Stephen W Hawking i Danmark | Carlsbergfondet
Til oversigt

Stephen W. Hawking i Danmark: Overværer afgørelse af 16 år gammel videnskabelig tvist

22/08/2016

Stephen W. Hawking er ankommet til Danmark. I dag deltager han som æresgæst i symposiet ”Simons Program: Current Themes in High Energy Physics and Cosmology" i Videnskabernes Selskab, hvor et 16 år gammelt væddemål om supersymmetri skal afgøres.


 
For findes supersymmetri overhovedet? Under overværelse af den verdensberømte fysiker bliver det afgjort, om det er lykkedes CERN at finde den superpartikel, der beviser supersymmetri.

Se livestreaming af afgørelsen her på siden fra kl. 13.30
Væddemålet blev indgået mellem en række førende fysikere på en konference på Niels Bohr Institutet tilbage i 2000. Bølgerne gik højt, da man diskuterede, om arbejdet med elementpartikler i CERNs gigantiske partikelaccelerator Large Hadron Collider (LHC) ville resultere i bevisførelse for Supersymmetri (SUSY).

Ifølge leder af The Niels Bohr International Academy, Poul Henrik Damgaard, kan supersymmetri give en virkeligt overbevisende forklaring på, hvorfor for eksempel Higgs-partiklens masse ligger i netop det område, hvor den kunne observeres ved CERNs partikelaccelerator LHC. Videnskaben er delt i to lejre vedrørende dette spørgsmål. 

Stephen W. Hawking er ikke selv uvant med at indgå væddemål om videnskabelige fremskridt. Han har dog ikke selv væddet om dette svar, der kan få store konsekvenser, hvis det ender med et ja til, at supersymmetri findes. Ikke bare vil opdagelsen af superpartnere i alle partikler med sikkerhed revolutionere vores forståelse for universet. Det vil også have personlige konsekvenser for deltagerne på konferencen, idet taberne skal give vinderne en særdeles god flaske cognac. 

Onsdag kl. 17 taler Stephen W. Hawking i DR Koncerthuset under overskriften ”Quantum Black Holes”. Foredraget er udsolgt, men billetter til livestreaming i landets biografer kan stadig købes på www.nfbio.dk.

#hawkingdk



Til oversigt