William Sørensen | Carlsbergfondet

William Sørensen

Den mest maleriske af samtidens zoologer var uden tvivl William Sørensen, der aldrig fik en stilling ved en højere læreanstalt. På Krøyers billede står han med sit lange røde skæg til venstre langs væggen

Han underviste på skoler i København og på Statens Lærerhøjskole. Hans disputats handlede om lydorganer hos fisk, mens edderkopper og spindlere i øvrigt var hans forskningsfelt, og han ansås som international ekspert på dette område. l sin færd var han en kompromisløs sandhedssøger, og han hadede Japetus Steenstrup og de forskere, som han anså for hans medløbere, »de orthodokse«, som han kaldte dem af et godt hjerte. Det gav han udtryk for i en række veloplagte, men også vidtløftige polemiske skrifter. Han gjorde meget ud af at tage æren fra Steenstrup for at have opdaget køkkenmøddingerne og placere den hos arkæologen Worsaae.

Lektor Boas anså han for en ren plagiator, og Fr. Meinert, som havde træneret hans forskning, og også mange andre, som han anså for medlemmer af samme klike måtte stå for skud i bl.a. den 500 sider lange Fromme Sjæles gode Gerninger, 1907. l sin ungdom havde han arbejdet et par år i Argentina, hvor han havde iagttaget de edderkopper, som han senere skrev om. Vilhelm Grønbech karakteriserede ham i en mindetale 1931 over Høffding som »manden med ildsjælen, der lyste og varmede, men også brændte og sved«.

l et værk om danske hjem ved århundredskiftet giver en af Sørensens seks sønner en beskrivelse af hjemmet. Mange vil sikkert nikke genkendende til denne beskrivelse af husets mange bøger: »Deres antal voksede hurtigere end børnenes, og snart overskred reolen tærskelen; først anbragte de sig i entreen, som de fyldte, så at der kun lige var plads til overtøjets knagerækker, og da det heller ikke gav plads nok, væltede de ind i spisestuen, hvad der i og for sig gjorde denne hyggeligere, men i den grad stred imod tidens vaner, at det betragtedes som »grober unfug«, i alt fald af moderen og den ældste søn. Det var jo ikke bibliofilværker, men brugsbøger, mange af dem ikke indbundne, men alene hæftede, og de blev ikke af William Sørensen sat på plads efter brugen. Han lagde dem så fra sig på bordet; når dette var fyldt, blev skabets flade belagt, derefter kom turen til skrivebordet, hvor bøgerne lå i skøn forening med de sidste breve af den store korrespondance, han førte, eller med dele af det manuskript, hvorpå han arbejdede...«.

William Sørensen hørte også til de klassisk dannede – han udgav i 1884 det sidste danske zoologiske arbejde på latin. Darwinismen omtalte han som »Darwins mystiske doktrin«, og brandesianismen stod han fjernere end andre af tidens videnskabsmænd, idet han »frastødtes af dens negative nationale indstilling, dels af selve Georg Brandes' proteusnatur«, skrev hans søn Viggo Sørensen fra hvem beretningen om bøgerne også stammer. Som forsker fik William Sørensen ikke mindst betydning for den senere danske nobelpristager, fysiologen Aug. Krogh.

Tilbage til 'Et møde i Videnskabernes Selskab'