Ny analyse kortlægger konkurrenceudsatte forskningsmidler i Danmark
Ny analyse kortlægger konkurrenceudsatte forskningsmidler i Danmark
Publiceret:
12.08.2026
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochDanmark får i dag et nyt, samlet overblik over de konkurrenceudsatte forskningsmidler i Danmark. Det sker i form af analysen ’Forskningslandskabet i Danmark – En analyse af konkurrenceudsatte forskningsmidler’, der kortlægger fordelingen af forskningsmidler udbudt i fri konkurrence på tværs af fonde, bevillingstyper og forskningsområder i det danske forskningslandskab. Analysen er uafhængig og udarbejdet af Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet med finansiering fra ti offentlige og private danske forskningsfinansierende fonde, herunder Carlsbergfondet.
I dag udkommer en helt ny analyse af de konkurrenceudsatte forskningsmidler i Danmark. Analysen 'Forskningslandskabet i Danmark – En analyse af konkurrenceudsatte forskningsmidler' kortlægger fordelingen af danske forskningsmidler med specifik reference til den danske forskerpopulation, hvilket gør det muligt at se finansieringen i relation til konkrete forskningsområder.
Bag analysen står de ti offentlige og private danske fonde Augustinus Fonden, Carlsbergfondet, Danmarks Frie Forskningsfond, Danmarks Grundforskningsfond, Innovationsfonden, LEO Fondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden og VELUX FONDEN.
Kort om 'Forskningslandskabet i Danmark'
'Forskningslandskabet i Danmark – En analyse af konkurrenceudsatte forskningsmidler' kortlægger perioden 2018-2024 og omfatter bevillinger fra ti offentlige og private forskningsfinansierende fonde. Datagrundlaget omfatter ca. 18.000 bevillinger for godt 83 mia. kr. Analysen giver et overblik over, hvordan midlerne fordeler sig på forskningsområder, fagområder, fonde og bevillingstyper. Analysen kortlægger samtidig forskerpopulationen på tværs af forskningsområder og fagområder. Analysen er blevet til på initiativ af Danmarks Frie Forskningsfond og udarbejdet af forskere ved Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet.
De konkurrenceudsatte forskningsmidler spiller en central rolle i dansk forskning, men der har hidtil manglet et samlet billede af, hvordan midlerne fordeler sig på tværs af fonde, bevillingstyper og forskningsområder.
Baggrunden for at udarbejde analysen har derfor været at skabe et mere sammenhængende billede af de konkurrenceudsatte forskningsmidler på tværs af forskningslandskabet. Ikke mindst for at få et bedre grundlag for at træffe beslutninger om, hvordan fri forskning i Danmark bedst understøttes.
Projektbevillinger er den mest udbredte finansieringsform
Analysen viser, at forskningsfinansieringen i høj grad er organiseret omkring et begrænset antal gennemgående bevillingsformater. Projektbevillinger er den centrale finansieringsform og udgør 49 procent af alle bevillinger og 40 procent af den samlede bevillingssum i datasættet på 18.214 bevillinger og 83,1 mia. kr. Regnes forskningslederbevillinger tillige med, udgør de to kategorier tilsammen 56 procent af bevillingerne og 55 procent af bevillingssummen.
Analysen dokumenterer også, at strategiske satsninger kun udgør én procent af bevillingerne, men 21 procent af den samlede bevillingssum. Det peger på et finansieringslandskab, hvor en bred projektportefølje eksisterer side om side med et mindre antal meget store bevillinger.
På tværs af forskningsområder er der også betydelige forskelle i både finansieringens omfang og sammensætning. Nogle discipliner modtager mange mindre bevillinger, mens andre modtager færre, men større bevillinger. Nogle områder er finansieret af mange fonde og bevillingstyper, mens andre er mere afhængige af få fonde eller bestemte bevillingstyper.
Videnskab til Danmark siden 1876
I år er det præcis 150 år siden, at Carlsbergfondet blev grundlagt af brygger J.C. Jacobsen. Med stiftelsen af fondet sikrede bryggeren, at en del af udbyttet fra Carlsberg kunne gives tilbage til samfundet i form af bevillinger til videnskabelige formål.
I 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet. Vi hylder både den frie grundforskning og den danske fondsmodel gennem en lang række aktiviteter, herunder udgivelse af tre nye bøger, en konference om den danske fondsmodel, live-arrangementer og en ny podcastserie.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.