Kr Erslev og Harald Hoeffding | Carlsbergfondet

Kr. Erslev og Harald Høffding

To af de afbildede havde bekendt kulør. Det gjaldt den historiske kildekritiks førstemand i Danmark, professor Kr. Erslev og filosoffen Harald Høffding

De havde i 1886 sammen på et studentermøde været med til at kritisere regeringens ret hårdhændede behandling af venstreoppositionens fører C. Berg og to unge venstretilhængere, som ved et møde i Holstebro havde fjernet den stedlige politimester fra tribunen. Deres udtalelser og tilstedeværelse på studentermødet havde nær kostet Erslev og Høffding stillingen ved universitetet.

Kr. Erslev var formand for Carlsbergfondets bestyrelse 1913-26. Han viste administrative evner og praktisk sans ved en omlægning af Carlsbergfondets organisation.

Desuden holdt Harald Høffding ved århundredskiftet 1900-190 l - dengang havde man en rigtigere opfattelse af, hvornår et århundredskifte indtræder end i dag - forelæsninger om det forgangne århundredes betydning. Harald Høffding afsluttede sine forelæsninger i året 1900 med et tilbageblik på århundredet, som han kaldte »Ved Aarhundredskiftet«.

Også han kom ind på naturvidenskabernes store betydning i det 19. århundrede, men han var tilbøjelig til at lade århundredet begynde med oplysningstiden i slutningen af det 18. århundrede og se den brydning mellem oplysning og romantik, der indledte århundredet, som symptomatisk for det 19. århundrede som »modsætningernes tid«. Det var ikke et skabende århundrede, sagde han, det var »Verifikationens århundrede«.

Om netop historien sagde han: »At søge erfaringsbekræftelse på sine antagelser var for naturvidenskabernes vedkommende ikke noget helt nyt. Derimod kan det siges at være en ny ting, at man på det historiske område med så stor iver har søgt at kontrollere og berigtige overleveringer og formodninger. Den historiske forskning har besindet sig på sine principper og sin metode og i monumentale værker gennemført den kritiske metode overfor nogle af de vigtigste perioder i menneskeslægtens historie. 

Der er i den historiske kritik fremkommet et nyt redskab, et nyt våben til brug for mennesket i åndelige kampe, som jo for en stor del drejer sig om de fra fortiden overleverede ideers betydning under nye forhold. Det er jo dog først og fremmest af betydning, om vi virkeligt kunne stole på overleveringen, om denne er ægte og pålidelig. Og i det hele har historisk metode og historiske synspunkter spillet så stor en rolle i det forløbne århundrede, at dette med rette kan kaldes det historiske århundrede. Det at se historisk på en sag, idet man foreløbigt afholder sig fra at fælde nogen dom om dens aktuelle værdi, det var noget som ingen tidligere tid kendte. Historisk sans er måske det 19. århundredes ædleste frembringelse«.

Som det »måske mest storartede træk i det forløbne århundredes historie« ville Høffding dog se en social bevægelse«, og han betragtede »klassekampen« som »et af det forløbne århundredes kendemærker«. Også her blev der givet udtryk for en forståelse, som pegede langt ind i det 20. århundrede. Både Kromann og Høffding var ligesom historikerne præget af tidens positivisme.

Høffdings mange bøger og afhandlinger om filosofi og filosofihistorie, etik og religionsfilosofi, og hans virksomhed som lærer i filosofi blev kendt viden om. Hans udenlandske kontakter var mange, og herhjemme fik han ikke blot betydning for humanistisk ognaturvidenskabelig forskning, men han stod overhovedet som en kendt og central skikkelse i dansk åndsliv omkring århundredeskiftet. Hans menneskesyn, som det kom frem i hans sans for social bevægelse, førte ham også til debat med Georg Brandes om dennes Nietzsche-inspirerede »radikale aristokratisme«.

Høffding blev i 1914 den første beboer af Carlsberg æresbolig. Tilbuddet om æresboligen var dog først gået til filologen Vilhelm Thomsen, der af helbredsgrunde havde måttet sige nej. Sprogvidenskaben, filologien, var en anden af tidens stærke humanistiske videnskaber, hvor danske forskere havde gjort en internationalt værd sat indsats inden for en lang række meget forskellige sprogområder.

Knap halvdelen af de humanistiske medlemmer af Videnskabernes Selskab var filologer. Harald Høffding fortæller i Harald Høffding fortæller i sine erindringer, at han en tid gik til arabisk hos professor A.F. van Mehren.

Hvad angår den humanistiske og naturvidenskabelige klasse spændte Harald Høffding i øvrigt vidt, og han beretter i sine erindringer om to bekendte i »den anden klasse«, at fysiologen Chr. Bohr var en beundrer af Goethe, og at fysikeren C. Christiansens yndlingslæsning var Homer på originalsproget.

Datidens fælles humanistiske grunduddannelse med en hovedvægt på antikken skabte på mange måder en fælles referenceramme, og der er her allerede peget på flere faglige forbindelser, som overskred grænserne mellem naturvidenskabsmænd og humanister.

Tilbage til 'Et møde i Videnskabernes Selskab'