Dorthe Berntsen - Modtager af Carlsbergfondets Forskningspris 2021 | Carlsbergfondet

Dorthe Berntsen

Modtager af Carlsbergfondets Forskningspris 2021

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i hukommelse, specifikt selvbiografisk hukommelse, som er den del af hukommelsen, der sætter os i stand til bevidst at erindre oplevelser i den personlige fortid samt forestille os mulige begivenheder i den personlige fremtid. Selvbiografisk hukommelse opfattes som et særskilt neurokognitivt (hjerne-sind) system, der kombinerer mere basale systemer (emotioner, forestillingsevne, sprog osv.) i konstruktionen af selvbiografiske minder og andre begivenhedssimuleringer, for eksempel fremtidsforestillinger eller kontrafaktisk tænkning. 

Min forskning drejer sig om mange forskellige aspekter af dette komplekse system og har involveret mange forskellige populationer. Jeg har studeret selvbiografisk hukommelse på tværs af kulturer, i hjernen, hos raske og hos mennesker med mentale lidelser og set på, hvordan selvbiografisk hukommelse udvikler sig over livet, og om egenskaben findes hos andre dyrearter end mennesker.

Hvad er udfordringerne ved og perspektiverne for din forskning?

En udfordring ved min forskning, som gælder for meget psykologisk forskning, er at gøre mentale fænomener målbare. Her bruges forskellige former for kontrolleret selvrapportering, test af hukommelsens akkurathed eller detaljeringsgrad, reaktionstid, hjerneskanning eller viden om hjerneskade sammenholdt med adfærdsmål. En stor udfordring er i den sammenhæng at undgå at reducere kompleksiteten af det psykologiske fænomen, der undersøges.  At forstå selvbiografisk hukommelse er en nøgle til at forstå mange vigtige aspekter af det mentale liv. 

Selvbiografisk hukommelse er et omdrejningspunkt for, hvad der definerer et individ som en person med forpligtelser, roller og engagement i et givent samfund. Det gør det muligt for os at drage lære af fortiden og planlægge vores personlige fremtid. Denne form for hukommelse er derfor afgørende for en følelse af identitet, kontinuitet og retning i livet. De fleste psykiatriske lidelser såsom depression, PTSD, borderline personlighedsforstyrrelse og skizofreni er forbundet med nogle alvorlige forstyrrelser i den selvbiografiske hukommelse.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Da jeg begyndte at læse psykologi for mange år siden, var det med den forventning, at jeg skulle være psykoterapeut. Det var en stor overraskelse og øjenåbner for mig, at psykologi også var grundforskning. På de første studieår blev jeg mere og mere fascineret af psykologi som videnskab. Terapeutforestillingen gled i baggrunden og blev erstattet af forskerambitioner. 

Jeg var især optaget af spørgsmålet om, hvorvidt sproget sætter rammer for erkendelsen, således at vi kun kan opfatte det, som vi har ord og sprog for. I den sammenhæng var jeg meget interesseret i, hvordan kunst og litteratur skaber nye sproglige udtryk i form af billedsprog. Jeg havde en formodning om, at kilden til dette måtte være folks personlige liv. Og så var forbindelsen til selvbiografisk hukommelse skabt. Mit ph.d.-projekt var om spontane selvbiografiske erindringer – det vil sige erindringer, der dukker op af sig selv, typisk udløst af en associationsforbindelse i omgivelserne.

Hvad er de største erkendelser eller opdagelser, du hidtil har gjort

En stor del af min forskning har handlet om involuntære (spontane) selvbiografiske erindringer. Da jeg begyndte min forskning, havde ingen rigtig undersøgt den form for erindringer i hverdagen, men det viste sig at være meget rigt og har været central for min forskning lige siden. Involutionære erindringer blev betragtet som sjældne og som et udtryk for følelsesmæssige forstyrrelser, da antagelsen var, at raske mennesker typisk fremkalder erindringer via en viljestyret og kontrolleret proces. Min forskning har korrigeret den opfattelse ved at vise, at involuntære erindringer udgør en helt basal hukommelsesform, som man også finder hos andre arter, og som formentlig er opstået evolutionært tidligere end de former for erindringer, vi styrer selv. Vi har vist, at de typisk angår positive oplevelser (og altså ikke er specielt negative som tidligere antaget), at de udvikles tidligere i barndommen end viljestyrede og at de berøres mindre af aldring og demenssygdomme. Vi har også påvist disse former for erindringer hos menneskeaber.

Hvad betyder det for dig at modtage Carlsbergfondets Forskningspris?

At modtage Carlsbergfondets Forskningspris er en stor anerkendelse. Ikke bare af mig, men også af de mange, jeg har samarbejdet med - og af kvaliteten af dette samarbejde. Jeg er samtidig utrolig glad for, at jeg med denne pris kan være med til at sætte psykologi – som grundvidenskabelig disciplin – bedre på Danmarkskortet.

Baggrund

Jeg er vokset op i en lille landsby i Østjylland som datter af den lokale maler. Efter gymnasiet havde jeg lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg ville. Jeg tog mange afstikkere. Det tog mig 8 år at beslutte, at psykologi var mit fag. I løbet af de otte år studerede jeg nordisk litteratur i et år, jeg udgav en roman og havde forskellige job. Disse otte år, før jeg begyndte at læse psykologi, lærte mig mange vigtige ting. Jeg lærte blandt andet, at mange andre job er en del hårdere end at være universitetsprofessor, selvom vi har en lang arbejdsuge. Mine afstikkere stoppede dog ikke helt. Jeg udgav fire andre romaner, da jeg var ph.d.-studerende og adjunkt. Med de mange projekter, som nu skal udvikles og passes, er der dog ikke længere tid til så mange svinkeærinder. Men jeg holder meget af at vandre, cykle og løbe, og det bliver der også tid til.