Brygger Carl Jacobsen troede på, at man bliver et bedre menneske, hvis man omgiver sig med kunst. Derfor stiftede han i 1902 Ny Carlsbergfondet som en særlig afdeling af Carlsbergfondet. I dag er Ny Carlsbergfondet en grundpille i dansk kunstliv. Fondet arbejder for at fremme, skærpe og udvikle kunsten, kunstforståelsen og kunsttrangen i Danmark.
Ny Carlsbergfondet - i kunstens tjeneste
Carl Jacobsen (1842-1914) havde en altid brændende passion for kunsten, og han brugte store dele af indtægterne fra sit bryggeri på at erhverve kunst. Ny Carlsbergfondet har i over 100 år støttet kunsten, og fondets virke har sat tydelige spor i det danske kunstliv. Fondet har gennem tiden bidraget betydeligt til museernes samlinger, og det står bag deponeringen af tusindvis af værker i landets institutioner, kunstværker i det offentlige rum samt udgivelsen af en lang række anerkendte kunstvidenskabelige værker.
Ligesom sin far, J.C. Jacobsen, brændte Carl Jacobsen for ølbrygning. I 1881 grundlagde han bryggeriet Ny Carlsberg, og han blev hurtigt en succesrig virksomhedsejer og brygger.
Carl Jacobsen drev dygtigt Ny Carlsberg efter mottoet ”Semper Ardens”, hvilket er latin og betyder ”altid brændende”. Men han havde en anden passion, som han brændte lige så meget for: kunsten. Livet igennem var Carl Jacobsen en dedikeret kunstsamler og generøs mæcen. I 1897 indviede han Ny Carlsberg Glyptotek, hvor han gav offentligheden adgang til sin enestående kunstsamling i skønne rammer midt i København.
Ny Carlsbergfondets fundats blev underskrevet den 20. januar 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen. Malet af Julius Paulsen 1924, Carlsberg Museum
I 1902 kastede Carl Jacobsen sig definitivt ind ”i kunstens tjeneste”, da han overdrog bryggeriet Ny Carlsberg til Carlsbergfondet, og han og hustruen Ottilia samtidig stiftede Ny Carlsbergfondet. Carl Jacobsens ønske var et særligt fond under Carlsbergfondet, som skulle fremme ikke videnskabens, men kunstens rolle i samfundet. Han havde en stærk tro på, at mennesker ved at omgive sig med kunst bliver bedre mennesker. I Ny Carlsbergfondets fundats skrev han derfor, at fondet skulle ”virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland” og ”støtte trangen og lysten til kunst”.
En dynamo i dansk kunstliv
I over 110 år har Ny Carlsbergfondet støttet kunst i Danmark og i udlandet, og Carl Jacobsens tankegang og værdier er stadig bærende for fondets virke. Ny Carlsbergfondet ønsker at være en dynamo i dansk kunstliv og styrke kunstens betydning i samfundet. Fondets opgave er at synliggøre kunst som en kraft, der kan skabe kritiske borgere med et nuanceret blik på verden.
Carl Jacobsen og skulptør Edvard Eriksen overværer opstillingen af Den Lille Havfrue ved Langeliniehavnen i København 23. august 1913. Ideen til Havfruen og finansieringen stod Carl Jacobsen for.
Ny Carlsbergfondet har en progressiv kunstforståelse: Ved kunst forstås ikke blot billedkunst, men også kunstindustri, arkitektur og havekunst ‒ og i øvrigt kunst i bredeste forstand, dvs. også den, hvor billedkunstneriske udtryk forbinder sig med beslægtede kunstformer og sammenhænge.
Asger Jorn: Le Soleil m’emmerde 1961. Gave til Statens Museum for Kunst, 2012
Siden grundlæggelsen har fondet givet næsten 16.000 bevillinger. Den aktuelle støtte er på cirka 100 millioner kroner årligt og går blandt andet til offentlige udsmykninger, bogudgivelser og indkøb af kunst, der doneres til danske museer. Danske museer har modtaget værker af nogle af verdens største kunstnere som Pablo Picasso, Paul Gauguin, Claude Monet, Alberto Giacometti, Henry Moore og Asger Jorn samt i nyere tid af internationalt markante kunstnere som Olafur Eliasson, Louise Bourgeois og Elmgreen & Dragset.
Kunst til glæde for alle
Ny Carlsbergfondets holdning er, at kunst skal være til gavn for hele samfundet. Derfor skal kunsten placeres, så den kan opleves af alle – uanset alder, etnicitet og uddannelsesbaggrund. Museerne spiller en betydelig rolle i denne sammenhæng.
Landets borgere skal desuden have mulighed for at møde kunst af høj kvalitet også uden for de traditionelle institutioner. Det er grunden til, at fondet opstiller og ophænger kunst på offentlige institutioner og i det offentlige rum; kirker, hospices, retsbygninger, hospitaler og uddannelsesinstitutioner.
Siden stiftelsen i 1902 har Ny Carlsbergfondet også haft ansvar for driften af det internationalt anerkendte museum Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Til oversigt