Bibby var dansk gift og knyttet til Forhistorisk Museum i Aarhus. Ved et middagsselskab fortalte han sin leder, Peter Vilhelm Glob (1911-1985), om Bahrain, og Glob svarede resolut: “Lad os lave en ekspedition”. Sådan blev et af dansk arkæologis mest bemærkelsesværdige projekter født – den danske arkæologiske Bahrain-ekspedition.

I december 1953 rejste de på rekognoscering. Glob medbragte en falk som gave til øens hersker, sheik Salman bin Hamad Al-Khalifa (1894-1961), og vandt hans tillid. Det blev begyndelsen på et tæt samarbejde mellem dansk arkæologi og Golfregionen. Selve udgravningerne ved Qal’at al-Bahrain fandt sted fra 1953 til 1960.

De omfattende udgravninger af områdets gravhøje – som Bibby i sin tid var blevet opmærksom på – gav ny viden om sociale strukturer i Dilmun-kulturen. Variationer i gravformer, gravgaver og monumentale anlæg pegede på et samfund med tydelig social differentiering og lang kontinuitet. Gravhøjene kunne dermed læses som spor af et dilmunsk elitesamfund, hvor magt og slægt blev markeret gennem monumentale grave og gentagne begravelsesritualer over flere århundreder.

Resultaterne førte hurtigt til nye invitationer. Allerede i 1958 bad Kuwaits regering Glob om at undersøge øen Failaka, som er identisk med oldtidens Ikaros. Frem til 1963 afdækkede de danske arkæologer ruiner af et hellenistisk tempel, en fæstningsby og handelsstationer, der dokumenterede øens rolle som bindeled mellem Mesopotamien og Golfens sydlige kyster.

Den møjsommelige bearbejdning af fundene tilfaldt Globs kolleger ved museet i Aarhus, heriblandt den senere overinspektør ved Moesgaard Museum, Poul Kjærum (1926-2010), der stod for en væsentlig del af den faglige dokumentation og de videnskabelige udgivelser.

Et af ekspeditionens vigtigste resultater var påvisningen af Bahrains rolle som knudepunkt i et vidtforgrenet handelsnetværk. Fundene viste, at øen forbandt Mesopotamien med Indusdalen gennem søhandel og fungerede som mellemliggende lager- og omladningsplads. Det ændrede forståelsen af bronzealderens globale forbindelser og viste, at området var et levende og aktivt centrum – ikke en perifer randzone.

Globs store formidlingsevne kom tydeligt til udtryk i bogen 'Al-Bahrain: De danske ekspeditioner til oldtidens Dilmun' (1968), hvor han med sin særlige sans for historiefortælling og dramatik beskrev udgravningerne som et møde med selve paradiset fra Gilgamesh-myten.

Den poetiske tolkning vakte dog debat. Flere forskere mente, at Glob gik for langt i sin identifikation af Bahrain med det mytiske Dilmun, og at fremstillingen byggede mere på intuition og symbolik end på sikre arkæologiske beviser. Siden har arkæologer påpeget – blandt andet med udgangspunkt i fundene fra Globs Bahrain-ekspedition – at Dilmun-kulturen snarere dækker over et netværk af handelspladser i Golfen end én bestemt lokalitet.

I dag står den danske arkæologiske Bahrain-ekspedition som et monument over både Globs visionære energi og hans tidstypiske forening af videnskab og fortællekunst – et projekt, der bragte dansk arkæologi ud i verden, men som også minder om, at selv de største opdagelser kræver et tålmodigt arbejde for at finde deres endelige form.

Kapitlet er skrevet af Kristian Hvidtfelt.