Til projektoversigt

Hvordan spredes digital misinformation?

Årsskriftartikel 2020

Den amerikanske præsident Donald Trump advarer om dommedagsprofeter i klimadebatten på World Economic Forum i 2020. Foto: EU, 2020. EC - Audiovisual Service

Misinformation er ikke kun et sikkerhedsproblem, men påvirker debatter om sundhed, klima, energi og kultur. Forskningsprojektet ”Digital Disinformation” undersøger omfanget og effekterne af misinformation og bidrager til forståelsen af et politisk følsomt fænomen.

Af Rebecca Adler-Nissen, professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

I USA døde en mand, og hans kone blev alvorligt syg efter at de have indtaget klorokinfosfat, som de havde forstået på Præsident Donald Trump kunne beskytte dem mod at blive smittet mod coronavirus.

Og i Storbritannien og Nederlandene er 5G-master blevet brændt af på baggrund af en konspirationsteori om at den kinesiske storby Wuhan fik coronavirus fordi byen for nyligt har rullet 5G-netværk ud. Allerede i slutningen af januar 2020 advarede WHO om at en af de største globale trusler imod håndteringen af Covid-19 var misinformation.

Allerede i slutningen af januar 2020 advarede WHO om at en af de største globale trusler imod håndteringen af Covid-19 var misinformation

Figur 1. Google-søgninger efter ”misinformation” 5. maj 2019-5. maj 2020.

Men hvad er misinformation? Hvordan spredes misinformation, hvornår gøres det strategisk - og bliver til disinformation? Hvor stort er omfanget, og hvad er konsekvenserne ? 

Det er de centrale spørgsmål for forskningsprojektet ”Digital Disinformation”. Siden den amerikanske valgkamp i 2016 har historier om den bevidste spredning af falske nyheder været heftigt debatteret og genstand for stor videnskabelig interesse. Efter Covid-19 blev opdaget i november 2019 er interessen steget markant, illustreret i Figur 1.

Hvordan måler vi misinformation?

Vi ved overraskende lidt om digital misinformation af flere grunde. Én udfordring er at det er svært at isolere eksponering: Misinformation spredes i massemedier og sociale medier og mund-til-mund. 

Blot fordi man klikker forbi en hjemmeside, er man så reelt påvirket af misinformationen, eller er det blot støj?

Mange forskere anvender surveys, altså selvrapportering, men det er en upræcis metode. En anden tilgang er at få en gruppe borgere til frivilligt at få målt deres internetforbrug, men ud over etiske og praktiske udfordringer er der andre metodiske faldgruber: Blot fordi man klikker forbi en hjemmeside, er man så reelt påvirket af misinformationen, eller er det blot støj?

Typer af information

Misinformation betegner ukorrekt eller upræcis information, men siger ikke noget om en afsenders eventuelle intention bag eller motivation for at producere og udbrede denne.
Disinformation derimod adskiller sig fra misinformation ved ikke blot at være ukorrekt information, men intentionelt ukorrekt information, der netop er produceret med henblik på at mislede, bedrage eller forvirre andre. Det problematiske ved disinformation er, at det ikke bare skyldes et uheld eller en ærlig fejl, men et bevidst ønske om at vildlede.
Fake news eller på dansk ”falske nyheder” deler med disinformation det kendetegn, at den med overlæg er ukorrekt eller vildledende. Det særlige ved falske nyheder er dog, at denne type disinformation foregiver at være journalistik.

Rebecca Adler-Nissen, Frederik Hjorth og Yevgeniy Golovchenko: Digital mis-information: Hvordan virker det egentlig? Puzzle piece, Political Ideas and Analysis, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En anden udfordring er definitionen af misinformation. De fleste forskere benytter faktatjek-organisationer som kategoriserer hjemmesider og nyhedskanaler der spreder misinformation. 

Problemet er at ikke alt hvad der står på disse hjemmesider, reelt er misinformation. Dermed risikerer man at overvurdere mængden af misinformation. Der er naturligvis i virkelighedens verden en stor gråzone af information som ikke direkte er misinformation, men heller ikke det modsatte.

Vi har i vores forskningsgruppe derfor valgt en mere forsigtig strategi. Vores forskning tager udgangspunkt i konkrete historier hvor vi rent faktisk ved at der er tale om misinformation. 

Vores tilgang er mere tidskrævende, men til gengæld er den mere præcis. Eksempelvis valgte vi at fokusere på nedskydningen af passagerflyet MH17 over det østlige Ukraine i 2014, hvor et hollandsk-ledet internationalt undersøgelseshold konkluderede at det var russiskstøttede separatister der stod bag (og f.eks. ikke Mossad, CIA eller den ukrainske hær, som det blev påstået af nogle på sociale medier).

Metodisk trækker vores gruppe på en række forskellige discipliner, bl.a. politisk psykologi, sprogteknologi, datalogi og sociologi. Vi anvender bl.a. machine learning og natural language processering på sociale mediedata (f.eks. tweets) for at finde mønstre. 

Vi anvender også sociale netværksanalyser til at kortlægge spredningen af misinformation og identificere superspredere. Endelig benytter vi os af eksperimenter, interviews og deltagerobservationer.

Misinformation rammer bestemte befolkningsgrupper

Vores forskning viser at alle borgere ikke er lige eksponerede for misinformation. Vi har f.eks. undersøgt hvad der karakteriserer gruppen af mennesker der blev eksponeret for pro-Kreml misinformation på Twitter i forbindelse med MH17-styrtet over Ukraine. 

Materialet bag undersøgelsen bygger på over 8.000 Twitter-konti der alle tweetede om flystyrtet i 2014, og data om deres mere end 12,5 mio. følgere. Studiet fokuserer på amerikanske borgeres eksponering over for misinformation da vi har adgang til særligt detaljeret viden om amerikanske Twitter-brugere.

Figur 2. Sandsynligheden for, at man følger en konto på Twiter, som spreder prorussisk misinformation (generelt og om flystyrtet i 2014)

Der er en klar ideologisk asymmetri i hvem der blev udsat for pro-Kreml misinformation i forbindelse med flystyrtet (Figur 2). Brugerne yderst til højre tilhører en lille og ideologisk ret yderliggående gruppe som er til højre for eksempelvis præsident Trump. 

En mulig forklaring er at mistillid til mainstream-medier som er større på den amerikanske højrefløj, omsætter sig i brug af alternative nyhedskilder hvor misinformation nemmere kan florere.

Det er ikke kun politisk ståsted der betyder noget. Adskillige studier viser at ældre borgere oftere eksponeres for og selv (evt. uforvarende) bidrager til spredning af misinformation. I vores egen undersøgelse af pro-Kreml misinformation ser vi samme mønster. 

Eksponering for misinformation om MH17-styrtet (som andel af al information herom) stiger fra ca. 3 pct. til ca. 23 pct. når vi bevæger os fra de yngste til de ældste personer i vores stikprøve. Vi håber på at få mulighed for at undersøge om alder også er en signifikant faktor her i landet.

Hvordan ser det ud i Danmark?

Vi har gennemført et eksperiment i Danmark hvor vi under-søgte hvorvidt man kan korrigere folks opfattelser efter at de er blevet misinformeret, eller der stadig er et ekko af misinformation. 

Vores undersøgelse fandt ingen tegn på ‘ekkoer’ af misinformationen – et oplysende resultat der strider mod dele af den eksisterende internationale forskningslitteratur om misinformation.

Vi har også undersøgt danskernes brug af YouTube i coronakrisen. Videokanalen bruges dagligt af 27 pct. af borgere i Danmark og udgør dermed vores næstmest populære sociale medie, kun overgået af Facebook. Vi fandt få misvisende videoer om Covid-19. 

De mest populære videoer i Danmark om coronavirus på YouTube var enten oplysende videoer eller film der gør grin med folk der ikke forstår eller følger myndighedernes anvisninger om håndvask og social afstand.

Ammestuehistorier og konspirationsteorier florerer naturligvis i Danmark som de har gjort siden tidernes morgen, og i høj grad på de sociale medier. Men vi ved stadig ikke præcist hvad der karakteriserer de grupper der dyrker falske historier, og hvilken betydning alder, køn, politisk overbevisning eller andre faktorer har.

Den relativt lave grad af polarisering, uddannelsesniveau og public-service udbredelse spiller givetvis en rolle for i hvilket omfang og ad hvilke kanaler, eventuel digital misinformation kan udbredes i en dansk offentlighed.

STAY CURIOUS: Rebecca Adler-Nissen forsker også i digitalt diplomati

Tech-giganternes censur og deepfakes

Hvordan bekæmpes misinformation? I Victor Orbáns Ungarn kan man nu blive fængslet i op til fem år for at dele misinformation under corona-epidemien. Og Frankrig fik i 2018 en kontroversiel lov der giver franske dommere ret til at beordre øjeblikkelig fjernelse af falske nyheder under valgkampe.

De vigtigste indgreb mod misinformation foretages af de store tech-virksomheder

I dag foretages de måske vigtigste indgreb mod misinformation af de store tech-virksomheder. Alle tech-platformene har i dag systemer der automatisk, ofte på baggrund af henvendelser fra brugere, fjerner indhold der f.eks. opfordrer til vold. 

Tech-giganterne er gået længere med coronavirus og har kollektivt valgt at promovere autoritative kilder i søgninger og anbefalinger i forbindelse med coronakrisen. Man bliver således dirigeret til Sundhedsstyrelsen hvis man bruger YouTube, Twitter, Facebook, Tiktok, Google i Danmark.

Vores næste skridt er at undersøge faldet i omfanget af misinformation efter at tech-virksomhederne aktivt begyndte at fjerne misinformation. 

Desuden vil vi fokusere på en ny generation af misinformation: såkaldte ”deepfakes”, dvs. falske videoer der har så høj en kvalitet at det er umuligt for det blotte øje at skelne sandt fra falsk. Vi håber dermed at bidrage til en dybere forståelse af misinformationens udvikling, og hvordan vi bedst håndterer den.