Til oversigt

Ny forskning rokker ved etableret lærdom om spædbørns grædemønstre

Nyt videnskabeligt studie gør op med gængs viden om spædbørns grædemønstre. Gråd er stadig en stor del af mange spædbørns repertoire efter seks måneder, påpeger forskerne bag studiet, der for nylig blev publiceret i tidsskriftet Child Development.

Spædbørns gråd topper normalt omkring seksugers-alderen, hvorefter gråden aftager markant og stabiliserer sig på et lavt niveau efter tre måneder. Sådan har gængs viden om spædbarnsgråd lydt i adskillige år.

Nu stiller et nyt studie imidlertid spørgsmålstegn ved, om den "grædekurve" giver et korrekt billede af virkeligheden. Studiet, der er gennemført af blandt andre lektor Christine Parsons fra Aarhus Universitet med støtte fra Carlsbergfondet, er baseret på data fra 27 forskellige lande.

"Vi har lavet to matematiske modeller, der repræsenterer den tilgængelig data, og ingen af dem viser, at varigheden af gråd falder så markant efter fem uger, som det ellers fremgår af de grafer, som forældre bliver præsenteret for. Gråd er stadig er en stor del af mange spædbørns repertoire efter seks måneder," siger Christine Parsons.

Vigtigt med afstemte forventninger

Studiet er en såkaldt metaanalyse, dvs. en systematisk gennemgang af tværnationalt forældre-registrerede data hentet fra 57 forskningsartikler. Den gængse grædekurve, som forældre i dag ofte henvises til, er baseret på et amerikansk studie fra 1962, der kun fokuserer på de første 12 uger af et barns liv.

Nybagte forældre søger ofte hjælp i sundhedsvæsenet, hvis de er bekymret for, at deres barn græder for meget. Og hvis man googler spædbarnsgråd i dag, kommer der billeder frem af kurven baseret på det amerikanske studie.

Det er dog ifølge Christine Parsons vigtigt, at både sundhedspersonale og forældre har en mere korrekt forståelse af børns normale grædemønstre.

"Især for klinikere er det vigtigt, fordi det er deres opgave at hjælpe, støtte og afstemme forventningerne hos eventuelt bekymrede forældre. Og hvis klinikeren definerer spædbarnets gråd som overdreven i intensitet eller varighed, kan det have negative konsekvenser for både forældre og barn," forklarer Christine Parsons.

Stor forskel på børns grædemønstre

Hvis et spædbarn græder mere end tre timer om dagen mere end tre dage om ugen, defineres det i dag som overdreven gråd - eller kolik. Hidtil har det været vurderet, at mellem 17 og 25 procent af alle spædbørn rammes af kolik inden for barnets første seks leveuger.

Forskernes to nye modeller for spædbørns gråd viser dels, at spædbørns gråd topper efter fire uger, og dels at spædbørn græder meget og stabilt i de første uger, hvorefter niveauet falder.

Et andet bemærkelsesværdigt fund i undersøgelsen er, at grædemønstrene er ret forskellige - både inden for og på tværs af landegrænser. Data indikerer blandt andet, at børn fra ikke-vestlige lande som Indien, Mexico og Sydkorea græder mindre end børn fra engelsksprogede lande som USA, Storbritannien og Canada.

Læs mere om Christine Parsons forskning støttet af Carlsbergfondet 

Læs artiklen “Crying in the first 12 months of life: A systematic review and meta-analysis of cross-country parent-reported data and modeling of the ‘cry curve’”





Til oversigt