Carlsbergfondet åbner for indsendelse af hasteansøgninger

Publiceret:

03.10.2024

Et nyt virkemiddel skal i fremtiden gøre det muligt at indsende ansøgninger om midler til forskningsaktiviteter, der kræver akut finansiering. Indsendelse af en hasteansøgning vil kræve en forhåndsgodkendelse og tilstedeværelsen af helt særlige ydre akutte og uforudsete forhold.

Undertiden kan pludselige samfundsbegivenheder og uforudsete naturhændelser kræve akut handling i form af en lynhurtig forskningsindsats. Det kan eksempelvis være i tilfælde af miljøkatastrofer, kritisk politisk ustabilitet eller fremkomsten af nye sygdomme.

På den baggrund opslår Carlsbergfondet nu et løbende virkemiddel ’Akutte forskningsprojekter’, der vil være åbent hele året. Virkemidlet retter sig udelukkende mod forskningsaktiviteter, der kræver akut finansiering og ikke kan afvente fondets ordinære opslag.

”Verden omkring os kan ændre sig med stor hast. Det er baggrunden for, at Carlsbergfondet nu giver muligheden for at indsende en ansøgning om akut støtte til forskningsaktiviteter, der grundet ydre omstændigheder må igangsættes hurtigt. Med virkemidlet ’Akutte forskningsprojekter’ ønsker vi at sikre en mere agil og smidig ansøgningsproces i tilfælde af tilstedeværelsen af sådanne omstændigheder,” siger direktør for Carlsbergfondet, professor Lasse Horne Kjældgaard.    

Indsendelse af hasteansøgning kræver forhåndsgodkendelse

For at kunne indsende en hasteansøgning kræves der en forhåndsgodkendelse fra Carlsbergfondets sekretariat. En forhåndsgodkendelse forudsætter indsendelse af en kort interessetilkendegivelse, som understøttes af de helt særlige ydre og uforudsete begivenheder, der begrunder behovet for at indsende en hasteansøgning.

For at opnå støtte på baggrund af en hasteansøgning i regi af ’Akutte forskningsprojekter’ skal de foreslåede forskningsaktiviteter i ansøgningen med rimelighed kunne siges at have været umulige at forudse ved ansøgningsfristen for Carlsbergfondets forrige ordinære opslag. Det skal også godtgøres, at de foreslåede undersøgelser og forskningsideer fremlagt i hasteansøgningen ikke vil kunne afvente næste ordinære opslag.

Hasteansøgninger kan kun indsendes med projektforslag, som falder inden for Carlsbergfondets sædvanlige støtteområder, ligesom projekterne skal gavne dansk forskning generelt.