Frederik Stjernfelts passion for semiotikken bragte ham vidt omkring i det humanistiske landskab | Carlsbergfondet
Til projektoversigt

Frederik Stjernfelts passion for semiotikken bragte ham vidt omkring i det humanistiske landskab

Månedens Forsker #3

Fra semiotik og tekstanalyse over studier i ytringsfrihed og trykkefrihedsskrifter til kortlægning af humanioras impact og samarbejdsformer. Få humanister spænder så vidt som professor Frederik Stjernfelt, der også gennem hele sin lange akademiske karriere har gjort en dyd ud af at være i løbende dialog med offentligheden gennem bl.a. anmeldelser, kommentarer og klummer. At stille sin viden til rådighed og opkvalificere den offentlige debat er nemlig en af humanioras klassiske funktioner, som ikke bør gå tabt, mener han.

Jeg har gennem hele mit forskerliv arbejdet i spændingsfeltet mellem semiotik, idehistorie og videnskabsteori. Oprindelig blev jeg uddannet i nordisk sprog og litteratur fra Københavns Universitet i 1987. Jeg var tidligt meget interesseret i tekstanalyse og tekstteori. Det bragte mig videre over i semiotikken, som er læren om, hvordan tegn bærer og transporterer betydning. Altså en mere generel tegnteori, som ikke kun omfatter sprog, men også blandt andet diagrammer, billeder, gestus og biologiske tegn, der bruges til kommunikation mellem artsfæller og arter.

I 2007 skrev jeg doktordisputatsen Diagrammatology. Den handler om semiotikeren Charles Peirces tegnteori og hans begreb om diagrammer, som indbefatter landkort, algebra, søjlediagrammer, matrixer og meget mere. Jeg synes, det er vældigt interessant, at diagrammer ikke bare er pædagogiske redskaber for tænkningen, men at man gennem manipulation og eksperimenter med disse tegn kan opnå nye indsigter. Altså at diagrammer kan give ny erkendelse frem for blot at være illustrative supplementer til sproglige udsagn.

Jeg har faktisk den dag i dag ikke sluppet Charles Peirce. For bare et par uger siden fik jeg en opfordring fra videnskabsforlaget De Gruyter til at samle mine nyere artikler om Peirce i en bog. Det glæder jeg mig til.

Vi regnede med, at vi kunne lave bogen på 3 år, men det endte med at tage 12. Det endte også med at blive et enormt værk på ikke mindre end 2500 sider med mere end 50 bidragydere.

I mit akademiske liv har jeg været ansat på en del forskellige universiteter. Min første rigtige ansættelse fik jeg omkring 1990 på Center for Kulturforskning på Aarhus Universitet. Et helt fantastisk sted, hvor jeg dog endte med kun at være i et år, fordi jeg skulle have et barn, og det ikke var praktisk at pendle mellem København og Aarhus. Men jeg nåede at få en masse gode kontakter, som har været vigtige for mig sidenhen.

Fra 1992 og helt frem til 2005 var jeg ansat på Københavns Universitets Institut for Litteraturvidenskab, hvor jeg primært underviste i tekstteori og kunne dyrke min interesse for semiotikken. Herefter kom jeg til Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i tre år. Det var en udløber af, at jeg - mens jeg var i København - var blevet involveret i et kæmpe idehistorisk værk Tankens magt, som forlaget Gyldendal havde bedt professor Hans Siggaard Jensen fra DPU og mig om at være redaktører på sammen med teknologihistorikeren Ole Knudsen. 

Sideløbende med de akademiske studier og ansættelser arbejder Frederik Stjernfelt også som anmelder og kritiker. Først ved Information i 1980’erne og fra 1994 på Weekendavisen.

Vi regnede med, at vi kunne lave bogen på 3 år, men det endte med at tage 12. Det endte også med at blive et enormt værk på ikke mindre end 2500 sider med mere end 50 bidragydere. Heldigvis solgte det også vildt godt. Ja, faktisk kan det vel siges at være den eneste bestseller, jeg nogensinde har været med til at lave.

I 2008 kom jeg igen til Aarhus Universitet som professor i semiotik. Her var jeg i seks år. I denne periode blev jeg interesseret i et andet idéhistorisk emne, nemlig ytringsfrihed. Indtil Muhammedtegningerne havde jeg ligesom mange andre tænkt, at ytringsfrihed var en selvfølge. Men med tegningerne og al den tumult, der fulgte, oplevede jeg en bekymrende tendens til, at den grundpille blev udfordret. Det gjorde mig interesseret i ytringsfriheden historisk og mere bredt i Oplysningens idéhistorie.

Det seneste værk Grov Konfækt - Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73, som jeg har skrevet sammen med de to historikere Ulrik Langen og Henrik Horstbøll, er netop en udløber af den interesse i ytringsfrihedens udvikling. I årene inden, vi gik i gang med bogen, havde jeg skrevet Men – ytringsfrihedens historie i Danmark med Jacob Mchangama, der handler om de skiftende rammer, der har været for at ytre sig siden Reformationen. 

Det værk endte med at blive på størrelse med en bibel. Og det var i arbejdet med det, at jeg første gang stiftede bekendtskab med trykkefrihedsskrifterne, som jeg dykkede ned i på Det Kongelige Bibliotek. Så mødte jeg Ulrik Langen, og vi blev enige om at grave dybere ned i disse fascinerende skrifter. Takket være et Semper Ardens Monografistipendium fra Carlsbergfondet fik vi skrevet bogen på to år og lige tidsnok til, at den kunne udkomme i forbindelse med 250-års jubilæet for trykkefrihedens indførelse i Danmark 14. september 2020.

Jeg mener, at vi kan bruge Grov Konfækt - Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73 til bedre at forstå, hvor ytrings- og tankefrihed kommer fra.

At skrive bøger og artikler sammen med andre har altid tiltalt mig. Det kan man også se ud af min publikationsliste. Min oplevelse er, at man bliver mere udfordret af det, og det har gavnlig indflydelse på stoffet og indholdet. Andre har jo ofte en anden tilgang og ved noget andet end én selv. Resultatet bliver derfor ofte bedre, end parterne isoleret ville kunne opnå.

Jeg mener, at vi kan bruge Grov Konfækt - Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73 til bedre at forstå, hvor ytrings- og tankefrihed kommer fra. Og hvilke store udfordringer, der har været forbundet med at give den fri. Når man læser skrifterne, bliver man hurtigt klar over, hvor meget modstand det affødte at lade alle udtale sig, som de ville. Trykkefrihedsårene og skrifterne fra den tid er i dag et vigtigt vindue ind i den lange, lange kamp for ytringsfrihed, som har ledt os herhen, hvor vi nu står.

Vi har en stor forpligtelse til at tilføre den offentlige samtale opdateret viden, og det, mener jeg, er en klassisk funktion, som ikke bør gå tabt.

Noget, der har forandret sig meget i den tid, jeg har været i universitetsverdenen, er, at man som professor nu i meget høj grad skal skaffe eksterne fondsmidler selv. Der er også sket en stor grad af internationalisering af forskningen og forskningsmiljøerne sammenlignet med førhen. Da jeg startede på universitetet først i 1990erne, var der ikke rigtig noget krav om, at man skulle tage på forskningsophold i udlandet og publicere i internationale tidsskrifter. Det har virkelig ændret sig markant i forhold til i dag, hvor man jo skal have internationale publikationer bare for at blive adjunkt.

Jeg synes på den ene side, at det er en god ting. Det har blandt andet givet mig et stort internationalt netværk. Men jeg kan også se en fare i, hvis man som humanistisk forsker kun orienterer sig internationalt. En stor del af humanioras berettigelse og legitimitet hviler jo på den værdi og impact, vi som humanister kan bidrage med i forhold til at indgå i og løbende opkvalificere den offentlige debat. Vi har en stor forpligtelse til at tilføre den offentlige samtale opdateret viden, og det, mener jeg, er en klassisk funktion, som ikke bør gå tabt.

Når det er sagt, vil jeg dog mene, at det mest har været en god udvikling med mere internationalisering. Det har i hvert fald øget forskningsoutputtet, og ingen sidder længere i deres eget studerekammer i årevis uden at meddele sig til omverden. Desværre har udviklingen på universiteterne også bevirket, at det bliver sværere og sværere at komme til at undervise i sin egen forskning. Det er ærgerligt, for det er ofte de bedste kurser, når underviseren selv er fascineret af nye opdagelser.


Selv har jeg altid sideløbende med mine akademiske studier
og ansættelser arbejdet som anmelder og kritiker. Først ved Information i 1980’erne og fra 1994 i Weekendavisen. Her har jeg blandt andet anmeldt faglitteratur meget bredt inden for både filosofien og human- og naturvidenskaberne. Men jeg har også skrevet kritik og klummer. Jeg har altid fundet det berigende at gå i dialog med offentligheden om de emner, der har optaget mig. Og jeg bruger stadig i dag en del af min tid på at skrive i Weekendavisen, ligesom de bøger, jeg har skrevet gennem tiden, i vid udstrækning har haft en bred offentlighed som målgruppe.

Med dette arbejde har vi forsøgt at skabe en form for praktisk videnskabsteori.

Sammen med professor David Budtz Pedersen og med støtte fra Veluxfonden har jeg de seneste ti år arbejdet på at kortlægge dansk humanistisk forskning, herunder emner, metoder, formidling og samarbejdsformer. Med dette arbejde har vi forsøgt at skabe en form for praktisk videnskabsteori. Projekterne førte os begge til Aalborg Universitet, hvor vi har fundet stærk opbakning til vores forskning. Som en videreførelse af disse projekter har vi aktuelt udviklet et projekt om filosofisk antropologi - altså den generelle lære om, hvad mennesket er. 

Her vil vi koble en perspektivisk tilgang – dvs. ideen om, at mennesket er så facetteret, at det kun kan forstås tværfagligt - med den såkaldte "extended mind"-teori, der bygger på den antagelse, at tænkning ikke kun foregår inde i hovedet, men også udfolder sig ved hjælp af eksterne hjælpemidler som bøger, diagrammer, computere og kunstværker. Altså alt det, som de humanistiske videnskaber undersøger. Det projekt er i sin spæde start og vil takket være støtte fra Carlsbergfondet munde ud i en monografi inden for de næste par år.

Læs mere om projektet “Humanity Contested", der fik et Semper Ardens-monografistipendium i 2020