Ny bog: Skandinavisk union skulle forhindre Danmarks undergang | Carlsbergfondet
Til oversigt

Ny bog: Skandinavisk union skulle forhindre Danmarks undergang

En ny bog fortæller historien om den politiske strømning ’skandinavismen’, der i midten af 1800-tallet var tæt på at føre til et forenet Skandinavien. Bogen kommer omkring periodens alvorlige planer om statskup, krig, bortførelse af den danske kongefamilie, revolution og indsættelse af Sverige og Norges konge på den danske trone.

Danmark var i anden halvdel af 1800-tallet meget tæt på at blive en del af en fællesskandinavisk union. Det konkluderer bogen Union eller undergang - Kampen for et forenet Skandinavien, der udkommer i dag på Gads Forlag.

Bogen, der er skrevet af de to historikere Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen, dokumenterer, at den politiske skandinavisme - det vi sige forsøget på at forene Danmark, Sverige og Norge i en politisk union - var langt tættere på at blive realiseret end hidtil antaget.

Glenthøj og Ottosen fremlægger dokumentation for, at der var konkrete planer på højeste politiske niveau for at oprette en fællesskandinavisk union – støttet af en lang række af Europas førende statsmænd og monarker, herunder Otto von Bismarck og Napoleon III. Og den svenske og norske regering var meget tæt på at kaste Sverige-Norge ind i krigen i 1864 på dansk side, mens den danske politik op til og under krigen var tæt forbundet med forsøgene på at skabe et forenet Skandinavien.

Gå sammen – eller gå under

Historien om skandinavismen kan ikke skrives uden at inddrage de to slesvigske krige i 1848-51 og 1864. I 1864 erklærede en af tidens største statsmænd Otto von Bismarck sig for ”meget stærk skandinav”. Den preussiske politiker forenede Tyskland og var også parat til at samle Skandinavien. Det samme var Napoleon III og dronning Victoria. 1800-tallets tankegang var, at Europa naturligt ville få færre, men større stater, som det skete for Italien og Tyskland, hvis talrige stater blev forenet gennem krig. Derfor måtte små nationer enten forene sig eller gå under, og frygten herfor fik radikale revolutionære og fremtrædende politikere og kongelige til at stræbe efter at samle Sverige, Norge og Danmark i en union.

På trods af konkrete forfatningsudkast og hemmelige forhandlinger blev skandinavismen imidlertid aldrig til virkelighed. Det har hidtil fået historikere til at afskrive den som en sværmerisk fantasi – en tolkning som Glenthøj og Ottosen nu gør op med.

”Vores bog er affødt af en række forskellige forskningsprojekter, der fik os til at betvivle den hidtidige historieskrivning, der har fremstillet den politiske skandinavisme som utopisk. Navnlig gjorde det os mistænksomme, at vi kunne se, hvordan forskningen ukritisk havde overtaget et politisk partsindlæg og benyttede sig af et stærkt værdiladet sprog, der var hentet 1:1 fra bevægelsens politiske modstandere,” siger Rasmus Glenthøj, der forsker i 1864-krigens betydning med støtte fra Carlsbergfondet.

Læs mere om projektet ”I nederlagets skygge: 1864 i dansk selvforståelse og historiebrug (1864-2014)”

Omfattende arkivstudier

Til grund for bogen ligger omfattende arkivstudier i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien. Forfatterne har været igennem trykt kildemateriale i form af bøger, pjecer, aviser samt et stort antal kildesamlinger og udgivne dagbøger. Samtidig har de sat sig ind i litteraturen om skandinavismen og politik i alle tre skandinaviske lande foruden den internationale litteratur om europæisk politik.

”Vi har læst meget bredt og forbundet trådende på tværs af landene. Det sidste er afgørende, da skandinavismen alt for tit er blevet forstået indenfor nationalstaternes ramme. Hermed er den blevet til historien om dansk skandinavisme, svensk skandinavisme og norsk skandinavisme. Vi har set det som historien om skandinavismen i Skandinavien og helt bevidst forstået den som en del af et større europæisk fænomen”, siger Rasmus Glenthøj og tilføjer, at de nye læsninger af kilderne ændrer forståelse af krigen i 1864 og hermed skabelsen af den danske nationalstat, der har formet hele den måde, dansk historie bliver forstået på.

”Det har betydning for historieforståelsen og historiebrugen i Danmark og Skandinavien, og det har betydning for den måde, vi forstår national selvstændighed, føderationer, unioner, nationalitet og nationalisme på. Ikke blot i Danmark og Norden, men også mere generelt,” lyder det fra Rasmus Glenthøj.

Bogen Union eller undergang - Kampen for et forenet Skandinavien er støttet af bl.a. Bitten og Mads Clausens Fond og Carlsbergfondet.

Læs mere om bogen hos Gads Forlag



Til oversigt