Nordens emporium. Netværkets arkæologi i det ældste Ribe | Carlsbergfondet
Til oversigt

Nordens emporium. Netværkets arkæologi i det ældste Ribe

Ribe gemmer en af de vigtigste arkæologiske kilder til Europas historie imellem folkevandringstiden og middelalderen. Som Danmarks tidligste by var den et knudepunkt for maritime netværk, der knyttede verden sammen på nye måder på tærsklen til vikingetidens maritime ekspansion. Det ældste Ribes arkæologi er exceptionelt velbevaret, men trues nu af nedbrydning, og har siden 1970’erne kun været genstand for små nødudgravninger. Dette projekt skal sikre udforskningen af en af Danmarks mest enestående stykker arkæologiske kulturarv.

Projektet skal komplementere Danmarks Grundforskningsfonds nystartede Center for Urban Network Evolutions (UrbNet) som løftestang for en ny, tværvidenskabelig tilgang til arkæologisk udgravning i byers kulturlag. Dette vil ske gennem udvikling og praktisk implementering af High Definition feltmetoder med inddragelse af geokemisk elementanalyse, mikromorfologi og dynamiske, elektroniske dokumentationsmetoder i udgravningsprocessen.

Nordeuropas urbanisering og udviklingen af kommercielle handelsnetværk er et omdrejningspunkt for forståelse af betydningen af ressourcer og deres fordeling i historien. Udgravningen af det ældste Ribe kan bringe afgørende ny, præcis viden om de processer og ’drivers’, der katalyserede udviklingen af specialiseret produktion, markedsudveksling, maritim udveksling og globaliseret ressourceudnyttelse i historisk perspektiv.

”Professor Søren Sindbæk ønsker med moderne naturvidenskabelige metoder at undersøge arkæologiske udgravninger i det ældste Ribe for derved at afdække vores fælles fortid ved overgangen til et maritimt baseret netværkssamfund i vikingetiden. Projektet vil belyse den tidlige bydannelse samt betydningen af tidens begivenheder og konflikter”, siger Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.


Til oversigt