Tag med til oldtidsbyen Palmyra i Glyptotekets nye udstilling | Carlsbergfondet
Til oversigt

Tag med til oldtidsbyen Palmyra i Glyptotekets nye udstilling

I morgen åbner en ny, storstilet udstilling - Vejen til Palmyra - på Ny Carlsberg Glyptotek. Udstillingen tager udgangspunkt i museets mageløse samling af gravportrætter fra oldtidsbyen Palmyra i den syriske ørken. Professor Rubina Raja, der leder Carlsbergfondets ”Palmyra Portrait Project”, har leveret en række af de forskningsresultater, som udstillingen baserer sig på, ligesom Carlsbergfondets postdoc-stipendiat Cecilie Brøns, der forsker i antikke skulpturers farvespor, har lavet den digitale rekonstruktion af et af udstillingens hovedværker ”Skønheden fra Palmyra”.

Oasebyen Palmyra er omdrejningspunkt for en ny, fascinerende udstilling på Ny Carlsberg Glyptotek. Med sin beliggenhed ved Efqa-kilden i den syriske ørken midt mellem Eufrat-floden og Middelhavet var byen i antikken et naturligt knudepunkt mellem handelsruter og karavaneveje og dermed centrum for udveksling af både varer og kultur mellem øst og vest. Samtidig var byen den yderste bastion i det romerske rige mod øst. Byen blev på denne baggrund et pulserende mødested for forskellige kulturer. Karavanerne, der kom gennem byen, medbragte silke fra Kina, bomuld, krydderier, ædelsten og farvestoffer fra Indien, elfenben fra Afrika, myrra og røgelse fra Arabien og vin, metaller og glas fra vesten.

Gå ind i et gravkammer

Udstillingen ’Vejen til Palmyra’ er den første af sin art i Danmark og tager udgangspunkt i Ny Carlsberg Glyptoteks mageløse samling af antikke gravportrætter fra Palmyra. Udstillingen omhandler de første tre århundreder af vor tidsregning, hvor Palmyra spillede en vigtig rolle, både lokalt, regionalt og globalt, ikke mindst i forhold til det romerske imperium. En del af udstillingen er bygget op som et palmyrensk gravkammer, hvor man kan få en fornemmelse af, hvordan det har været at træde ind i et af Palmyras gravtårne i de første århundreder af vores tidsregning.

De mere end 100 portrætter, der indgår i udstillingen, er suppleret med skulpturer og genstande fra Romerriget, fotografier fra 1800-tallet, malerier og meget mere i en bred fremstilling af Palmyras særegne historie. Alt sammen fortalt i et udstillingsdesign lavet af den anerkendte udstillingsarkitekt Anne Schnettler i samarbejde med grafisk designer Nanna Arnfred. De antikke genstande bliver desuden levendegjort gennem lyden af oasebyen designet til udstillingen af den prisvindende lyddesigner Peter Albrechtsen og filminstruktør Sun Hee Engelstoft.

Palmyra Portrait Project bag udstillingen

Udstillingen baserer sig på en række af de forskningsresultater, som Carlsbergfondets Semper Ardens-forsker, professor Rubina Raja, har tilvejebragt inden for rammerne af ’Palmyra Portrait Project’, der er finansieret af Carlsbergfondet. Carlsbergfondet bestyrelsesformand Flemming Besenbacher siger:

“Glyptotekets nye udstilling tager afsæt i den største samling af palmyrenske gravportrætter, der findes uden for Syrien. Den samling kan vi takke Carl Jacobsen, der grundlagde Ny Carlsberg Glyptotek og Ny Carlsbergfondet, for. Han var nemlig en af de første europæiske samlere, der fik øjnene op for Palmyra. Carlsbergfondet har de seneste syv år støttet forskning i gravportrætterne ledet af professor Rubina Raja. Kombinationen af Rubina Rajas vigtige forskningsresultater på Palmyra Portrait Project og inspektør Anne Marie Nielsens fremragende kuratering har muliggjort Vejen til Palmyra. Jeg er dybt imponeret over udstillingens formidling og smukke udtryk.”

Rubina Raja, der er tilknyttet Institut for Kultur og Samfund - Klassisk Arkæologi ved Aarhus Universitet og leder af Centre for Urban Network Evolution, har derfor været konsulent på udstillingen:

”Jeg er stolt af at have været med i tilrettelæggelsen af denne storslåede udstilling. Det har været fantastisk at være med til at løfte opgaven at formidle verdens største samling af palmyrenske gravportrætter og andre objekter til offentligheden i samarbejde med en så professionel institution som Ny Carlsberg Glyptotek. Jeg er taknemlig over at være blevet inviteret indenfor og for ligeledes at have kunnet bidrage med et helt nyt bestandskatalog over samlingen”, siger Rubina Raja.

Læs mere om professor Rubina Rajas forskning

Besøg Palmyra Portrait Projects hjemmeside

’Skønheden fra Palmyra’s farver rekonstrueret

På Glyptoteket er der i mange år blevet forsket i den oprindelige bemaling af de antikke skulpturer, som i dag fremtræder marmorhvide, fordi de gennem årene har mistet deres farve. I forbindelse med udstillingen har forskerne set nærmere på et af de absolutte hovedværker i museets samling, nemlig ”Skønheden fra Palmyra”. Ud fra forskningsresultater har de skabt en digital rekonstruktion af portrættet, og i udstillingen kan man se et bud på, hvordan skønheden oprindelig har set ud.

Bag forskningen i den antikke bemaling af portrætterne – også kaldet polykromi - står blandt andre postdoc Cecilie Brøns, der er i gang med projektet ’Interdisciplinary polychromy research’ støttet af Carlsbergfondet.

Polykromiforskningen sigter mod at afdække og beskrive det forhold og giver os dermed en større forståelse af de antikke mediterrane samfund og deres kunst. En grundlæggende del af forskningen består i systematisk at registrere, dokumentere og analysere de farvespor der endnu er bevaret på de antikke genstande.

Læs mere om Cecilie Brøns’ forskning i denne artikel fra Carlsbergfondets Årsskrift 2018

Palmyra er i dag truet kulturarv

De aktuelle konflikter i Syrien har skabt fornyet fokus på værdien af den enestående kulturarv i området omkring datidens Palmyra. Glyptotekets gravportrætter udgør en vigtig og særlig del af byens kulturminder. I dag er en del af byens kulturgenstande enten ødelagt eller til salg på det illegale marked. Bl.a. gennem terrorgruppen IS, som i 2015 invaderede byen, sprængte antikke ruiner og monumenter og plyndrede for værdier.

Glyptotekets samling af palmyrenske gravportrætter er den største udenfor Syrien. Selve historien om, hvordan gravportrætterne kom til Glyptoteket, bliver også præsenteret i udstillingen blandt andet gennem en omfattende korrespondance mellem museets grundlægger Carl Jacobsen og den danske konsul i Beirut, Julius Løytved.  De to havde et nært forhold i 1880’erne og 1890’erne, hvor hovedparten af samlingen blev erhvervet.

Dette og andre aspekter af historien om Palmyra bliver behandlet i et omfattende katalog med bidrag af en række danske og udenlandske forskere. Store dele af samlingen har siden foråret 2018 været udlånt til The J. Paul Getty Museum i USA, hvor de var været udstillet. De er alle tilbage på Glyptoteket og indgår i ’Vejen til Palmyra’.

Læs mere om ’Vejen til Palmyra’ hos Glyptoteket




Til oversigt