Sand er en global mangelvare - og sandindustrien er ikke bæredygtig | Carlsbergfondet
Til oversigt

Sand er en global mangelvare - og sandindustrien er ikke bæredygtig

Foto: Shutterstock

Sand er det mest benyttede mineral i verden. Men sand-industrien er i direkte konflikt med mere end halvdelen af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, viser en ny videnskabelig oversigtsartikel udarbejdet med støtte fra Carlsbergfondet.

Sand indgår som vigtig komponent i store dele af den moderne civilisation. Men vi bruger desværre sand hurtigere, end naturen kan producere det. Det giver udfordringer for både mennesker og miljø.

Sandudvindingen foregår i stigende grad i miner og ved floder i lav- og middelindkomstlande, men hidtil har man ikke systematisk sammenholdt forskningen om, hvordan det påvirker disse lande.

I en ny videnskabelig oversigtsartikel har adjunkt Lars Lønsmann Iversen og adjunkt Mette Bendixen fra Københavns Universitet imidlertid nu samlet og undersøgt en lang række forskningsartikler om sandindustrien. Resultaterne, der er genereret sammen med en række internationale forskere, er blevet holdt op mod FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Og forskerne konkluderer, at der er en hel del grus i maskineriet frem mod udviklingen af en bæredygtig sand-industri.

”Sand er den mest benyttede ressource i verden efter vand, men den måde, man udvinder det på, er i direkte konflikt med 8 ud af de 17 verdensmål. Vi har ikke uendelige mængder sand, og man formoder, at det bliver en mangelvare inden for de næste 50 år. Derfor er det essentielt, at vi nu kan påpege, at der er bæredygtighedskonflikter i forhold til de globale sandressourcer,” siger Lars Lønsmann Iversen.

Sandudvinding- og eksport finder i stingende grad sted i Syd- og Sydøstasien i lande som Indien, Bangladesh og Cambodia, hvor nogle af verdens største flodsystemer gennemløber. Stigende byudvikling og ekspanderende infrastruktur i nabolandene som Kina og Singapore har genereret et nyt marked for sandeksport. Men sandforbruget skaber store udfordringer lokalt.

Sand og FN’s Verdensmål

Forskerne har valgt FN’s Verdensmål som målestok, da verdensmålene favner bredt frem for at fokusere på enkelte ressourcer.

Et af de store problemer, der følger med sandindustrien, er ifølge Lars Lønsmann Iversen, at det bedste sand ligger i flodsystemerne. Det er imidlertid også her, mineaktiviteter har størst konsekvens for miljøet og for de mennesker, der lever i nærområdet.

”Fjernes sandaflejringer vil de enkelte flodstrækninger ændre fuldstændig karakter hen imod nedstrømsfloder, hvilket forårsager en total ændring af økosystemet. Flodens sedimenttransport ændres også, da der pludselig mangler sand, hvilket fører til en øget erosion. Det destabiliserer kysterne og øger sandsynligheden for oversvømmelser, og det påvirker lokalbefolkningen, fordi deres huse kollapser, og markerne bliver ødelagte,” forklarer Lars Lønsmann Iversen.

Foruden miljøkonsekvenser giver det også problemer for drikkevandet. Når overfladevandet og grundvandet får kontakt, forurener det drikkevandet, og det skaber levesteder for sygdomskilder.

En ureguleret ressource

Ifølge forskerne kan de negative konsekvenser føres tilbage til, at sand er en ureguleret ressource. Hermed kan det misbruges eller udnyttes af købestærke lande. De menneskelige konsekvenser af selve arbejdet handler om reguleringen af, hvordan man anvender ressourcen lokalt. Det vil for eksempel sige, at minearbejderne kan have dårlige arbejdsforhold.

”Det har man allerede fokus på i industrierne for ædelmetaller og diamanter, mens sandindustrien er gået under radaren relativt set,” siger Lars Lønsmann Iversen.

Men forskerne fremhæver også, at der er positive ting ved sandindustrien. Den er nødvendig for global udvikling, og den skaber millioner af arbejdspladser, som er et livsfundament for en stor del af befolkningen i udviklingslande.

Gå til artiklen ”Sand, gravel, and UN Sustainable Development Goals: Conflicts, synergies, and pathways forward”

Læs mere om Lars Lønsmann Iversens forskning støttet af Carlsbergfondet

Læs mere om Mette Bendixens forskning støttet af Carlsbergfondet




Til oversigt