Fra gær til galakser - 150 nedslag i 150 års forskning

Publiceret:

18.05.2026

I år fylder Carlsbergfondet 150 år. I den anledning udgiver forlaget Strandberg Publishing en ny bog, der tager læseren med på en kalejdoskopisk rejse gennem grundforskning støttet af Carlsbergfondet siden 1876. Bogen 'Fra gær til galakser. Dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet - 150 nedslag i 150 år' udkommer i dag den 18. maj.

Fra vilde forskningsideer og farverige forskerpersonligheder til storstilede videnskabelige eksperimenter og skelsættende landvindinger med Nobelpriser til følge. Carlsbergfondets støtte til dansk grundforskning gennem 150 år spænder vidt.

Så vidt endda, at forlaget Strandberg Publishing nu udgiver en ny bog 'Fra gær til galakser. Dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet - 150 nedslag i 150 år’, der tager læseren med på en kalejdoskopisk rejse gennem 150 nedslag i fondets bevillingshistorie over en periode på 150 år.

I alt 25 forskere har gransket Carlsbergfondets omfattende bevillingshistorie og udvalgt de 150 nedslag, hvoraf det tidligste går helt tilbage til 1876, hvor opfinderen Poul la Cour som den første nogensinde modtog en bevilling fra fondet.

Fra runer til ruiner, fra Øresundstold til Nobelpriser

Langt omkring i dansk forskningshistorie kommer vi da også. Fra Grønland til gener. Fra runer til ruiner. Fra Øresundstold til ni danske Nobelprismodtagere, der i løbet af deres karriere modtog støtte til deres forskning fra Carlsbergfondet.

Tilsammen tegner de 150 nedslag et billede af grundforskningens dna og videnskabens udvikling på tværs af tid, rum, geografi og discipliner.

”Vi er meget begejstrede for, at forlaget Strandberg Publishing har valgt at udgive en bog, der viser et bredt udvalg af de mange forskere og forskningsaktiviteter, som Carlsbergfondet har støttet gennem 150 år. For os selv er det både overvældende og fascinerende at gå på opdagelse i den righoldige og i mange tilfælde epokegørende forskning, som fondet har været med til at skabe grundlag for,” siger direktør i Carlsbergfondet, professor Lasse Horne Kjældgaard. Han tilføjer:

”Men vi er især glade for, at alle interesserede danskere nu får mulighed for at fordybe sig i den fascinerende verden, som grundforskning er. Om forskningen foregår i felten, laboratoriet eller arkivet inden for naturvidenskab, humaniora eller samfundsvidenskab, så får læseren et indblik i forskningens mange veje fra tanke til eksperiment, fra idé til gennembrud. Og dét ikke mindst med afsæt i mange af Danmarks store forskerpersonligheder gennem tiden. På den måde bidrager bogen også med nye perspektiver på dansk forskningshistorie.”

Grundforsknings dna – fra fortid til nutid

Overordnet tegner 'Fra gær til galakser' et billede af, hvad grundforskning er for en størrelse. Bogen giver også med sit mangeårige spænd et glimrende indblik i den tålmodighed og det lange, seje træk, som kendetegner grundforskningens passionerede jagt på nye indsigter til gavn for os alle.

Udover de 150 nedslag er bogen forsynet med en indledning skrevet af bogens hovedredaktør, lektor og videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen, som rammesætter udviklingen i dansk forskning gennem halvandet århundrede.

Sidst, men ikke mindst, rummer bogen en række samtaler mellem videnskabsjournalist Lone Frank og forskerne Morten Meldal, Minik Rosing, Albert Sneppen, Karen Vallgårda, Frederik Stjernfelt, Nina Smith, Michael Bang Petersen og Helle Porsdam.

Samtalerne tager læseren med ind i forskningens ’maskinrum’ og løfter sløret for forskernes egne refleksioner over videnskabens udvikling samt videnskaben som en disciplin, der kræver både tålmodighed, fordybelse og vilje til at tage risici.

Bogen er illustreret med et omfattende billedmateriale. Den henvender sig til alle, der er nysgerrige på verden, og som vil blive klogere på hvordan vi får viden om den.

'Fra gær til galakser. Dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet - 150 nedslag i 150 år’ udgives med støtte fra Carlsbergfondet. Bogen udkommer på engelsk i efteråret 2026.

Videnskab til Danmark siden 1876

I år er det præcis 150 år siden, at Carlsbergfondet blev grundlagt af brygger J.C. Jacobsen. Med stiftelsen af fondet sikrede bryggeren, at en del af udbyttet fra Carlsberg kunne gives tilbage til samfundet i form af bevillinger til videnskabelige formål.

I 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet. Vi hylder både den frie grundforskning og den danske fondsmodel gennem en lang række aktiviteter, herunder udgivelse af tre nye bøger, en konference om den danske fondsmodel, live-arrangementer og en ny podcastserie.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.