Carlsbergfondet uddeler godt en halv milliard kroner til nye grundvidenskabelige initiativer

Publiceret:

10.12.2025

Fra politologi til arkæologi. Fra astrofysik til marinbiologi og glaciologi. 159 forskere med forankring i de danske forskningsmiljøer modtager i dag en bevilling fra Carlsbergfondet til at udforske lige præcis de videnskabelige spørgsmål, som de finder allermest presserende at kaste lys over lige nu.

I alt kanaliserer Carlsbergfondet 581 mio. kr. ud i initiativer, der skal bane vejen for nye erkendelsesmæssige gennembrud inden for hovedområderne naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Initiativerne vil blive gennemført af forskere på alle karrierestadier og skal bidrage til at sikre både talentudvikling i forskningsmiljøerne og understøtte Danmarks fortsatte position som en internationalt stærk forskningsnation.

De 581 mio. kr. uddeles i fri konkurrence på baggrund af forskernes egne projektforslag indsendt i forbindelse med fondets Efterårsopslag 2025.

Fra ørkeners udvikling til grønlandske gletsjeres reaktion på klimaændringer

Forskningsprojekterne vil tage livtag med nogle af tidens mest komplekse problemstillinger og kaste nyt lys over konkrete emner som ørkeners udvikling og deres betydning for Jordens klima, sammenhængen mellem fordelingspolitik og politisk polarisering, konsekvenser af barndomssårbarhed i Danmark omkring år 1900, grønlandske gletsjeres reaktion på klimaændringer og forandringer i håndtering af urbane dyr som følge af øgede krav om biodiversitet og dyrevelfærd.

Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard, udtaler:

”Det er mig en stor glæde at ønske alle 159 nye bevillingsmodtagere et stort tillykke med, at de nu får muligheden for at realisere de forskningsideer, som de har lagt tid og kræfter i udvikle og formulere. For Carlsbergfondet er det vigtigt, at vi med vores midler kan bidrage til at sikre høj kvalitet i hele grundvidenskabens fødekæde. Og det på en måde, der tager afsæt i netop de grundlæggende videnskabelige spørgsmål, som opstår naturligt ude i forskningsmiljøerne.”

De 159 uddelte bevillinger fordeler sig på 32 til humanistiske forskningsprojekter, 40 til samfundsvidenskabelige projekter, mens 87 går til forskning inden for naturvidenskaberne.  

Bevillingerne er givet inden for følgende virkemidler:

Samtlige ansøgninger indsendt til virkemidlerne Monografistipendium, Semper Ardens Accelerate og Semper Ardens Accomplish har været sendt i international, ekstern vurdering som en del af bedømmelsesprocessen.

Nøgletal om udmøntningen af Efterårsopslag 2025

Forud for ansøgningsfristen den 1. oktober 2025 modtog Carlsbergfondet 709 ansøgninger for samlet 3,5 mia. kr.

467 ansøgninger var indsendt af mandlige ansøgere, 234 kom fra kvindelige ansøgere, mens otte ikke har oplyst køn eller har angivet andet køn.  

De 159 uddelte bevillinger fordeler sig på 59 til kvindelige forskere, 97 til mandlige forskere og tre til forskere, der ikke har oplyst køn. Målt per antal indkomne ansøgninger med oplyst køn giver det en samlet succesrate for kvindelige ansøgere på 25 procent og 21 procent for mandlige ansøgere.

Med udmøntningen af Efterårsopslag 2025 har Carlsbergfondet samlet uddelt 753 mio. kr. til grundvidenskabelige formål i indeværende år.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.