Ny analyse: Fondsejede virksomheder skaber værdi, der bliver i Danmark
Ny analyse: Fondsejede virksomheder skaber værdi, der bliver i Danmark
Publiceret:
29.09.2026
Kontaktperson:
Hvad betyder de fondsejede virksomheder for Danmark? Hvordan klarer de sig i konkurrencen? Og hvorfor vælger så få virksomhedsejere fondsejerskab, når de skal give stafetten videre? En ny analyse fra Bridge Consulting og HBS Economics, gennemført på vegne af Carlsbergfondet og Lundbeckfonden, giver et samlet og databaseret svar.
Da brygger J.C. Jacobsen i 1876 stiftede Carlsbergfondet, lagde han fundamentet til verdens første erhvervsdrivende fond - og dermed til en ejermodel, der i dag sætter et markant aftryk på store dele af dansk erhvervsliv og dansk økonomi.
Her 150 år efter dokumenterer analysen ’Fondsejede virksomheders betydning og potentiale’, hvor stort aftrykket er: Danske virksomheder ejet af erhvervsdrivende fonde skaber hvert år 413 mia. kr. i værdi, understøtter ca. 212.000 job og bidrager årligt med ca. 115 mia. kr. til statskassen.
Samtidig holder fondsejede virksomheder trit med deres konkurrenter i ind- og udland på vækst, profitabilitet og produktivitet, ligesom de præsterer bedre end andre private virksomheder på en række parametre, afgørende for dansk økonomi og konkurrenceevne.
En stabil søjle, også når det blæser
Analysen viser, at fondsejede virksomheder over tid opbygger en stærk kapitalstruktur og holder fast i medarbejderne, også i nedgangstider. Samtidig konkluderer den, at sandsynligheden for, at en fondsejet virksomhed stadig eksisterer efter 40 år, er tre gange højere end for andre danske virksomheder.
Analysen peger også på, at fondsejede virksomheder, hovedsæder og beslutningskraft bliver i Danmark. Fondsejede virksomheder er stærkt repræsenteret i forsknings- og innovationstunge brancher som life science, teknologi og industri. 34 procent af alle medarbejdere, der arbejder med forskning og udvikling i den private sektor, er ansat i en fondsejet virksomhed.
”Fondsejerskab er en strategisk styrke for Danmark, og vi har nu endnu klarere evidens for, at fondsejede virksomheder fastholder arbejdspladser, forskning, innovation og beslutninger herhjemme, også når verden omkring os bliver mere usikker. Det bidrager til et stabilt Danmark med vækstpotentiale, og samtidig bidrager erhvervsfondene med samfundsgavnlige uddelinger på ca. 20 mia. kr. årligt,” siger Carlsbergfondets bestyrelsesforperson, professor Majken Schultz.
Udvalgte indsigter fra analysen
- De store betydningsfulde danske fondsejede virksomheder er blevet fondsejede for mange år siden, og siden 1980-erne er der stiftet relativt få nye store erhvervsfonde.
- I perioden 2019 til 2024 steg værdiskabelsen i fondsejede virksomheder markant hurtigere end i resten af det private erhvervsliv.
- Fondsejede virksomheder bygger en stærkere kapitalstruktur over tid. Sandsynligheden for, at de stadig eksisterer efter 40 år, er tre gange højere end for andre danske virksomheder.
- Fondsejede virksomheder er overrepræsenteret i forsknings- og innovationstunge brancher. 34 procent af alle medarbejdere, der arbejder inden for FoU i den private sektor, er ansat i en fondsejet virksomhed.
- Fondsejede virksomheder skaber markant mere værdi pr. medarbejder. En medarbejder i en fondsejet virksomhed skaber op til 2,45 mio. kr. i bruttoværditilvækst om året, mod 1,16 mio. kr. i det øvrige private erhvervsliv.
- Fondsejede virksomheder geninvesterer næsten dobbelt så meget af overskuddet pr. medarbejder som andre virksomheder.
- Fondsejede virksomheder matcher deres nærmeste konkurrenter i ind- og udland på vækst, produktivitet og profitabilitet.
Fondsejerskab i en tid med generationsskifte
’Fondsejede virksomheders betydning og potentiale’ ser dagens lys på et tidspunkt, hvor et historisk stort antal danske virksomheder står overfor generationsskifte, samtidig med at kun få virksomheder af betydning vælger fondsejerskab.
Om ’Fondsejede virksomheders betydning og potentiale’
’Fondsejede virksomheders betydning og potentiale’ er gennemført af Bridge Consulting og HBS Economics på vegne af Carlsbergfondet og Lundbeckfonden. Analysen bygger på: • Regnskabsdata for 354 fondsejede virksomheder sammenlignet med mere end 1.000 tilsvarende danske og europæiske konkurrenter • En input-output-model baseret på Danmarks Statistiks nationalregnskab • Kvalitative interview med 19 ejerledere, 13 rådgivere og seks interessenter fra ministerier, styrelser og brancheorganisationer Analysen er kvalificeret af en ekspertgruppe: • Professor Rasmus Feldthusen, Københavns Universitet • Professor Philipp Schröder, Aarhus Universitet • Professor Kasper Meisner Nielsen, CBS • Professor Steen Thomsen, CBS Data, metode og forbehold er dokumenteret i et selvstændigt metodebilag i analysen.
Ifølge analysen skyldes det sjældent et bevidst fravalg. Virksomhedsejerne og deres rådgivere får ofte ikke bragt fondsejerskab i spil i tide. Men fondsejerskab er en mere fleksibel model, end mange tror. En fond kan eksempelvis være medejer sammen med en familie, en industriel partner eller en børsnotering.
”Alt for få ejerledere kender fondsmodellen som alternativ, når de står over for at beslutte, hvad der skal ske med deres livsværk. Med denne analyse og det arbejde, der åbenlyst nu venter forude med at udbrede kendskabet til fondsmodellen, håber vi at kunne bidrage til at gøre fondseje til et reelt alternativ, som virksomhedsejere får øje på i god tid,” siger Lene Skole, CEO i Lundbeckfonden.
Et grundlag for den politiske samtale
’Fondsejede virksomheders betydning og potentiale’ giver et samlet, databaseret grundlag til debatten om den danske fondsmodel og rammevilkårene for de erhvervsdrivende fonde.
”Vi håber, at analysen blandt andet kan medvirke til at kvalificere den politiske samtale. Ikke mindst i lyset af den reguleringsiver, de erhvervsdrivende fonde med jævne mellemrum oplever fra politisk side. Det skaber usikkerhed og er utvivlsomt en barriere for, at flere virksomheder af betydning vælger den succesfulde ejerskabsform, som fondseje er,” siger Majken Schultz.
Videnskab til Danmark siden 1876
I år er det præcis 150 år siden, at Carlsbergfondet blev grundlagt af brygger J.C. Jacobsen. Med stiftelsen af fondet sikrede bryggeren, at en del af udbyttet fra Carlsberg kunne gives tilbage til samfundet i form af bevillinger til videnskabelige formål.
I 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet. Vi hylder både den frie grundforskning og den danske fondsmodel gennem en lang række aktiviteter, herunder udgivelse af tre nye bøger, en særuddeling af tværvidenskabelige forskningscentre, en konference om den danske fondsmodel, live-arrangementer og en ny podcastserie.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.