Det var Brøndsted, der i 1941 inviterede Dyggve til at deltage i arkæologiske udgravninger ved Jelling. Stedet havde i århundreder været et centrum for arkæologisk forskning i Danmark. Hver ny udgravning havde tilføjet brikker til fortællingen om vikingetidens kongemagt, og Brøndsted ønskede at bringe nye faglige greb i spil – ikke mindst Dyggves analytiske blik for sammenhængen mellem bygninger, landskab og ritualer.

Den sydlige Jellinghøj havde tidligere været undersøgt af arkæologen Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885), men spørgsmålet om Gorm den Gamles (d. 958) gravsted stod fortsat ubesvaret. Da Brøndsted rakte ud til Dyggve i 1941, var der en bekymring for, at den tyske besættelsesmagt kunne iværksætte egne undersøgelser. For Brøndsted var tiden derfor inde til en danskledet gennemgang af den sydlige kongehøj og kirke.

Dyggve havde allerede en international karriere bag sig, før han kom til Jelling. Han var uddannet ved kunstakademiet og anerkendt for sine studier i senantik og tidlig kristen arkitektur.

Udgravninger i oldtidsbyen Salona (Solin) nær Split i det nuværende Kroatien i 1920’erne med Brøndsted og Frederik Weilbach (1863-1937) havde styrket hans ry som en skarp analytiker af tempelkomplekser og bystrukturer, og hans publikationer herfra viste hans evne til præcist at tegne, registrere og fortolke arkitektoniske helheder i de arkæologiske fund.

I Jelling blev disse kompetencer afgørende. Udgravningerne viste nemlig, at Sydhøjen ikke rummede nogen grav – hverken i eller under højen. Til gengæld lykkedes det Dyggve at beskrive højens konstruktion i hidtil uset detalje. Fundet af omfattende trækonstruktioner og spor efter de redskaber, der var anvendt under opførelsen, gjorde det muligt at forstå højen som avanceret ingeniørarbejde udført af datidens håndværkere og arbejdere.

Dyggves teoretiske arbejde satte sig varige spor i forståelsen af Jelling. Hans analyser af højens konstruktion viste, at der var tale om et teknisk avanceret og nøje planlagt anlæg, ikke et simpelt gravmonument.

Samtidig pegede hans gennemgang af kulturlag og landskabelige strukturer på, at Jelling måtte opfattes som et samlet kongeligt anlæg, hvor høje, kirke og sten rejst af Gorm og hans søn Harald indgik i en bevidst iscenesættelse af kongemagtens kontinuitet.

Som også Johannes Brøndsted senere pegede på, var Dyggve blandt de første til at forstå Jelling som mere end enkeltstående fund i jorden. Monumenterne skulle ikke kun beskrives, men læses – som synlige tegn på magt, ritual og kongelig selvfremstilling.

Med sin grundige dokumentation og sans for helheder åbnede Dyggve for en ny måde at tænke Jelling på, der har præget forståelsen siden: Jelling fremstår som et samlet anlæg, hvor arkitektur og landskab blev brugt til at fortælle historien om kongemagt, religion og slægtens fortsatte herredømme i overgangen fra hedensk til kristent Danmark.

Samlet set blev Dyggves indsats i Jelling et vendepunkt for forståelse af områdets historiske betydning. Senere generationer af forskere har bygget videre på hans dokumentation og analyser, og undersøgelserne fra 1940’erne indgår som en grundpille i den viden, der i 1994 førte til, at Jellingmonumenterne blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Kapitlet er skrevet af Sarah Von Essen.