Videnskab|Lidenskab - en aften om kunst og samfund | Carlsbergfondet
Til oversigt

Videnskab|Lidenskab - en aften om kunst og samfund

Torsdag 2. maj kl. 19-21 inviterer Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek til forårets sidste Videnskab|Lidenskab i Glyptotekets festsal. Denne gang med kunstens samfundsmæssige rolle som bærende omdrejningspunkt.

Mød denne aften dr.phil. og professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet Lasse Horne Kjældgaard i en samtale med journalist Nynne Bjerre Christensen om kunstens og kulturens tilstedeværelse i politik - eller manglen på samme. Billedkunstneren FOS fortsætter samtalen, når han interviewes om sin kunstneriske praksis, der netop kendetegner sig ved et vedholdende engagement i spændingsfeltet mellem kunst og samfund. Afslutningsvis vil museumsinspektør Anne Marie Nielsen fra Glyptoteket med afsæt i Kejser Vitellius fortælle om portrætkunst, der politiserer.

Om Kjældgaard og FOS

”Meningen med velfærdsstaten” hedder Lasse Horne Kjældgaards doktorafhandling, som sidste år udkom på forlaget Gyldendal med den supplerende titel ”Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede”. Heri undersøger Kjældgaard, hvordan den oprindelige politiske formulering af den danske velfærdsstat i væsenlig grad inddrog tidens forfattere, kunstnere og intellektuelle. 

En præmis, der synes utænkelig, når man ser nutidens politiske debat om velfærdsstaten. Kjældgaards forskning i emnet udsprang oprindeligt af en postdoc-bevilling fra Carlsbergfondet, og senest har Kjældgaard modtaget en Semper Ardens-bevilling fra fondet til sin forskning i Georg Brandes’ betydning for det moderne Europa.

FOS (Thomas Poulsen) har i de seneste år markeret sig stærkt både på den hjemlige og internationale kunstscene. Hans på en gang diskrete og opsigtsvækkende installationer har med lige dele legesyg opfindsomhed og samfundsengagement udfordret publikum og de rum, de færdes i, hvad enten det så er på museet, i galleriet eller i det offentlige rum. 

FOS’ værker synes at insistere på at række udover kunstreservaterne og interagere med det øvrige samfund. Ikke som en moraliserende eller politisk offensiv, men som en afsøgning af og et alternativ til de systemer, der mere eller mindre åbenlyst regulerer vores adfærd og samvær.

Kunst, viden og øl

Videnskab|Lidenskab er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek. Aftenerne sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne i Glyptotekets Festsal og byder desuden på guidede nærstudier af udvalgte mesterværker fra Glyptotekets rige samling. Hver gang på baggrund af et aktuelt tema og hver gang med gratis pauseudskænkning af aftenens øl, der udvælges særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium. 

Der er adgang med almindelig entrébillet til museet. Gratis med Glyptotekets Årskort. 

Bestil billetter her




Til oversigt