Taler islandske sagaer sandt?

Ny forskning støttet af Carlsbergfondet og udført på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg gransker, hvordan den historiske opfattelse af sandhed og fiktion i norrøn litteratur udviklede sig i det tidlige moderne Danmark.

Lige siden Saxo Grammaticus (1160–1220), forfatteren til det monumentale Gesta Danorum, har danske historikere brugt norrøne islandske kilder til deres undersøgelse af sagaer fra oldtiden. Kilder der i kraft af bl.a. N. F. S. Grundtvigs (1783-1872) kom til at spille en vigtig rolle i dannelsen af ​​dansk national identitet. 

Postdoc ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Dr. Katarzyna Anna Kapitan, som i 2018 modtog stipendiet ”HM Queen Margrethe II Distinguished Research Project on the Danish-Icelandic reception of Nordic antiquity” fra Carlsbergfondet, forsker i, hvordan den norrøne litteratur i Danmark er blevet fortolket og grupperet gennem historien. Særlig fokus har hun på at forstå det tidlige moderne Danmarks opfattelse af, hvad der var sandhed og fiktion i sagaerne. 

Hun har netop offentliggjort en artikel i ’Arkiv för Nordisk Filologi’, hvori hun konkluderer, at der ingen klar sammenhæng er mellem vores moderne genreinddeling af sagalitteratur og de lærdes opfattelse af deres sandhedsværdi i den tidlige moderne periode. Dansk-islandske lærde som Thormod Toraeus, Jón Ólafsson og Skúli Thorlacius grupperede sagaerne efter deres egen, individuelle forståelse af deres historicitet. Datidens forståelse af ​​sagaernes værdi har dermed været meget mere nuanceret, end vores moderne genreinddeling kunne antyde.

Dr. Katarzyna Anna Kapitan forsker i, hvordan den norrøne litteratur i Danmark er blevet fortolket og grupperet gennem historien.

Da de første historiske værker, der brugte norrøne sagaer som kilder, blev skrevet, stillede dansk-islandske lærde sig de samme spørgsmål, som vi stiller i dag: hvad kan bruges som en historisk kilde? 

”Ved at analysere de lærdes måde at læse sagaer på får vi indsigt i deres arbejdsmetoder og deres forståelse af grænser mellem sandhed og fiktion. Min forskning viser tydeligt, at deres måde at læse sagaer på var forskellig fra vores, men på samme tid var den ikke ukritisk eller indforstået”, siger Katarzyna Anna Kapitan.

Ansvar for fortolkningen af historien

Den dag i dag kan vi se en tendens at opdele sagaer i historisk pålidelige og historisk upålidelige. På den ene side er der kongesagaer og sagaer om islændere, som kan bruges til historisk forskning, og på den anden side er der legendariske sagaer og romaner, som ikke kan. 

Denne opdeling af sagalitteratur er forankret i vores moderne måde at forstå forskellen mellem sandhed og fiktion på. Og hvad vi er klar til at tro på.

Ifølge Katarzyna Anna Kapitan er det, i lyset af den voksende populære interesse i den skandinaviske middelalder, historikernes ansvar at engagere sig kritisk i de måder, vi forstår, fortolker og bruger fortiden på. Ikke mindst hvordan historie og litteratur bruges i moderne kunstneriske produktioner. 

Populærkulturen i form af TV-serier om vikinger - delvis inspireret af figuren af ​​Ragnar loðbrók, som er hovedperson i en af ​​de legendariske sagaer, som Katarzyna Anna Kapitan undersøgt i sit projekt – er nemlig ifølge Kapitan i fare for at skabe et overdimensioneret billede af fortiden, som muligvis ukritisk accepteres af publikum.

Forskningsprojektet “Writing (hi)stories: Danish Antiquarians and Their Reception of Old Norse Literature (1658—1814)” er fuldt finansieret af Carlsbergfondet med stipendiet ”HM Queen Margrethe II Distinguished Research Project on the Danish-Icelandic reception of Nordic Antiquity”. Projektet er en del af samarbejdet mellem Islands Nationalmuseum, Islands Universitet og Danmarks Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Læs artiklen ‘Mellem sandhed og fiktion eller historiæ mediæ, sive vero falsoque mixtæ. Legendariske sagaer og deres modtagelse i Danmark i det attende århundrede' i Arkiv for Nordisk Filologi