Carlsbergfondet indvier 22 forskerboliger i Carlsberg Byen

Tegning af forskerboligernes facade. Illustration: Praksis Arkitekter

Publiceret:

01.09.2016

Carlsbergfondet indvier i morgen - på brygger J.C. Jacobsens 205-års fødselsdag - 22 forskerboliger i Carlsberg Byen. Boligerne skal huse topforskere fra ind- og udland, og de første flytter allerede i dag ind i fuldt møblerede lejligheder.

Med de nye forskerboliger på Carlsberg-grunden videreføres Carlsbergfondets tradition for at have topforskere fra ind- og udland på gæstebesøg. Forskerboligerne ligger tæt på den tidligere æresbolig, hvor internationalt anerkendte forskere gennem tiden har boet. Æresboligens beboere omfatter bl.a. fysikeren Niels Bohr, som boede her fra 1932 til sin død i 1962.

Det er nøjagtigt fem år siden - på Carlsbergfondets stifter brygger J. C. Jacobsens 200-års fødselsdag - at Carlsbergfondets bestyrelse satte byggeprojektet i gang. Bryggeren anså videnskab som helt afgørende – både for ølproduktion, men også for samfundet som helhed.

”Opførelsen af de nye forskerboliger er helt i tråd med både brygger J. C. Jacobsens tanker og Carlsbergfondet primære formål, som er at støtte visionær og innovativ grundforskning på internationalt niveau inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Der har allerede været stor interesse for at leje forskerboligerne, og vores fornemmelse er, at vi med dem imødekommer et reelt behov hos gæsteforskere i Danmark. Vi er i Carlsbergfondet glade for på denne måde at kunne medvirke til at gøre Danmark til et mere attraktivt land for internationale forskere, som ønsker at berige danske forskningsmiljøer med deres videnskabelige aktiviteter,” siger Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher.

De 22 nye forskerboliger er opført i Carlsberg Byen sydøstlige hjørne ved siden af de hængende haver og mineralvandsfabrikken. Således grænser boligerne op til haven, der hører til det tidligere Gamle Carlsberg hovedbygning, senere æresboligen, og nu Carlsberg Academi. Forskerboligerne er samtidig nabo til den nye metrostation Carlsberg og Campus Carlsberg, der bliver det nye hjemsted for UCC Professionshøjskolen.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.