Danmark har modtaget i alt ti Nobelpriser i de videnskabelige kategorier. Heraf er de fem inden for fysiologi eller medicin – et stærkt vidnesbyrd om Danmarks betydning inden for biomedicinsk forskning fra slutningen af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet.

Den første danske nobelpristager var lægen Niels Finsen (1860-1904). Han grundlagde Finsens Medicinske Lysinstitut i 1896 til lysbehandlinger mod hudsygdomme. Sammen med sine kolleger konstruerede han elektriske lamper med særlige linser, der kunne koncentrere lyset præcist mod de syge områder på huden.

Behandlingen virkede især mod hudtuberkulose og lægede patienternes alvorlige sår, der særligt var koncentreret i ansigtet. Omkring århundredeskiftet var Finsens lysbehandling allerede internationalt kendt, og han modtog Nobelprisen for sit arbejde i 1903.

Finsen var en filantropisk entreprenør, og han havde altid blikket rettet mod anvendelsen af sin forskning til det fælles bedste. Han prioriterede derfor især den kliniske og tekniske udvikling af lysbehandlingen frem for den mere omfattende fysiologiske grundforskning i metodens virkning.

Det spillede også ind, at han selv led af en kronisk hjerte- og leversygdom og døde året efter Nobelprisen. Efter Finsens død levede Finseninstituttet videre. I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse blev det senere udbygget til kræftsygehus, og i 1981 blev det en del af Rigshospitalet. Finsens lysbehandling mistede gradvist sin betydning i 1920’erne og 1930’erne, da antibiotika og andre mere effektive behandlinger tog over.

Danmarks anden – og nok mest berømte – nobelpristager i fysiologi eller medicin var zoolog og fysiolog August Krogh (1874-1949). Han påviste, at kroppens iltforsyning styres lokalt: De mindste blodkar, kapillærerne, kan åbne og lukke sig som små haner, så aktive muskler får mere ilt end andre. Denne opdagelse af kapillærernes reguleringsmekanisme indbragte ham Nobelprisen i 1920.

Kroghs arbejde kortlagde de mekanismer, der regulerer ilttransport i kroppen, især kapillærernes evne til at tilpasse blodgennemstrømning til vævenes behov. Hans præcise fysiologiske målinger skabte et nyt grundlag for forståelsen af åndedrættet, stofskiftet og muskelarbejdet.

Mest kendt er Krogh dog for sin rolle i at introducere og producere insulin i Danmark. Efter et besøg hos de canadiske forskere, der havde opdaget hormonet insulin og påvist dets evne til at regulere blodsukkeret, tog arbejdet for alvor fart.

En afgørende drivkraft var hans hustru, lægen Marie Krogh (1874-1943), der selv havde diabetes og hurtigt indså insulinets terapeutiske potentiale sammen med lægen Hans Christian Hagedorn (1888-1971). Med afgørende støtte fra Marie Krogh fik Krogh licens fra forskerne i Toronto til at producere insulin. I 1923 stiftedes Nordisk Insulinlaboratorium, og det blev startskuddet til den virksomhed, vi i dag kender som Novo Nordisk.

En af de senere mere omdiskuterede Nobelpriser gik til lægen Johannes Fibiger (1867-1928) for året 1926. Han fik prisen i fysiologi eller medicin for sine forsøg, der tydede på, at en rundorm hos kakerlakker gav mavekræft hos rotter – noget, som i samtiden blev set som et gennembrud.

Senere viste studier, at kræftsvulsterne især skyldtes A-vitaminmangel hos rotterne, og prisen har siden været debatteret. Ikke desto mindre var Fibigers arbejde vigtigt, for det var blandt de første forsøg på at undersøge kræft eksperimentelt i et kontrolleret laboratoriemiljø. Denne tilgang fik stor betydning for kræftforskningen dengang og lagde spor ud for de eksperimentelle metoder, der har udviklet sig efterfølgende.

Henrik Dam (1895-1976) var kemiingeniør og biokemiker og modtog i 1943 Nobelprisen i fysiologi eller medicin. Under forsøg med kyllinger på fedtfattig kost så han, at de udviklede blødninger, fordi blodet ikke ville størkne. Det ledte til opdagelsen af et hidtil ukendt fedtopløseligt stof.

I 1935 navngav Dam stoffet vitamin K efter dets rolle i størkning af blod, også kaldet koagulation og derfor K’et. Dam dokumenterede, at koagulation kræver vitamin K for at danne protrombin, som sætter blodets størkning i gang. Ved systematiske kostforsøg viste han, hvordan mangel på vitamin K førte til indre blødninger hos kyllingerne, og dermed etablerede han vitamin K som et centralt element i kroppens biokemiske reguleringssystem.

Samlet set viser de danske Nobelpriser i medicin eller fysiologi, hvordan nytænkning og stærke forskningsmiljøer har bragt Danmark langt. Immunolog Niels K. Jerne (1911-1994) blev i 1984 den foreløbig sidste dansker, der modtog prisen i fysiologi eller medicin – men som den eneste i denne række uden direkte forskningsstøtte fra Carlsbergfondet.

Kapitlet er skrevet af Asser Pelle.