Af Carlsbergfondets bestyrelsesforperson, professor Majken Schultz, og Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard

I dag er det 150 år siden, at J.C. Jacobsen – Carlsbergs grundlægger – etablerede Carlsbergfondet. Helt præcist skete det den 25. september 1876. Selve datoen var til ære for H.C. Ørsted. Grundlæggelsen fandt helt bevidst sted samme dag som afsløringen af Jens Adolf Jerichaus statue af den eminente naturvidenskabsmand i den nyanlagte københavnske park, der siden fik navnet Ørstedsparken.

Ørsted var en af dem, som brygger Jacobsen stod i gæld til. Det fremhævede han samme dag i et brev til den berømte klassiske filolog J.N. Madvig, som blev Carlsbergfondets første formand. Fondet blev stiftet i taknemlighed til Ørsted: ”i levende Erkjendelse af hvor meget jeg skylder H. C. Ørsteds Lære og vækkende Indflydelse og som et Vidnesbyrd om taknemmelig Paaskjønnelse af hans Virksomhed for at udbrede Kundskabens Lys i videre Kredse”.

Hvor kom taknemlighedsgælden fra? Den kom fra 1820’erne, hvor Jacobsen som ganske ung gik til Ørsteds populære foredrag i Selskabet for Naturlærens Udbredelse – et videnskabsformidlende selskab, som Ørsted havde etableret i 1824. Han gik til foredragene sammen med sin far, Chresten Jacobsen, der i år 1800 var indvandret fra Vendsyssel og havde etableret sig som succesrig og respekteret brygmester i København. Oven på foredragene fulgte J.C. Jacobsen som selvstuderende Ørsted og andre professorer på Den Polytekniske Læreanstalt, senere Danmarks Tekniske Universitet, som Ørsted var med til at grundlægge i 1829.

Hverken far eller søn tog akademiske uddannelser. Men det forhindrede dem ikke i at suge til sig af tidens videnskab og omsætte den i deres metier og livsgerning: at blive bedre og bedre til at brygge øl. De to tilhørte de ”videre Kredse”, som Ørsted havde spredt ”Kundskabens Lys” til. Og lyset blev forvandlet til entreprenørskab og innovation for J.C. Jacobsens vedkommende. For det var den viden, som var med til at danne basis for hans store fremgang med bryggeriet Carlsberg, som han grundlagde i 1847 på Valby Bakke. Samtidig blev videnskaben i det hele taget ham “en Kilde til Lykke og Velvære”, som han skrev i forbindelse med etableringen af Carlsbergfondet.

J.C. Jacobsens fortjenester kan der skrives meget om, og det er der blevet. Selv betonede han tit det, han skyldte – til H.C. Ørsted i særdeleshed, til videnskaben i almindelighed og til Danmark som helhed. Man kan sige, at Jacobsens historie vidner om, at den nationale krisestrategi oven på de napoleonske krige virkede. Selv om Danmark var forarmet og ydmyget og for mange fremstod som amputeret efter tabet af Norge i 1814, sparede man ikke på de institutioner, der skulle bære og udvikle samfundet, som for eksempel universitetet, skolen, teatret og kirken.

Tværtimod investerede man i etableringen af nye institutioner til at skabe og formidle ny viden, som H.C. Ørsteds eksempel viser. Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Den Polytekniske Læreanstalt viste sig at få vital betydning for Jacobsens livsbane. Og Thorvaldsens Museum, som Jacobsen fulgte opførelsen af fra tætteste hold i årene 1839-1848, viste ham storheden i at skænke sit livsværk til almenvellet. Det var det, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen havde gjort, da han donerede sin samling til København ved hjemkomsten fra Rom i 1838.

Derfor giver det også mening, at Jacobsen betalte af på sin taknemlighedsgæld ved i 1876 at etablere ikke bare en ny, men også en ny slags institution, nemlig Carlsbergfondet. Det blev Danmarks første – og i over hundrede år også den største – private fond, der finansierede forskning. Men Carlsbergfondet blev også den første erhvervsdrivende fond i verden med ansvar for en industrivirksomhed. Det skete i 1888, året efter Jacobsens død, hvor ejerskabet af hans bryggeri, Gamle Carlsberg, overgik til Carlsbergfondet. Dermed skænkede Jacobsen sit livsværk til en selvejende institution, der skulle tjene almennyttige formål, samtidig med at erhvervsfondsmodellen født.

Når vi i år markerer Carlsbergfondets 150-års jubilæum, fejrer vi således en institution, der forenede to nyskabende idéer. Den ene idé var, at en privat fond kunne finansiere fri forskning uafhængigt af datterselskabets kommercielle interesser. Der er ingen sammenhæng mellem, hvad Carlsberg tjener penge på, og hvad Carlsbergfondet støtter af fri grundforskning. Den anden idé var, at en fond kunne være langsigtet ejer af en industrivirksomhed. Tilsammen kom de to idéer til at præge udviklingen af det moderne Danmark. De var med til at hjælpe Danmark ud af det hængedynd, som 1800-tallets krige og katastrofer havde skabt.

J.C. Jacobsen levede i en nærmest uafbrudt brydningstid. I løbet af hans levetid blev Danmark forvandlet fra en stor flersproget helstat til en lille og meget homogen nationalstat. Udviklingen skabte vilkår for Danmark og for dansk erhvervsliv, som har været gældende lige siden. Som andre småstater har Danmark måttet søge sin velstand gennem åbenhed mod omverdenen: eksport, international handel og stærke virksomheder med udsyn. Den strategi har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande. Men åbenheden har også en pris. Når hjemmemarkedet er lille, bliver succesfulde virksomheder attraktive opkøbsemner, og behovet for kapital og adgang til større markeder kan trække ejerskab og beslutningskraft ud af landet.

I Danmark er det imidlertid lykkedes at bevare en række af landets mest værdiskabende og ikoniske virksomheder – heriblandt Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk, Danfoss og Grundfos – under dansk ejerskab. En væsentlig del af forklaringen er den erhvervsdrivende fondsmodel, som J.C. Jacobsen opfandt. Fonde og fondsejede virksomheder kan eje og opkøbe andre virksomheder, men fonde kan ikke selv blive opkøbt. Den konstruktion har i praksis vist sig at kunne forene international vækst med et langsigtet, dansk forankret ejerskab. Derfor har Carlsberg fortsat hovedsæde i Valby og er i dag verdens femtestørste bryggerigruppe målt på omsætning og tredjestørste målt på produktionsvolumen.

J.C. Jacobsen stiftede Carlsbergfondet, fordi han mente, at han stod i gæld. En taknemlighedsgæld til videnskaben, som havde gjort det muligt at udvikle Carlsberg, men også til det samfund, der havde skabt rammerne for hans virksomhed. Netop denne tanke om at give tilbage blev udgangspunktet for det, som forskerne Anker Brink Lund og Christian Edelvold Berg har kaldt for ”den danske fondsbevægelse”. Jacobsen viste, at privat erhvervsmæssig succes kunne omsættes til varige institutioner til gavn for fællesskabet – et eksempel, som mange siden har fulgt.

En af dem var hans egen søn, Carl Jacobsen, som Carlsberg er opkaldt efter. Han skænkede i 1902 sit bryggeri, Ny Carlsberg, til Carlsbergfondet på den betingelse, at der samtidig blev oprettet en selvstændig fond til støtte for kunsten, Ny Carlsbergfondet. I 1888 havde han – på Thorvaldsens romerske fødselsdag, 8. marts – doneret sin enestående samling af kunst og antikke genstande til det danske folk, og senere opførte han Ny Carlsberg Glyptotek som dens hjem. Over museets forhal lod han indhugge ordene ”Laboremus pro patria” – ”Lad os arbejde for fædrelandet”. Den inskription udtrykker den samme grundtanke som farens: At privat rigdom forpligter, og at dens højeste formål er at styrke de institutioner, som Danmarks fremtid hviler på.

Allerede ti år før Carlsbergfondets oprettelse formulerede Jacobsen den tanke, der senere skulle blive fondets grundidé. I et rejsebrev til sønnen Carl fra Bruxelles i 1865 fortalte han om en zoologisk have, som et ”privat Selskab” drev og stillede til rådighed for offentligheden. "Skade at public spirit er saa lidet udviklet hos os", skrev han til sin søn. ”Public spirit” – det, vi i dag ville kalde for ”samfundssind” – var et begreb fra den engelske oplysningstradition. Begrebet blev introduceret i Danmark af forfatteren Frederik Sneedorff i hans engelske rejsebreve fra 1791-92, som også var tidligt ude med at bruge ordet ”almennyttig”. Det var den forestilling om privat virke til gavn for fællesskabet, Jacobsen gjorde til virkelighed med Carlsbergfondet.

I et brev til Carl fra året efter, 1866, fortsætter J.C. med at anprise nødvendigheden af borgerpligt og modet til at gå foran og alene:

”Vi have jo ikke megen og riig Adel og den vi have er for størstedelen for lidt dannet og for lidet høihjertet til at bringe slige Offre for det Almene. Men desto større er Forpligtelsen hos enhver Borger, som har rundelige Indtægter udover hans eget, tarvelige Behov til at virke i denne Retning og man bør ikke lade sig aflede derfra, om man ogsaa en Tidlang skal staae alene thi Noget vil Exemplets Magt dog efterhaanden virke. I alt Fald har man den Bevidsthed at have gjort sit og den giver langt større Tilfredshed end de Nydelser man skaffer sig selv alene om de ere nok saa ædle”.

For Jacobsen var privat rigdom således et privilegium, men det var også et ansvar – og en mulighed – for at styrke de fælles institutioner til glæde for nuværende og kommende generationer. Det var grundtanken. Jacobsen betragtede ikke fondet som en gave fra en formuende brygger til samfundet. Han betragtede det snarere som en tilbagebetaling af en gæld. Forskellen er ikke uvæsentlig: Gaven udspringer af generøsitet; tilbagebetalingen udspringer af en indsigt i, at ingen skaber sin succes alene.

Guldalderens store intellektuelle overskud og spændstighed var en vigtig forudsætning for J.C. Jacobsens succes. Modsætninger, som præger vor tids debatter, gjaldt ikke for Jacobsen og hans forbillede Ørsted. De tænkte i visioner og helheder, der udfordrer fordomme og kassetænkning.

H.C. Ørsted var en banebrydende grundforsker, men han grundlagde også institutioner, der fremmede anvendt forskning og formidlede forskning til offentligheden. Det gjorde det muligt for en ikke-akademiker som J.C. Jacobsen at tilegne sig den nyeste forskning og omsætte den i praksis. At denne viden også blev grundlaget for en stor og enestående virksomhed, gjorde ikke hans forhold til videnskaben rent instrumentelt. Videnskaben var både til gavn og til glæde – ja, en ”Kilde til Lykke og Velvære” for Jacobsen.

Samtidig havde J.C. Jacobsens eget liv vist ham, at privat foretagsomhed kunne vokse frem af offentlige institutioner, af fri forskning og af et samfund, som investerede i viden også i strenge tider. Derfor satte han heller ikke staten og det private op imod hinanden. Tværtimod var han med til at grundlægge en stærk dansk tradition for samspil mellem erhvervsliv, fonde, forskning og private og offentlige institutioner. I den fondskonstruktion, J.C. Jacobsen udtænkte, blev værdier, som mange i dag opfatter som modsætninger – profit og filantropi, egennytte og almenvel, formål og fortjeneste – gjort gensidigt og uigenkaldeligt afhængige af hinanden.

Det lå Jacobsen på sinde, at Carlsbergfondets altid skulle ”virke til Gavn for Videnskaben og til Ære for Danmark”, som han skrev. Stiftelsen af fondet var båret af en enkel, men vidtrækkende tanke: At den, som har nydt godt af samfundets viden, institutioner og muligheder, også har et ansvar for at give noget tilbage. Ikke som en gave, men som en forpligtelse overfor fællesskabet. Det perspektiv er værd at genoverveje her 150 år senere.

For samfundssind handler ikke kun om, hvordan vi står sammen, når samfundet bliver sat på prøve. Eller om at følge regler og anvisninger, betale skat eller hjælpe i kriser. Samfundssind handler også om en erkendelse af, at vores egne muligheder hviler på generationers investeringer før os – og at vi derfor har et ansvar for dem, der kommer efter os. Det handler om modet til at investere i forskning, kunst, kultur og uddannelse, selv når resultaterne først viser sig årtier senere. Og dermed om erkendelsen af, at fremtidens samfund bygges af langsigtede investeringer i viden og fælles institutioner.

J.C. Jacobsen brugte begrebet ”public spirit”. I dag taler vi om samfundssind. Ordene er forskellige, men tanken er den samme: At et stærkt samfund bliver til, når borgere, virksomheder, civilsamfund, fonde og offentlige institutioner hver især bidrager til noget, der er større end dem selv. Det var udgangspunktet for Carlsbergfondet i 1876. Og måske er det en af de idéer, vi har mest brug for i den brydningstid, vi nu lever i.