Til bevillingsoversigt

Digitale Hovedstrømninger / Digital Currents

Carlsbergfondets ”Semper Ardens” forskningsprojekter

Beskrivelse

Georg Brandes' (1842-1927) storværk Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur 1-6 (1872-1890) har haft stor og dyb betydning både som et videnskabeligt værk og som en kulturkritisk intervention – og ikke bare her i Danmark, men også internationalt. Med sin komparative metode og sine forestillinger om ’verdenslitteratur’ etablerede Brandes en dialog mellem lande og litteraturer, samtidig med at han introducerede mange udenlandske forfattere og strømninger til Danmark. 

Forsknings- og udgivelsesprojektet Digitale Hovedstrømninger vil udforske værket både som et væsentligt bidrag til formuleringen af en moderne europæisk identitet og som et pionerværk i udviklingen af en internationalt orienteret litteraturvidenskab. Det skal udføres af et hold bestående både af editionsfilologer, sprogteknologer og litteraturvidenskabsfolk, der blandt andet skal udgive værket i en flersproget digital udgave til glæde for en bred målgruppe, også uden for Danmark, hvor interessen er udtalt. 

Brandes’ tanker om verdenslitteratur kan således fortsat inspirere den nuværende globaliserings store og udfordrende kulturmøder og den videnskabelige forståelse af samme.