UNESCO-konference igangsætter FN’s tiår for havforskning | Carlsbergfondet
Til oversigt

UNESCO-konference igangsætter FN’s tiår for havforskning

UNESCOs første globale planlægningsmøde om FN’s tiår for havforskning for bæredygtig udvikling afholdes på Nationalmuseet i dagene 13.-15. maj 2019. Konferencen er støttet af Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen.

De Forenede Nationer har deklareret 2021-2030 for FN’s tiår for havforskning for bæredygtig udvikling. Den 13.-15. maj 2019 er Nationalmuseet vært for det første globale planlægningsmøde. Her vil 200 eksperter, opinionsledere og interessenter fra lovgivning, forskning, den private sektor og civilsamfundet mødes for beslutte, hvordan man vil nå de målsætninger, der af FN er identificeret som et rent hav, et sundt og modstandsdygtigt hav, et forudsigeligt hav, et sikkert hav, et bæredygtigt og produktivt hav og et gennemsigtigt og tilgængeligt hav.

Første danske FN-konference om havet siden 1960

Det er første gang siden 1960, at Danmark er vært for en FN-konference om havspørgsmål. Konkret skal der i løbet af de tre dage formuleres forskningsstrategier, mobiliseres investeringer og drøftes offentlige og private partnerskaber omkring havforskningen globalt.

Konferencen indledes med en åbningsceremoni den 13. maj. Blandt deltagerne ved åbningsceremonien er:

  • Peter Thomson, FN’s generalsekretærs særlige udsending for havet
  • H.K.H. Prins Albert II af Monaco (deltager via video)
  • Carsten Staur, Danmarks UNESCO-ambassadør
  • Peter Haugan, Formand, IOC-UNESCO
  • Rane Willerslev, Direktør, Nationalmuseet

Åbningsceremonien finder sted den 13. maj kl. 9 - 9.30 på Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, 1481 København K

Konferencen er organiseret af UNESCOs 'Intergovernmental Oceanographic Commission' (IOC) sammen med Nationalmuseet. Nationalmuseet er involveret i kraft af museets arbejde med marinarkæologi og kulturarvsforskning i relation til havet.

Læs mere om FN’s tiår for havforskning

Find program for konferencen (pdf)

Man kan følge konferencen via livestream her


Til oversigt