Sand til en værdi af halvdelen af bruttonationalproduktet

Forskerne vurderer, at den mængde sand, der som følge af afsmeltningen leveres til Grønlands kyster hvert år, har en markedsværdi svarende til mere end halvdelen af ​​Grønlands bruttonationalprodukt (2,22 mia. $ i 2015). Og denne værdi forventes at fordobles inden for de næste 25 år, hvis de globale sandpriser fortsætte med at stige.

"Med dette arbejde præsenterer vi et sjældent eksempel på økonomiske muligheder skabt af klimaændringer. Den globale opvarmning udgør normalt en stor udfordring for de mennesker, der lever i Arktis, men her har vi en effekt, der for en gangs skyld vendes til økonomisk gevinst. Så længe afsmeltningen foregår, vil der være en kontinuerlig forsyning af sediment, som potentielt kan udnyttes til gavn for hele verden," lyder det videre fra Mette Bendixen.

Lars Lønsmann Iversen fra Arizona State University uddyber:

"Da vi startede vores forskning om sedimentaflejringer i Grønland, havde vi ingen anelse om, at vores resultater ville kunne danne grundlag for en ny sandudvindingsindustri i Grønland, som potentielt kan bidrage til at afværge den globale sandkrise. Det viser bare, hvor uforudsigelig videnskab kan være, og hvor vigtigt det er, at vi hele tiden tænker på, hvordan vores arbejde kan bidrage til at løse de globale udfordringer, vi står over for".

Grønlænderne skal tages i ed

Mulighederne ved sandudnyttelse kan være kontroversiel at diskutere i lyset af det udbredte ønske fra både befolkninger og forvaltninger om at bevare det uberørte arktiske landskab. Eventuel fremtidig udnyttelse af sand kræver derfor en omhyggelig vurdering af miljøpåvirkningen og vil skulle gennemføres i samarbejde med det grønlandske samfund. Størstedelen af ​​sandmængderne som følge af afsmeltning forefindes i den sydvestlige del af landet, men der er behov for national handlingsplan, hvis sandudvindingen skal gavne hele den grønlandske befolkning.

"Hvis Grønland skal drage fordel af sandudvinding, skal vi øge bevidstheden om denne vigtige ressource både lokalt og globalt. Det grønlandske folk skal være en del af dette, og industrien skal sikre, at udvindingsmetoder minimerer potentielle negative konsekvenser for det lokale miljø," siger medforfatter på artiklen, professor på Københavns Universitet Minik Rosing.

Læs artiklen ’Promises and perils of sand exploitation in Greenland’

Videnskab.dk har tidligere bragt en artikel om sandkrisen, som ellers ikke får megen omtale i medierne

Læs mere om Mette Bendixens forskning støtte af Carlsbergfondet

Læs mere om Lars Lønsmann Iversen forskning støtte af Carlsbergfondet



Til oversigt