Til oversigt

Ingen grund til at frygte Covid-19-smitte fra pindsvin

Foto: Tine Reinholt Jensen

Et studie publiceret i Nature Communications udråbte sidste år pindsvin som potentielle værter for udviklingen af nye coronavirus-varianter. Nyheden medførte bekymring, da pindsvin jo lever i folks haver. Nu kan pindsvineforsker ved University of Oxford Sophie Lund Rasmussen og kolleger imidlertid afvise, at der er grund til bekymring.

Er pindsvin reservoir for udviklingen af nye coronavirus-varianter? Det påstod et videnskabeligt studie sidste år i tidsskriftet Nature Communications – til stor bekymring for både befolkning og eksperter. Artiklen argumenterede for, at fordi pindsvin teoretisk set vil kunne blive smittet med to coronavirus-varianter på én gang, vil disse varianter i princippet kunne rekombinere til en helt ny variant med potentiale til at sprede sig til andre dyrearter og muligvis også mennesker. Hypotesen blev fremsat, selvom ingen tidligere studier har kunnet dokumentere andre coronavirus i pindsvin end deres egen særlige variant EriCoV, som ikke smitter mennesker. Ej heller er der nogensinde fundet SARS-CoV-2 i pindsvin. 

Forskernes påstand, der var baseret på brug af en algoritme, er da heller ikke korrekt, hævder pindsvineforsker på University of Oxford Sophie Lund Rasmussen i en aktuel kommentar i Nature Communications. Sammen med professor Cino Pertoldi fra Aalborg Universitet og Aalborg Zoo samt professor David W. Macdonald fra WildCRU på University of Oxford argumenterer hun for, at algoritmen, som studiet er baseret på, ikke er udviklet til at tage højde for, om varianterne i praksis kan rekombinere til nye varianter.

”Det viser sig, at algoritmens forudsigelser om pindsvin har adskillige svagheder, som kunne være blevet modificeret, hvis forudsigelserne var blevet gennemgået og fortolket manuelt af forskere - baseret på den viden, man har om pindsvins biologi samt forekomsten af coronavirus i pindsvin”, forklarer postdoc Sophie Lund Rasmussen, der forsker i pindsvin med støtte fra Carlsbergfondet.

Værktøjer med indbygget svaghed

Algoritmer og digital teknologi, der gør en computer i stand til at huske erfaringer og træffe intelligente beslutninger baseret på de erfaringer, er ifølge forskerne effektive værktøjer til at analysere omfattende datasæt. Disse værktøjer har dog den svaghed, at kvaliteten af forudsigelserne ikke bliver bedre end kvaliteten af de data, som computeren bliver præsenteret for. Hvis der således ikke tages hensyn til eksempelvis relevante biologiske faktorer, kan resultaterne blive særdeles misvisende, påpeger Sophie Lund Rasmussen og kolleger.

”Eksempelvis mente algoritmen, at et af de mest sandsynlige scenarier for udviklingen af en helt ny type coronavirus i pindsvin var, hvis pindsvinet blev smittet med en bestemt type coronavirus fra hvidhvaler. Altså hvaler, der primært findes i arktiske havområder, men en sjælden gang frekventerer de danske have. Det er dermed svært at forestille sig, at de landlevende pindsvin og hvidhvaler ville komme tæt nok på hinanden til, at en smitteoverførsel ville kunne ske i praksis,” siger Sophie Lund Rasmussen.

Pindsvin er ikke farlige

Desværre bredte nyheden om pindsvinene som potentielle værter for nye varianter af coronavirus sig i medierne, særligt i England, hvor flere pindsvineplejere blev kontaktet af folk, der ville have fjernet pindsvinene fra deres haver, da de var bange for, at pindsvinene kunne smitte med coronavirus. Det var en bekymrende tendens, da bestanden af de fredede pindsvin er i kraftig tilbagegang i Europa, hvor de i stigende grad søger mod villahaver for at overleve.

”Vi kan selvfølgelig ikke fuldstændig udelukke, at europæiske pindsvin kan inficeres med SARS-CoV-2. Men på trods af adskillige studier, der leder efter SARS-CoV-2, er den til dato ikke fundet i pindsvin. Derfor er der på nuværende tidspunkt absolut ingen grund til at frygte, at havens pindsvin kan give dig COVID-19,” forklarer Sophie Lund Rasmussen, der som led i sit forskningsprojekt i nær fremtid går i gang med at undersøge 400 fæcesprøver fra danske pindsvin for coronavirus.

Gå til kommentaren ”Machine-learning prediction of hosts of novel coronaviruses requires caution as it may affect wildlife conservation” i Nature Communications

Gå til studiet “Predicting mammalian hosts in which novel coronaviruses can be generated” fra 2021 i Nature Communications

Læs mere om Sophie Lund Rasmussens forskning støttet af Carlsbergfondet



Til oversigt