På denne sin første ekspedition til det nordøstlige Indre Mongoliet indsamlede Haslund-Christensen et omfattende materiale af fysiske genstande samt lydoptagelser af sange, som ved hjemkomsten blev del af Nationalmuseets 
etnografiske samling.

Efterfølgende gjorde han opmærksom på, at det var ved at være sidste udkald for at udforske det centralasiatiske nomadelivs særlige kultur og identitet, som snart ville være væk på grund af stormagternes rivalisering samt en hastig modernisering, der pressede de traditionelle levemåder.

Ekspeditionen, der efterfølgende blev kendt som Den 1. Danske Centralasiatiske Ekspedition (1936-1937), havde markeret Haslund-Christensen som en af Danmarks mest betydningsfulde opdagelsesrejsende. Allerede som ung havde han kastet sig over Mongoliets mystik og folkekultur, og gennem bøger og radioforedrag var han blevet en kendt formidler, som bragte fjerne verdener ind i danske stuer. 

Han udviklede en dyb respekt for nomadefolkenes praktiske kunnen og daglige livsformer – erfaringer, der byggede på hans lærerige år hos den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin (1865-1952), hvor han fik sin første videnskabelige skoling og lærte den udholdenhed, disciplin og nysgerrighed, der senere prægede alle hans ekspeditioner.

Den 2. Danske Centralasiatiske Ekspedition, også ledet af Haslund-Christensen, fandt sted i 1938-1939 på et tidspunkt, hvor regionen var klemt mellem Japans ekspansion i Indre Mongoliet, Sovjetunionens dominans i nord og Kinas fortsatte krav på området.

Med sig havde Haslund-Christensen to yngre forskere: sprogforskeren Kaare Grønbech (1901-1957), der skulle dokumentere dialekter, litteratur og indskrifter, og den lovende arkæolog Werner Jacobsen (1914-1979), som fik ansvar for arkæologiske undersøgelser og indsamlinger.

Ekspeditionen etablerede sig i et forladt lamakloster – Det Hvide Tempel – der fungerede som base for rejser dybt ind i Indre Mongoliet. Herfra gennemførte de tre et omfattende feltarbejde, der resulterede i indsamling af omkring 5.000 etnografiske og arkæologiske genstande samt hundredvis af mongolske bloktryk og manuskripter – materiale, der i dag udgør en af Nationalmuseets mest betydningsfulde Asiensamlinger.

En særlig styrke ved ekspeditionen var Haslund-Christensens systematiske og ihærdige lydoptagelser af mongolsk sang og musik – en metode, han havde forfinet siden sine rejser med Sven Hedin. 

Teknikken trak samtidig på en længere dansk tradition, der går tilbage til folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen (1843-1929) og hans feltarbejde i Jylland, men blev nu for første gang anvendt på de centralasiatiske stepper til at fastholde nomadekulturens stemmer og klange.

Haslund-Christensens vedholdenhed kunne bringe ham på kant med Grønbech. Grønbech mente nemlig, at Haslund-Christensen til tider gik for langt i sin videnskabelige iver for at sikre sig de rette lydspor og genstande, når han blev for pågående over for sine informanter og pressede grænserne for, hvad der var etisk acceptabelt. Haslund-Christensen derimod var begejstret for optageteknikken og så optagelserne som nødvendige for at bevare den mundtlige arv fra Mongoliets oprindelige folk.

Efter anden verdenskrig genoptog Haslund-Christensen arbejdet, og Den 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition tog af sted i 1947 med deltagelse af i alt 14 forskere. Planen var at undersøge Centralasiens kulturer fra Afghanistan over Tibet til Indre Mongoliet, men politiske spændinger og lukkede grænser gjorde fremdriften vanskelig. Ekspeditionens hovedkvarter blev oprettet i Kabul, hvor Haslund-Christensen døde uventet i 1948 og blev begravet.

Alligevel fortsatte ekspeditionen: De naturvidenskabelige forskere gennemførte undersøgelser i Afghanistan, mens etnografen prins Peter (1908-1980) overtog arbejdet i Himalaya. I Kalimpong studerede han tusinder af tibetanske flygtninge og dokumenterede deres sociale strukturer, ritualer, slægtsforhold og kropsmålinger – et pionerarbejde i fysisk antropologi og etnografi. Først i 1952 blev ekspeditionen officielt afsluttet, selvom prins Peter fortsatte sit arbejde i regionen nogle år endnu.

I 1953-1955 fungerede prins Peter som leder af Henning Haslund-Christensens mindeekspedition til Afghanistan for at fuldføre de forskningsmål, Haslund-Christensen ikke nåede. Holdet indsamlede et omfattende materiale om lokale ritualer, slægtskabsformer, dagligliv og materiel kultur og sikrede dermed en værdifuld afrunding af hele projektet. Samlet var de danske Centralasien-ekspeditioner med til at gøre studiet af asiatiske nomadekulturer til et hovedarbejdsfelt i dansk etnografisk forskning.

Kapitlet er skrevet af Dorthe Chakravarty.