Mette Birkedal Bruun studerer middelaldermunke for at blive klogere på mennesker i dag | Carlsbergfondet
Til projektoversigt

Mette Birkedal Bruun studerer middelaldermunke for at blive klogere på mennesker i dag

Månedens Forsker #2

Mette Birkedal Bruun er professor i kirkehistorie på Københavns Universitet. I øjeblikket arbejder hun med støtte fra Carlsbergfondet på projektet STAY HOME, der undersøger hjemmets betydning under corona-krisen. Projektet udspringer af en langvarig interesse i middelalderens munkeliv og bunder i en tværfaglig forskningstilgang, som har bragt hende ud af en faglig comfort-zone og ind i nye samarbejder med kolleger fra en lang række forskningsfelter.

Lige siden studietiden har jeg været fascineret af munke. Klosterlivet er et intenst mikrokosmos, der rummer mange af de fænomener, der konstituerer et samfund, så som love, normer og sociale regler. Og det hele er formet ud fra et bestemt syn på forholdet mellem Gud og mennesket.

Jeg begyndte at læse teologi i 1987. Jeg skrev ph.d. om middelaldermunke og deres beskrivelser af, hvad det vil sige at være menneske. De mente, at man skal leve tilbagetrukket fra verden for at komme nærmere Gud. Det er en tilbagetrækning, der sker fysisk i klosteret, men som skal understøttes af en mental afsondring.

I 2017 blev jeg doktor på en disputats om munke i 1600-tallets Frankrig. Her undersøgte jeg udvekslingen mellem klosterets isolation og samtidens fromme mænd og kvinder uden for klosteret. Inden da havde jeg undersøgt afsondring fra verden i et kollektivt EU-projekt, der omfattede kirkehistorie, arkitektur- og kunsthistorie og musikhistorie. Sammen med mine kolleger studerede jeg den varige tilbagetrækning i institutioner som klostre og skoler, men også den tilbagetrækning, der finder sted i en bøn, der varer få minutter.

Jeg er optaget af tilbagetrækning fra verden i alle mulige former. Og af de grænser og zoner, som markerer tilbagetrækningen.

”Som barn læste jeg leksika. Jeg var vild med den der særlige blanding af alle mulige typer af viden mellem hinanden”

Som kirkehistoriker tilbringer man meget tid med at granske ældgamle kilder. Fagfeltet omfatter både mange forskellige slags religiøse tekster, musik, billeder og arkitektur – med teksterne som det centrale. Jeg kan godt lide, at faget er så bredt, og at det har berøringsflader til så mange andre fag. Det er noget af det, der gør det relevant for en kirkehistoriker at indgå i tværfaglige samarbejder.

I STAY HOME projektet, som Mette Birkedal Bruun står i spidsen for, er det bare ikke religiøs tilbagetrækning, men hjemmets grænser og tærskler, der er i fokus.

Som barn læste jeg leksika. Jeg var vild med den der særlige blanding af alle mulige typer af viden mellem hinanden: et stykke om en gærdesmutte, dernæst noget om de geologiske forhold i et eller andet bjerg og så endnu en tekstbid om en forfatter. For verden er jo sat sammen af alle mulige forskellige elementer, og derfor må vi også angribe den fra mange forskellige vinkler, hvis vi vil forstå den.

Vi skal studere middelaldermunke i dag, fordi det gør os klogere på, hvad det vil sige at være menneske. Vi har brug for at søge viden om mennesker i alle deres forskellige afskygninger – både dem, som vi umiddelbart forstår, og dem, der er fremmede for os. Jeg har altid været virkelig nysgerrig på selve livsformen i klosteret, og hvad der har drevet munkene ud i den. For er det ikke et mærkeligt livsvalg at vælge afsondringen helt permanent?

Det er indsigter fra studiet af munkene, der er drivkraften bag Grundforskningscenteret ”Centre for Privacy Studies”, hvor vi studerer begrebet om privathed og det private i 1500-1800 med et hold af forskere inden for arkitektur, kirkehistorie, politisk idéhistorie, retshistorie og socialhistorie. Det er ikke mindst min tidligere tværfaglige forskning i den religiøse tilbagetrækning og de grænser, der markerer den, der er den faglige dynamo bag centeret. På ”Centre for Privacy Studies” forsker vi først og fremmest historisk, men vi arbejder også med at bringe den historiske viden i spil med aktuelle privathedstemaer, og jeg har lige deltaget i et panel i en af verdens førende konferencer om databeskyttelse.

”Jeg er vild med at arbejde tværfagligt, fordi det udfordrer vores indgroede antagelser og metoder”

Jeg tog et spring ud af min kirkehistoriske comfort-zone, da jeg satte projektet STAY HOME op. Projektet bygger på de tværfaglige metoder fra ”Centre for Privacy Studies” og – igen – interessen for grænser og tærskler omkring en form for tilbagetrækning. I STAY HOME er det bare ikke religiøs tilbagetrækning, men hjemmets grænser og tærskler, der er i fokus. I dét projekt har jeg brugt min erfaring fra EU-projektet og centeret til at sætte et hold, der på mange måder er helt vildt. Det består af forskere fra arkitektur, familiestudier, teknologistudier og teologi.

Men hjemmet er jo netop en blanding af blandt andet vægge og indretning, sociale dynamikker, digitale praksisser og eksistentielle synspunkter og værdisystemer, og der skal en sammensat mængde forskningskompetencer til at gribe den blanding.

Drivkraften i mit videnskabelige liv har været at tage afsæt i noget, jeg var godt hjemme i, og derfra bevæge mig videre i en ny retning, hvor jeg udfordrer mit faglige ståsted. Jeg befinder mig godt i spændingsfeltet mellem den faglige tradition, jeg er uddannet i, og som jeg har kolossal respekt for, og så de nye perspektiver, der kan åbne sig derfra.


Jeg er vild med at arbejde tværfagligt, fordi det udfordrer vores indgroede antagelser og metoder og dermed skærper vores egen faglighed og intellektuelle smidighed. I mit fag og beslægtede fagfelter er vi vant til at arbejde alene, men jeg sætter stor pris på forskningssamarbejde. 

Det er på mange måde dødbesværligt og vildt krævende, men når det så pludselig svinger, er det fantastisk inspirerende at have nære kolleger, som man kan dele sin videnskabelige fascination med. Jeg ville ikke have været, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for forskningssamarbejder, og hvis jeg ikke havde haft generøs sparring fra kolleger i ind- og udland undervejs. Og til unge kvindelige forskere vil jeg gerne sige: Lad være med at vente på, at andre fortæller jer, at I godt kan.

Det er min ambition at bidrage til at vise, at kirkehistorie og andre beslægtede fag ikke er støvede og verdensfjerne, men faktisk kan gøre os klogere også på vores samfund og på, hvad det vil sige at være menneske – også i dag. 

Mette Birkedal Bruun modtog Carlsbergfondets Forskningpris i 2017